Brev

familie problemer

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige,

Tusinde tak for dit brev. Du har oprindeligt sendt dit brev til Børn Hjælper Børn. Vi her på BørneTelefonen har dog besluttet, at det er bedst, at du får svar af en voksen rådgiver. Jeg håber, at du alligevel vil kunne se svaret her som en hjælp.

I dit brev slutter du af med at sige, at du ikke rigtigt ved, hvad du skal gøre. Og derefter spørger du til, om vi har en løsning. Og ja, jeg har et løsningsforslag til dit problem – jeg har faktisk flere.

Dine forældres skilsmisse

Du fortæller i dit brev, at dine forældre blev skilt, da du var omkring fire år. Og selvom det jo er en del år siden, så lyder det til, at du husker lidt fra den gang.

Bl.a. nævner du, at der efter skilsmissen kom en del problemer, og at din mor og far vist ofte skændtes en del over telefonen.

Grundet din mors alkoholmisbrug og nogle af de andre ting, du beskriver i brevet, lyder det til, at det indimellem har været lidt kaotisk og mindre rart at være hos din mor.

Det lyder i hvert fald ikke rart, at I flere gange har oplevet at blive smidt ud af huset.

I brevet nævner du således også, at din far endte med at få børneretten. Og hvis din far fortsat har det, vi voksne også indimellem kalder forældremyndigheden, så er det primært hans ansvar at drage omsorg for jer børn. Ligesom han alene, kan træffe afgørelse om de personlige forhold for jer.

Savnet af din mor og problemet

Til trods for de lidt dårlige minder, du har med dig fra dine forældres skilsmisse og tiden efter, så lyder det på mig til, at du er en meget omsorgsfuld pige, med en stor kærlighed til din familie. Men måske også en pige, der ikke har lyst til at skabe problemer for andre. Mon det er rigtig tolket af mig?

Du slutter i hvert fald brevet af med at skrive, at årsagen til, at du skriver det her brev er, at du føler dig lidt fanget i midten mellem din søster og din mor.

De to er tilsyneladende kommet op og skændtes, og konsekvensen er, at du nu ikke har set din mor de sidste to måneder.

Det er ikke noget, du direkte skriver, men jeg tolker det lidt sådan, at du savner din mor. Og det er noget, jeg tror, at mange andre skilsmissebørn kan nikke genkendende til. Det med at savne den ene forældre, fordi man som skilsmissebarn sjældent oplever på samme tid at have begge forældre tæt på.

I dit tilfælde kompliceres tingene måske lidt mere af, at din far tilsyneladende har retten til jer børn. Og at din mor måske har nogle udfordringer med at tage sig af jer, hvis hun fortsat er alkoholiker.

Samtidig har din mor og søster, altså haft en eller anden form for skænderi, hvor du er blevet fanget i midten.

Ud fra det, du skriver kan jeg dog ikke vide, om det er din søster, der har valgt ikke at ville se jeres mor, grundet det skænderi. Eller om det er din mor, der ikke ønsker at se din søster – og dermed også lidt dig?

Men uanset hvad, har deres skænderi og valg jo fået den konsekvens for dig, at du nu ikke har set din mor i lang tid. Og som jeg forstår det, så har det vist ikke været dit ønske, at det skulle være sådan.

Kan du tale med din far?

Du skriver ikke meget om din far. Men det du skriver, fortæller mig, at din far ikke er bange for at handle på tingene. For du fortæller jo fx, at din far kørte 30 minutter for at hente din søster og dig, da I blev smidt ud af huset.

Hvad mon din far ville sige, hvis du kom og fortalte ham, at du lidt føler dig fanget i midten mellem din søster og mor? Tror du, at du ville kunne fortælle ham om dit savn til din mor?

Hvis det er svært at fortælle ham det, så kan du jo måske vise har svaret her. Her ville han jo kunne læse, hvad du egentlig har søgt hjælp til. Og måske det ville få ham til at forstå, hvor meget det her betyder for dig. Og måske han derfor ville handle på det og støtte dig til at finde en løsning?

Kan du selv kontakte din mor?

Jeg ved ikke, hvilket forhold du har til din søster eller din mor. Men måske din søster og din mor ikke rigtigt ved, at deres skænderi går ud over dig også. Ville du fx kunne tage kontakt til din mor og fortælle, at du savner hende?

Eller ville du føle, at det gik ud over dit forhold til din søster – altså ikke var så loyalt overfor hende?

Sådan kan det nemlig indimellem godt føles, hvis man føler sig fanget i midten mellem to personer, man holder af; Man kan føle sig  fanget i midten, fordi det kan tolkes som, at du tager parti for den ene part i skænderiet, hvis du fx tager kontakt til din mor udenom din søster.

Jeg forstår derfor godt, hvis det med at kontakte din mor kan være svært. Netop grundet situationen, hvor du står i midten. Men jeg nævner den alligevel, fordi det måske kunne være godt for både din søster og mor, at de kendte til den situation, du står i.

Måske skal du have lidt støtte og hjælp udefra?

Det er faktisk sådan, at børn i Danmark mellem 10 og 17 år har det, man kalder initiativret – mon du har hørt det begreb før?

Det betyder, at børn i skilsmissefamilier fx har ret til at blive hørt i forhold til, hvordan deres deleordning skal være, hvem der har forældremyndighed, og hvor de ønsker at bo.

Hvis årsagen til, at du ikke har set din mor, ligger i det forhold, at din søster ikke vil se jeres mor. Og i forlængelse af dette, at din søster ikke kan “tvinges” til at se jeres mor, når din far har forældremyndigheden, så har du faktisk ret til at tage initiativ og fortælle, at du ønsker at se din mor.

Hvis det forholder sig sådan, så kan du få hjælp af os her på BørneTelefonen til at tage initiativ og  gøre de voksne opmærksom på dit problem. Vi har nemlig en såkaldt bisidderordning

En bisidder er en voksen, du kan tale med om din situation, og som på dine vegne kan skabe kontakt til kommunen og senere evt. sidde sammen med dig til møder med kommunen og dine forældre.

Hvad tænker du mon om den mulighed? Hvis du har brug for det, kan du ringe helt anonymt til vores bisidder-team på 35555559 (tryk derefter to 2, så kommer du direkte til teamet).

Jeg tror på dig

Jeg ved, at det nogle gange kan være svært at se sig ud af et problem, hvor andre er med til at bestemme. Derfor har du i mine øjne også gjort det helt rigtige ved at søge hjælp udefra, som du så fint har gjort med dit brev her.

Og det har helt sikkert krævet noget mod af dig at skrive herind. Og jeg håber meget, at jeg med mit svar her, har givet dig mod på at undersøge nogle konkrete løsninger. Måske løsningen er en af dem, jeg har listet op. Måske får du selv øje på en mulig løsning, når du læser min gennemgang af dit brev.

Uanset hvad, så hepper jeg rigtig meget på dig.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat