Brev

Jeg kan ikke være i mit hjem mere…

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Mange tak for dit brev. Du har givet mig et godt indblik i din situation, og jeg kan sagtens forstå, at du synes, at det er rigtigt svært at være derhjemme. Jeg vil gerne forsøge at hjælpe dig så godt, som jeg kan.

Når du forklarer, at du skal passe dine små søstre og putte dem, handle, lave mad, hjælpe din far med at rydde op overalt og passe din skole, så synes jeg, at det lyder som om, at du har rigtigt meget at se til.

Det kunne også lyde som om, at du synes, at du måske har lidt for meget at se til, så du ikke har tid til fritidsaktiviteter, til dig selv og til venner. Det lyder ikke særligt rart for dig, og det lyder heller ikke helt fair.

Du har faktisk ret til at slappe af og have noget fritid. Dine forældre eller din far og du kan sammen finde ud af, hvor mange pligter, og hvor meget fritid, du skal have. Det skal helst være en god balance, så du føler, at du også har tid til at slappe af og have fritidsaktiviteter.

Derfor overvejer jeg, om du mon har talt med din far om, hvordan du har det med det? Du kan fx sige til din far, at du mener, at du har for mange pligter derhjemme, og at du har brug for mere tid til at slappe af og være sammen med venner. Tror du, at det kunne være en mulighed for dig at tale med ham om det?

Du skriver også, at du ikke må blive sur derhjemme, og at du ikke må brokke dig. Det kan ikke kan være særligt sjovt for dig. Især når du faktisk er vred og ked af det. Har du forsøgt at fortælle din far, at du bliver ked af det og vred?

Nogle gange kan det være svært for forældre at forstå deres børn, men hvis du prøver at forklare ham, hvordan du har det, kan det være, at han bedre kan forstå dig. Gad vide, om du har prøvet det?

Jeg kan sagtens fornemme, at du ikke har det godt derhjemme, men det har du faktisk ret til at have. Det er de voksnes ansvar, at du har det godt, og derfor tror jeg, at hvis jeg var dig, så ville jeg prøve at tage en snak med en sød voksen om det, så du kan få hjælp til at få det bedre derhjemme. Det kan være en lærer, en nabo eller måske en vens mor. Prøv at tænke over, hvem du kan tale med, som kan hjælpe dig.

Når et barn ikke har det godt derhjemme, så skal kommunen hjælpe. Fordi du stadig er under 18 år, er det dine forældres pligt at passe på dig og sørge for dig. Men hvis du tænker, at du ikke kan holde ud at være derhjemme mere, så er det også vigtigt, at du siger det højt. Kommunen hjælper hele familien, og måske kan det blive bedre for dig, hvis din far også får noget hjælp.

Det er tit sådan, at dine forældre skal give samtykke (give lov) til, at du kan bo et andet sted – medmindre forældrene ikke kan passe ordentligt på dig fx slår dig eller ikke giver dig mad. Det lyder ikke som om, at det er sådan med dig? Men vi vil gerne hjælpe med at undersøge mulighederne for dig.

Det kan godt være svært at tale med kommunen selv, så vi vil rigtig gerne hjælpe dig, hvis det er det, du beslutter dig for at gøre. Vi kan tilbyde dig en bisidder fra BørneTelefonen. Det kan du læse mere om her: https://bornetelefonen.dk/bisidder-boernetelefonen/.

En bisidder er en voksen fra BørneTelefonen, der kan gå med dig til møder i kommunen. Måske kender du allerede til det? En bisidder er altid på din side, taler din sag og er der for at hjælpe dig.

Jeg får også lyst til at fortælle dig, at du slet ikke er den eneste, der har det svært med at bo derhjemme. Prøv at se det her brev: https://bornetelefonen.dk/brevkasse/flytte-hjemmefra/flytte-hjemmefra-som-16-aarig-6/ – måske kan det være rart at vide, at der er andre, der føler ligesom dig?

Jeg håber i hvert fald, at du vil overveje at tale med din far, en anden voksen eller kommunen om det, så du kan få det bedre. Det er ikke holdbart, at du skal gå og være vred og ked af det og have det dårligt. Du lyder som en fornuftig pige, og jeg tror, at du nok skal komme frem til, hvad der er bedst for dig. Kæmpe kram fra BørneTelefonen.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Flytte hjemmefra Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere
Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat