Jeg kan ikke klare min hverdag mere..

Hej.. 
jeg har et stort problem med mine forældre, venner og tillid. for 5 år siden var jeg i forkert selvskab med venner, de røg hash, og de gjorde alt på deres egen måde, og de boede på et opholds sted, de hørte ikke efter hvad de voksne sagde. og jeg kunne ikke holde noget ud der hjemme, jeg var kørt fuldstændig træt i det hele og kunne ikke enes med mine forældre, og de 4-6 mennesker der boede på opholdstedet var de eneste jeg betroede mig til, og det løb helt af sporet vi var 4 mennesker som havde spærret os inde på et af deres værelser, og politiet kom, det endte med at politiet kørte mig hjem, og snakkede med mine forældre. 
mine forældre bad mig droppe alt kontakt til dem, og det var forbudt at se nogen af dem igen. og jeg begyndte at skære i mig selv, og det var meget voldsomt. men dengang tror jeg det var fordi jeg havde ingen at snakke med ingen der troede på mig, ingen der lyttede på mig, og jeg stoppede med at spise, så jeg tabte mig ca. 25 kg. i løbet af en sommerferie, hvor det hele stod på. 
og ca igennem de sidste 4 år har jeg haft en fast kæreste, som jeg har kunnet dele alt med. men det sidste år af vores forhold gik det ikke så godt så for 4 mdr. siden der slog jeg op, for min egen skyld. og siden da, har jeg ikke kunnet snakke med mine forældre, jeg har mistet lysten til at være hjemme, jeg spiser næsten ikke. og jeg har det virkelig svært, og alle dem jeg troede var mine venner, jeg kan ikke se dem nogen steder nu, for ingen skriver til mig, ingen hjælper mig, jeg har én bedste veninde som altid er der for mig, men det føles bare som om det er ikke godt nok. 
jeg havde så mange, men til sidst står der kun én person. men så fandt jeg den her dreng for 3 mdr siden, han kunne få mig til at smile, føle mig selvsikker, og vi havde det godt sammen, og det sluttede for et par dage siden. og nu kan jeg ikke få min hverdag til at køre igen.. jeg kan ikke bo hjemme, jeg har ingen her hjemme der støtter mig i mine valg, tager del i min uddannelse, ingen jeg kan snakke med. det er godt nok familie, men jeg føler slet ikke jeg er en del af familien mere. 
jeg har brug for at komme væk, langt væk fra mine omgivelser. men jeg kan ikke snakke med mine forældre om det, for de vil aldrig kunne forstå mig. jeg har tænkt på at stikke af hjemme fra i en til to ugers tid. men jeg er bange for, hva så når jeg kommer hjem? jeg har set min far slå min søster en gang før, og jeg er sikker på han kunne gøre det samme mod mig. jeg er bange for det hele, hele verdens skræmmer mig gang på gang, det er lige nu jeg vil leve mit liv, men det er også nu jeg skal igang med min uddannelse, og jeg ved hvad jeg vil. 
men ingen bakker mig op, jeg står på egen hånd hele vejen igennem, og det er den sværeste tid jeg har haft jeg gennem går nu, men jeg står alene hele vejen igennem.. når mine forældre og jeg skændes, ber de mig tit om at fise af her hjemme fra, og så når jeg ber om kommunens nr. så går de fuldstændig amok. 
men jeg tror jeg vil have bedst af at komme væk hjemme fra, for jeg kan ikke det her mere. jeg har tit tanken om morgen, at jeg kunne gå ud foran en bus, jeg kunne skære min pulsåre, så er der ikke mere smerte, ikke flere problemer. men det er da det mest selvegoistiske jeg nogensinde har tænkt på, men jeg kan ikke hjemme, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg ved ikke hvem jeg skal gå til ? jeg håber i kan hjælpe og give mig nogle gode råd, for jeg har virkelig brug for nogen der bare gerne vil lytte til mig…