Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Jeg kan ikke holde ud at bo hjemme mere.

Hej,

Jeg er en pige på 19 år, og jeg kan ikke holde ud at bo hjemme mere.

Jeg ved ikke om I kan hjælpe mig, men nu prøver jeg.

Det hele har nok stået på i 2 år, hvor min verden sådan set bare er faldet mere og mere fra hinanden.

Mine forældre bor under samme tag, men det er nok også det. De sover i hvert deres rum. Det er faktisk som om de er skilt, men alligvel værre fordi de jo ikke er det. Hele stemningen i vores hus er bare så trykket.

Min søster bor ikke længere og hjemme, om min bror bruger alt sin tid foran computeren på sit værelse.

Jeg kan ikke lide at være selv på mit værelse. Når jeg er alene tænker jeg alt for meget over de ting, som foregår, og som jeg ikke forstår, og så bliver jeg ked af det. Så derfor er jeg altid nede i stuen ved min far når jeg er hjemme.

Når jeg skriver ved min far, så er det fordi at min mor aldrig er i stuen (kun når vi har gæster) ja hun bor rent faktisk på hendes værelse (lidt ligesom min bror)

Min far når knap nok at smide arbejdsjakken før han er i gang med at lave mad, og når det er færdigt, ja så kalder jeg bare på min mor, så kommer hun og spiser, og når hun er færdig så forsvinder hun igen.

Det er ret frustrerende og jeg kan ikke forstå hvorfor hun kan være så egoistisk – det eneste hun går op i, er sig selv og hendes udseende, alt andet får andenprioritet (inklusiv mig)

Og jeg er så indebrændt på hende, at næsten hver gang vi snakker sammen, ender vi i et skænderi.

Jeg har på en måde ondt af min far, og sådan har jeg haft det de sidste 2 år.

Nu er det bare sådan at min far er begyndt at snakke helt vildt dårligt om min mor, hvordan hun aldrig er her, hvor egoistisk hun er, hvor mange penge hun bruger på sig osv. Og ja det er også rigtigt, men det gør bare ondt at høre. Han kunne jo bare snakke med hende!? – men det kan de heller ikke finde ud af.

Jeg kan ikke klare det her mere, jeg troede jeg kunne. Men nu er den her krig mellem mine forælde altså blevet for hård ved mig, jeg kan ikke holde det ud. Og jeg kan også mærke at jeg er meget mere ked af det, og det bliver værre og værre for hver dag der går.

Ja i den her uge kan jeg faktisk ikke huske én dag jeg ikke har grædt (mens jeg var alene)

Det er altså også begyndt at gå ud over min skole. Jeg har svært ved at tage mig sammen til at lave mine lektier, og nogle gange føler jeg bare ikke for at følge med i timerne, ja nogle dage har jeg det så dårligt at jeg bilder folk ind at jeg er syg, så jeg kan blive derhjemme.

Men sagen er den, at jeg kan ikke holde ud at være herhjemme længere. Og jeg har i en lang periode nu overvejet at flytte hjemmefra (hvilket jo er spild af penge, når jeg kan bo gratis hjemme) Men det er sådan, at jeg kun får 1600 kr i SU, hvilket jo er umuligt at flytte hjemmefra for.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, for jeg vil virkelig gerne ud af det her cirkus. Jeg har hørt at man kan få udeboende SU selvom man er under 20, hvis man har problemer i hjemmet – men hvor slemt skal det være?

Og hvem vurderer det?

Undskyld det blev så langt, det havde jeg ikke selv regnet med, men jeg havde nok brug for at komme af med det hele til nogen.

Håber virkelig i kan give mig et svar.

Tak.

Pige, 19 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 19 år.

Tusinde tak for dit brev. Du skal endelig ikke undskylde længden. Som du selv skriver, har du nok brug for at komme af med det til nogen. Det er så stærkt, at du har skrevet det og fået fortalt de her ting.

Jeg håber også, at jeg kan hjælpe dig videre, men tøv ikke med at spørge en anden eller prøve vores andre tilbud, hvis mit svar her, ikke kan give dig det, som du har brug for. Du har helt bestemt brug for, at der skal ske noget og det vigtigste er, at der sker noget, som kan hjælpe dig.

Det lyder som en rigtig ubehagelig situation du og din familie er i. Det er ikke rart, når der er sådan en trykket stemning, når man er hjemme og skulle kunne slappe af, lave lektier og tale om sit liv og finde ro.

Du spørger først og fremmest om nogle helt konkrete ting, omkring det at flytte hjemme fra, dem vil jeg starte med at svare på. Du spørger, om man kan få udeboende SU, hvis man er under 20 år. Og det kan man godt, men kun hvis man er udeboende. Det vil sige, at hvis man ikke bor hjemme hos sine forældre, så kan man få udeboende SU. Jeg tror ikke, at man kan få udeboende SU, hvis man bor på samme adresse, som ens forældre.

Men hvis man henvender sig til sin kommune, kan man godt få hjælp til at finde en anden bolig. Der findes ungdomsboliger, ungdomspensioner og kollegier, hvor man kan bo, når man ikke vil bo hjemme eller går på en ungdomsuddannelse. Det er også noget, som din studievejleder på din skole, kan informere dig mere om.

Du spørger også til, hvem der sådan vurderer og beslutter i forhold til SU og bolig. Hvis man skal flytte og ikke har penge til indskuddet og udgifter i forbindelse med flytningen, kan man godt for hjælp til at dække dem. Indskuddet er husleje man betaler forud, så udlejeren er sikret sine penge i nogle måneder, hvis der pludselig bliver problemer med et eller andet. Men indskuddet kan dækkes af kommunen eller man kan låne dem i banken.

Hvis du gerne vil vide, om kommunen kan hjælpe dig med at dække den udgift, så kan du ringe til din kommune og sige, at du gerne vil tale med en socialrådgiver. De vil højst sandsynligt spørge efter dit cpr.-nummer og så får du henvist den, som er tildelt dig. Så kan du spørge ham eller hende og fortælle, at du er ked af at bo hjemme.

Det er socialrådgiveren fra din kommune, som vurderer og beslutter om de økonomisk, kan støtte dig i at flytte hjemmefra.

Jeg kommer også sådan til at tænke på, om din søster kunne vide noget mere om, hvordan det er at flytte hjemmefra. Hvad tænker du om at spørge hende, hvad hun synes? Måske hun også kunne være en, som du kan tage hjem til, når du har brug for en pause fra dine forældre eller tale med hende om, hvordan det er derhjemme?

Med det du beskriver, lyder du jo simpelthen også til, at dine forældre har nok i deres egne problemer og interne stridigheder. Men jeg kommer til at tænke på, om du kunne skrive dem sådan et brev, som du har skrevet herind? Måske vil det ikke ændrer på situationen mellem dine forældre, men du fik mulighed for at fortælle, hvordan du har det i alt det her mellem dem. Du fortæller også, at du og din mor skændes, når I taler sammen. Måske at det vil være anderledes, hvis du skrev et brev til hende? Hvad tænker du?

Hvordan tror du, at din far vil reagerer, hvis han rigtig forstod, hvor meget det påvirker dig, at han og din mor opfører sig sådan? Kunne du sætte dig ude i køkkenet en dag han kommer hjem fra arbejde og begynder at lave mad, og fortælle ham, at du rigtig gerne vil flytte hjemmefra? Jeg kan sagtens forstå, at det måske bare ville være rigtig hårdt og ubehageligt at skulle fortælle og skære det sådan ud i pap for dem. Men desværre har nogle forældre i perioder brug for at huskes på, at deres konflikter påvirker deres børn og at deres børn har det dårligt.

Måske har din bror også brug at snakke om det? Jeg gætter på, at værelset og computerspillene, er hans måde at passe på sig selv og gemme sig lidt, for det der sker derhjemme. Vil det være en idé, at du og din bror tog over til din søster og talte sammen, om det der sker derhjemme og hvordan I har det med det.

Måske vil det være en støtte for jer søskende, og måske vil I sammen kunne finde måder at få det bedre. Det kan være støtte hos bedsteforældre, eller tale sammen med jeres forældre. Måske jer tre søskende og en forælder ad gangen, hvis det kunne hjælpe på det og I kan finde ud af, hvad det er der foregår mellem de to og hvorfor? Vil det være en idé,  I sammen har mod på at prøve.

Jeg håber at det her har kunnet hjælpe dig på en eller anden måde. Du trænger sådan til, at der sker noget andet i dit liv, og at din verden ikke bliver ved med at falde fra hinanden.

Du kan chatte med en rådgiver på Chatten her på siden eller skrive eller ringe til BørneTelefonen på telefonnummer 116 111. Vi vil rigtig gerne hjælpe dig!

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Flytte hjemmefra Andre der hjælper

Anonym rådgivning i din kommune

Alle kommuner tilbyder åben, anonym rådgivning for børn og unge.
Læs mere

Headspace

Brug for nogen at tale med? Ring, sms, chat eller duk op (12-25 år)
Læs mere

Studenterrådgivningen

Psykologhjælp og andre tilbud til studerende på videregående uddannelse
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat