Jeg hader at bo hjemme men jeg har ikke råd til andet.

Kære Brevkasse

Jeg er en pige på 18 år, og jeg har en del problemer med min familie.

For det første har jeg ikke ville bo hjemme siden jeg var 13 år gammel, men har selvfølgelig aldrig haft økonomien til at gøre noget ved det.

Jeg har et meget dårligt forhold til min bror, så dårligt at vi ikke snakker sammen overhovedet, han er min lillebror og vi bor i samme hus. Men jeg har aldrig kunne lide ham, det har min bedstemor også fortalt mig at helt fra da vi var små har vi altid skændes og sloges. Hvor vi begge har haft blå mærker rifter og blødt, dog er det mest i fortiden nu.

Da jeg var 13 (han 11) gjorde han noget jeg aldrig kommer til at tilgive ham for, og efter det valgte jeg at jeg ikke længere har en bror (selvom vi er biologiske søskende) og jeg har gjort alt i min magt for at stoppe al kontakt med ham siden da.

Jeg blev slået af begge mine forældre som barn, både af ”retfærdige grunde” men også af uretfærdige grunde som jeg stadig ikke kan forstå den dag i dag. Jeg er opdraget med at man IKKE sladre om andre, og hvis jeg gjorde det som barn ville jeg få røvfuld. Kommunen blev opmærksom på volden i hjemmet da jeg var omkring 8-9 år gammel og der har ikke været vold siden (men jeg tænker stadig på det tit og kan godt stadig mærke frygten hver gang jeg får skæld ud).

Jeg var væk fra mit hjem i 11 en halv måned, hvilket jeg også har haft et ønske om i mange år, hvilket mine forældre hjalp med at finansiere, hvilket hjalp på mit forhold til mine forældre fordi der ikke var konflikter i et helt år, men kun minimalt.

Der skal ikke være nogen tvivl om at mine forældre hjælper mig meget økonomisk og er meget hjælpsomme. Jeg har et job ved siden af gymnasiet, men pga. min uddannelse har jeg ikke tid til særlig mage timer så jeg har kun 20 timer eller mindre om måneden, og så snart jeg fyldte 18 søgte jeg om SU men pga. mine forældre for jeg mindste SU’en.

Det skal så lige siges at jeg har en kæreste jeg ser en gang hvert halve år fordi jeg er i et lang distance forhold, så hver en krone jeg tjener går til flybilletter, og jeg kan med nød og næppe spare de penge jeg skal spare op til en flybillet om året, så jeg er ikke i økonomisk overflåd.

Så sent som i dag har jeg haft et skænderi med min far og vores skænderier omhandler ikke altid min bror, pga. vores anspændte forhold grundet min bror har vi ikke en særlig god kommunikation. Fordi min far altid kigger efter konflikter føler jeg aldrig han har noget godt at sige så jeg antager bare altid det værste på forhånd.

Ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men generelt kan vi ikke snakke sammen uden at skændtes om alt og intet, og derfor gider jeg generelt ikke snakke med ham fordi jeg ved at alting er forkert alligevel, så det er nemmere bare at lade vær med at lade det ske. Men det for jeg også skæld ud for.

Min mor forholder sig forholdsvist neutralt hun hjælper mig nogle gange når han er helt umulig og hun har også sagt noget til ham og mig om at snakke ordentligt sammen. Men i dag kunne jeg også høre dem snakke hvor hun sagde at vi blev nød til at snakke sammen. Hvorefter jeg kunne høre ham sige at han da var ligeglad og at jeg bare kan opfører mig ordentligt og at hvis jeg ikke flyttede ud så gjorde han(hvilket ikke kommer til at ske hvilket betyder det vil være mig).

Min kæreste flytter faktisk til Danmark om nogle måneder, og vi har fået lov til at bo hjemme. Men det ved jeg ikke om jeg fortsat må til den tid som det konstant bliver værre herhjemme hele tiden. Og muligheden om at flytte ind på min skole hvor jeg kan få berettiget udeboende SU er kun for en person, og jeg har spurgt skolen om hvis man betalte ekstra og det hele om man måtte bo 2 på et værelse, men nej.

Jeg er ulykkelig og det eneste der holder mig oppe er det faktum jeg ved min kæreste kommer og bliver i mere end 2 uger. Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre ved situationen herhjemme, fordi jeg kan ikke holde det ud som det er, at græde hver aften fordi du ikke føler dig elsket og accepteret af din far, som du ikke kan snakke med fordi du er det sorte får og du ikke kan lide din lillebror som jo er den bedste.

Men at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre når min kæreste kommer, jeg ved ikke hvor vi kan flytte hen uden at jeg mister hver en øre jeg har sparet sammen til at flytte til hans land om halvandet år.

Undskyld min roman, har prøvet at give jer en forståelse, uden at gå helt i detaljer, så i også kan se det fra mine forældres synspunkt også. Jeg prøver ikke at fremstå som én engel, fordi det er jeg overhovedet ikke.

Hilsen den meget fortvivlede teenager :’-(