Jeg hader at bo hjemme men jeg har ikke råd til andet.

Kære Brevkasse

Jeg er en pige på 18 år, og jeg har en del problemer med min familie.

For det første har jeg ikke ville bo hjemme siden jeg var 13 år gammel, men har selvfølgelig aldrig haft økonomien til at gøre noget ved det.

Jeg har et meget dårligt forhold til min bror, så dårligt at vi ikke snakker sammen overhovedet,
han er min lillebror og vi bor i samme hus. Men jeg har aldrig kunne lide ham, det har min bedstemor også fortalt mig at helt fra da vi var små har vi altid skændes og sloges. Hvor vi begge har haft blå mærker rifter og blødt, han har stukket et stearinlys i øjet på mig så jeg blødte og truet med køkkenknive mange gange, dog er det mest i fortiden nu. Da jeg var 13 (han 11) gjorde han noget jeg aldrig kommer til at tilgive ham for, og efter det valgte jeg at jeg ikke længere har en bror (selvom vi er biologiske søskende) og jeg har gjort alt i min magt for at stoppe al kontakt med ham siden da.

Jeg blev slået af begge mine forældre som barn, både af ”retfærdige grunde” men også af uretfærdige grunde som jeg stadig ikke kan forstå den dag i dag. Jeg er opdraget med at man IKKE sladre om andre, og hvis jeg gjorde det som barn ville jeg få røvfuld. Kommunen blev opmærksom på volden i hjemmet da jeg var omkring 8-9 år gammel og der har ikke været vold siden (men jeg tænker stadig på det tit og kan godt stadig mærke frygten hver gang jeg får skæld ud).

På grund af min opdragelse med ikke at sladre kan jeg ikke få mig selv til at sige hvad min bror gjorde dengang (det var mere end en gang han gjorde det, og helt sikkert bevidst hvad han gjorde) til mine forældre, men også fordi jeg ved at hvis jeg fortæller dem det vil de jo også blive såret, så jeg gør det også lidt for deres egen skyld.

Det faktum at jeg tydeligvis frastøder og ikke vil kendes ved min bror og at jeg ikke vil gøre noget godt eller på nogen måde hjælpe ham har bragt store problemer for mig i familien. Jeg har prøvet mange gange at bede mine forældre om forståelse, at jeg har det sådan som jeg har det, af mine egne grunde, og jeg har bedt dem om deres støtte og forståelse. Ikke at jeg på nogen måde forventer at de vil frastøde ham ligesom jeg har gjort, men at jeg forventer at når jeg har sagt jeg ikke har en bror og at jeg ikke vil have kontakt med ham, at de gør deres bedste for ikke at skabe konflikt. Men uden forståelse.

Jeg er første fødte og hele min barndom tilbragte jeg med min far bag i traktoren, men så snart at min lillebror blev gammel nok, blev jeg skiftet ud med drengen. Og nu hver gang der er et skænderi så er det lidt for tydeligt hvis side min far er på, min mor prøver i det mindste at være retfærdig og neutral. Det er lige gyldigt hvem der startede, eller hvad grunden var så kan det altid føres tilbage til mig, og det er altid mig der er problemet. Selv når der ikke er skænderi, kan min far ofte finde på at henvende sig direkte til mig og bede mig om at kalde på min lillebror når der er aftensmad, idet han ved at jeg nægter at have kontakt med ham. Så han vil provokere mig bare for at få en reaktion, og som det føles for mig en undskyldning for at råbe af mig og skælde mig ud.

Jeg var væk fra mit hjem i 11 en halv måned, hvilket jeg også har haft et ønske om i mange år, hvilket mine forældre hjalp med at finansiere, hvilket hjalp på mit forhold til mine forældre fordi der ikke var konflikter i et helt år, men kun minimalt. Der skal ikke være nogen tvivl om at mine forældre hjælper mig meget økonomisk og er meget hjælpsomme. Jeg har et job ved siden af gymnasiet, men pga. min uddannelse har jeg ikke tid til særlig mage timer så jeg har kun 20 timer eller mindre om måneden, og så snart jeg fyldte 18 søgte jeg om SU men pga. mine forældre for jeg mindste SU’en.

Det skal så lige siges at jeg har en kæreste jeg ser en gang hvert halve år fordi jeg er i et lang distance forhold, så hver en krone jeg tjener går til flybilletter, og jeg kan med nød og næppe spare de penge jeg skal spare op til en flybillet om året, så jeg er ikke i økonomisk overflåd.

Så sent som i dag har jeg haft et skænderi med min far og vores skænderier omhandler ikke altid min bror, pga. vores anspændte forhold grundet min bror har vi ikke en særlig god kommunikation. Fordi min far altid kigger efter konflikter føler jeg aldrig han har noget godt at sige så jeg antager bare altid det værste på forhånd.

(bare lige et eksempel på noget hvor jeg ikke havde regnet med en afstraffelse fra min fars side. En dag jeg havde gjort rent i hele huset fordi vores rengørings dame ikke var kommet, spurgte min far ind til det og i det jeg sagde ja til at jeg havde gjort det, henvendte min far sig til min mor og sagde at hun ikke måtte give mig nogle penge for det fordi jeg ikke havde tørret bordet ordentligt af dagen før).

Skænderiet i dag (på forhånd vil jeg lige sige at vi havde et kæmpe skænderi i efterårs ferien og dårligt nok har snakket sammen siden) skete fordi at min far ville have jeg skulle køre op og købe en buket blomster til i morgen, hvorefter han så råber at han går udenfor og jeg råber tilbage til ham ”hvad med penge til buketten”, da jeg så går nederunder siger min mor hvad buketten er til og at jeg også skal købe lidt ind og at far har lagt 200 kroner på bordet, så jeg kører afsted, og kører også et ærinde for mig selv undervejs så det tager lidt ekstra tid fordi jeg ikke gider hjem til en allerede muggen far. Han ringer så stiktosset over hvor jeg er henne, så jeg kører hjem og hvor han begynder at brokke sig over hvorfor jeg ikke var kommet ud og havde snakket med ham om hvilken slags buket han skulle have osv. Hvortil jeg siger at mor havde fortalt mig det, så jeg troede ikke det var nødvendigt. Men det er ikke godt nok og jeg har jo bare gjort det med vilje i hans øjne og grunden til han var sur over jeg ikke havde været tilbage da det passede ham var fordi han ville vaske bilen(for mig en latterlig grund for at råbe og skælde mig ud).

Ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men generelt kan vi ikke snakke sammen uden at skændtes om alt og intet, og derfor gider jeg generelt ikke snakke med ham fordi jeg ved at alting er forkert alligevel, så det er nemmere bare at lade vær med at lade det ske. Men det for jeg også skæld ud for.

Min mor forholder sig forholdsvist neutralt hun hjælper mig nogle gange når han er helt umulig og hun har også sagt noget til ham og mig om at snakke ordentligt sammen. Men i dag kunne jeg også høre dem snakke hvor hun sagde at vi blev nød til at snakke sammen hvor hun også sagde at hun havde sagt til mig hvad jeg skulle købe osv. Hvorefter jeg kunne høre ham sige at han da var ligeglad og at jeg bare kan opfører mig ordentligt og at hvis jeg ikke flyttede ud så gjorde han(hvilket ikke kommer til at ske hvilket betyder det vil være mig).

Og jeg synes det er rigtig svært når jeg hver eneste gang jeg rydder af bordet spørger om de kan tage deres egen tallerken, fordi på den måde hjælpes vi ad (for mig synes jeg det er det mindste man kan gøre, og lige meget hvem det er der rydder af bordet tager jeg altid min egen tallerken for at følge reglen selv) men han er ligeglad og forventer respekt (som jeg ikke føler han har gjort sig fortjent til) Jeg føler at jeg prøverat hjælpe derhjemme og prøve at gøre det nemmere for os men alt jeg spørger om er aldrig godt nok og jeg skal bare gøre hvad jeg bliver bedt om.
Og jeg føler ikke at han vil arbejde på det heller.

Min kæreste flytter faktisk til Danmark om nogle måneder, og vi har fået lov til at bo hjemme. Men det ved jeg ikke om jeg fortsat må til den tid som det konstant bliver værre herhjemme hele tiden. Og muligheden om at flytte ind på min skole hvor jeg kan få berettiget udeboende SU er kun for en person, og jeg har spurgt skolen om hvis man betalte ekstra og det hele om man måtte bo 2 på et værelse, men nej.

Jeg er ulykkelig og det eneste der holder mig oppe er det faktum jeg ved min kæreste kommer og bliver i mere end 2 uger. Men jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre ved situationen herhjemme, fordi jeg kan ikke holde det ud som det er, at græde hver aften fordi du ikke føler dig elsket og accepteret af din far, som du ikke kan snakke med fordi du er det sorte får og du ikke kan lide din lillebror som jo er den bedste.

Men at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre når min kæreste kommer, jeg ved ikke hvor vi kan flytte hen uden at jeg mister hver en øre jeg har sparet sammen til at flytte til hans land om halvandet år.

Undskyld min roman, har prøvet at give jer en forståelse, uden at gå helt i detaljer, så i også kan se det fra mine forældres synspunkt også. Jeg prøver ikke at fremstå som én engel, fordi det er jeg overhovedet ikke.

Hilsen den meget fortvivlede teenager :’-(