Brev

Frustreret og alene

Hej BB.

Jeg er en 16-årig pige som i øjeblikket er på udvekslingsophold i USA. Jeg har været her i 2,5 måned ud af 10.

Jeg har igennem mit ophold oplevet enormt meget hjemve og øvrige problemer, som jeg vil uddybe herunder:

Jeg startede ud med at bo hos en værtsfamilie, jeg havde kendt siden januar-måned, og det gik i starten ok. Jeg delte værelse med en anden udvekslingsstudent, en pige på 18 fra New Zealand og derudover havde værtsfamilien selv to børn, en pige på 18 og en dreng på 15.

I takt med at jeg startede på high school begyndte jeg at få mere og mere hjemve, og havde overvejet at tage hjem siden første skoledag.

En uge efter jeg startede i skole (slutningen af august), ringede jeg til min lokale koordinator, og fortalte hende, at jeg havde haft tanker om at begå selvskade (skære i mine arme). Hun gik straks i gang med at finde en ny værtsfamilie til mig, og jeg fik at vide, at jeg måske kunne ende med at blive sendt hjem.

Det var ikke min intention, så jeg skyndte mig at forklare, at jeg gerne ville blive. Min koordinator endte så med at lade mig blive hos min værtsfamilie.

I midten af september havde jeg stadig utroligt meget hjemve, og mistrives hos værtsfamilien, derfor besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville flytte. Det foregik i slutningen af september.

I forbindelse med flytningen følte jeg mig enormt utryg og bange hos den gamle værtsfamilie, fordi jeg troede, at de var sure på mig.

I midten af oktober, begyndte min tidligere værtsbror, K, at skrive beskeder til mig på Snapchat. Det syntes jeg, var lidt mærkeligt, eftersom han overhovedet ikke snakkede til mig, da jeg boede hos dem. Efter et par dage med almindelig small-talk, begyndte samtalen at ændre sig, og han begyndte at sende mig beskeder af seksuel karakter (dog ingen billeder), og han spurgte mig om grænseoverskridende ting, som jeg ikke har lyst til at gå i detaljer om.

Det endte med, at jeg fortalte det til min nye værtsfamilie, koordinator og min kontaktperson på min skole, hvor K også går.

Efter det, blev det ikke gjort noget ved sagen, men jeg var rigtig bange for at tage i skole, fordi jeg ikke vidste, om han ville gøre mig fortræd på nogen måde.

Jeg elsker min nye værtsfamilie, de er rigtig rigtig søde, og er meget interesserede i mig og min kultur, og jeg har også få venner i skolen, men det er ikke nogen, jeg rigtig har noget til fælles med, eller laver noget sammen med i fritiden.
Jeg bryder mig virkelig ikke om at gå i skole, men jeg kan godt lide at være derhjemme. Derudover er jeg også meget påvirket af alle de ting, der er sket for mig på det korte stykke tid, jeg har været her.

Mit savn til Danmark er rigtig stort, og jeg græder næsten hver eneste dag, nogle gange flere gange dagligt.
Jeg kan stadig ikke finde ud af, om jeg skal tage hjem, for jeg er ikke specielt glad herovre, men jeg vil bare ikke væk fra min værtsfamilie, selvom jeg jo sagtens kan holde kontakt med dem, og besøge dem.

Hvis jeg ender med at tage hjem til Danmark, skal jeg have et job, og de fleste af mine venner, som jeg fik på min efterskole bor i andre byer, så det er ikke nogen, jeg vil se hver dag.

Hvad synes du, jeg skal gøre? Har du nogle råd til, hvordan jeg kan ændre min tilværelse, så jeg vil kunne få et godt år?

På forhånd tak,
S

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S

Når jeg læser dit brev, så synes jeg, du virker som en pige, der virkelig gør, hvad hun kan for at få et godt år i USA på trods af nogle svære måneder. Du har allerede kæmpet meget mere end mange andre, der sikkert var rejst hjem forlængst – så ender du med at beslutte at tage hjem, skal du vide, at det bestemt ikke er nogen skam. Alle, der har gjort det, ved, at det kræver enormt meget mod at træffe sådan en svær beslutning!

At gå og overveje om man skal tage hjem eller blive er smadderhårdt, så derfor tror jeg, at du skal sætte en dato, fx om 1 måned og så beslutte, at du træffer en beslutning der. At tænke på det hele tiden kan simpelthen gøre, at du ikke kan være “rigtigt” tilstede. Mon du forstår, hvad jeg mener? Så overvejelserne i sig selv kan faktisk gøre at opholdet i sidste ende ikke bliver så godt, som det måske kunne have været.

En anden ide er, at du laver en liste med ting, der fungerer – og ting, der skal blive anderledes, før du har lyst til at blive tiden ud. Fx lyder det jo til, at du allerede har fået et dejligt forhold til den nye værtsfamilie – og det vil formentlig kun blive endnu stærkere med tiden. Det er også dejligt med lidt venner på skolen (også selvom I måske ikke har så meget til fælles). Omvendt tænker jeg, at du skal have lidt hjælp til at få “lukket” døren til den gamle værtsfamilie. Måske kan du tage fat i din koordinator igen og fortælle, at du stadig tænker på, om de mon er sure på dig. Jeg ved ikke, hvordan det fungerer, men måske man kunne skrive et brev til den gamle familie. Måske sammen med koordinatoren? På den måde kan du måske få lukket døren – og i stedet koncentrere dig om den nye familie.

I forhold til din tidligere værtsbror, så synes jeg bestemt, at du har gjort det rigtige ved at fortælle din værtsfamilie, koordinator og kontaktperson om ham. Jeg synes sagtens, du kan tage fat i dem igen, hvis du stadig har den samme bekymring. Det kan være, de tror, at det er blevet bedre?! Mon han stadig skriver til dig? Hvis ja, kan du jo overveje, om du måske skal skrive direkte til ham, at du ikke har lyst til, at han skriver til dig. Kunne det være en mulighed? Stopper han ikke eller fortsætter du med at føle dig utryg, så sig det igen til de voksne. I sidste ende er det nemlig de voksne omkring dig, der skal sørge for, at du føler dig tryg.

I forhold til kammeraterne kan din værtsfamilie måske hjælpe dig med en fritidsaktivitet, der kunne give lidt fællesskab udenfor skolen? Måske der er noget særligt, du interesserer dig for? Fx en sportsgren eller et eller andet kreativt. Det kan være, der findes nogle foreninger i forbindelse med din skole eller måske i nærområdet, hvor du så på den måde kan møde nogen, der måske har lidt flere interesser til fælles med dig. Hvad tænker du om den ide? Måske er det et forsøg værd. Her kan kontaktlæreren på skolen måske også hjælpe dig?

Når den dato, hvor du har besluttet dig for at træffe en beslutning, nærmer sig, ville jeg spørge værtsfamilien, om de måske ville hjælpe dig med at træffe den endelige beslutning, så det ikke er noget, du kan sidde alene med. Det kan også være, at der er en forælder hjemme i DK, der kan hjælpe?

Jeg håber, du kan bruge mit svar? Hvis du har brug for det, er du meget velkommen til at skrive igen eller ringe til BørneTelefonen.

Jeg håber, du finder den løsning, der er den rigtige for dig.

De bedste hilsner
BørneTelefonen

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat