Frustreret og alene
Hej BB.
Jeg er en 16-årig pige som i øjeblikket er på udvekslingsophold i USA. Jeg har været her i 2,5 måned ud af 10.
Jeg har igennem mit ophold oplevet enormt meget hjemve og øvrige problemer, som jeg vil uddybe herunder:
Jeg startede ud med at bo hos en værtsfamilie, jeg havde kendt siden januar-måned, og det gik i starten ok. Jeg delte værelse med en anden udvekslingsstudent, en pige på 18 fra New Zealand og derudover havde værtsfamilien selv to børn, en pige på 18 og en dreng på 15.
I takt med at jeg startede på high school begyndte jeg at få mere og mere hjemve, og havde overvejet at tage hjem siden første skoledag.
En uge efter jeg startede i skole (slutningen af august), ringede jeg til min lokale koordinator, og fortalte hende, at jeg havde haft tanker om at begå selvskade (skære i mine arme). Hun gik straks i gang med at finde en ny værtsfamilie til mig, og jeg fik at vide, at jeg måske kunne ende med at blive sendt hjem.
Det var ikke min intention, så jeg skyndte mig at forklare, at jeg gerne ville blive. Min koordinator endte så med at lade mig blive hos min værtsfamilie.
I midten af september havde jeg stadig utroligt meget hjemve, og mistrives hos værtsfamilien, derfor besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville flytte. Det foregik i slutningen af september.
I forbindelse med flytningen følte jeg mig enormt utryg og bange hos den gamle værtsfamilie, fordi jeg troede, at de var sure på mig.
I midten af oktober, begyndte min tidligere værtsbror, K, at skrive beskeder til mig på Snapchat. Det syntes jeg, var lidt mærkeligt, eftersom han overhovedet ikke snakkede til mig, da jeg boede hos dem. Efter et par dage med almindelig small-talk, begyndte samtalen at ændre sig, og han begyndte at sende mig beskeder af seksuel karakter (dog ingen billeder), og han spurgte mig om grænseoverskridende ting, som jeg ikke har lyst til at gå i detaljer om.
Det endte med, at jeg fortalte det til min nye værtsfamilie, koordinator og min kontaktperson på min skole, hvor K også går.
Efter det, blev det ikke gjort noget ved sagen, men jeg var rigtig bange for at tage i skole, fordi jeg ikke vidste, om han ville gøre mig fortræd på nogen måde.
Jeg elsker min nye værtsfamilie, de er rigtig rigtig søde, og er meget interesserede i mig og min kultur, og jeg har også få venner i skolen, men det er ikke nogen, jeg rigtig har noget til fælles med, eller laver noget sammen med i fritiden.
Jeg bryder mig virkelig ikke om at gå i skole, men jeg kan godt lide at være derhjemme. Derudover er jeg også meget påvirket af alle de ting, der er sket for mig på det korte stykke tid, jeg har været her.
Mit savn til Danmark er rigtig stort, og jeg græder næsten hver eneste dag, nogle gange flere gange dagligt.
Jeg kan stadig ikke finde ud af, om jeg skal tage hjem, for jeg er ikke specielt glad herovre, men jeg vil bare ikke væk fra min værtsfamilie, selvom jeg jo sagtens kan holde kontakt med dem, og besøge dem.
Hvis jeg ender med at tage hjem til Danmark, skal jeg have et job, og de fleste af mine venner, som jeg fik på min efterskole bor i andre byer, så det er ikke nogen, jeg vil se hver dag.
Hvad synes du, jeg skal gøre? Har du nogle råd til, hvordan jeg kan ændre min tilværelse, så jeg vil kunne få et godt år?
På forhånd tak,
S
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.