Brev

føler mig svigtet

Hej! Jeg er en dreng på 16 (10’ende klasse.)

Jeg har siden 6.klasse bøvlet med en masse ting – selvskade, spiseforstyrrelse, ensomhed, og svigt. Jeg fandt også ud af sidste år, at jeg er transkønnet (FtM.) Jeg har ikke sagt det til andre end min far, men han reagerede slet ikke. Hverken positivt eller negativt. Han behandler mig stadig som en pige, så føler ikke han tog det alvorligt.

Det er langt fra første gang jeg har haft den følelse med ham; faktisk har jeg den hele tiden. Og har haft den siden det startede for flere år siden. Jeg har depression og angst, og hvis jeg fortæller ham jeg fx har haft et angstanfald i skolen, eller når jeg er sammen med venner, siger han ikke rigtig noget til det, og virker ligeglad.

Når jeg ikke kan gøre ting pga. depression, siger han det er fordi jeg er doven, og får mig til at føle mig skyldig over det. En af de ting, er når jeg skal stå op om morgenen. Før i tiden var jeg god til at stå tidligt op og gøre mig klar til skole. For nogle måneder siden blev det svært, både fysisk og psykisk, at tvinge mig selv op.

Når jeg vågner, er det som om jeg ikke kan trække vejret ordentligt, fordi det føles som om der er noget der ’presser’ ned på mit bryst og mine lunger. Det er svært bare at bevæge mig, og tanken om at jeg skal i skole gør mig virkelig ked af det, og jeg får lyst til at græde. Min far bliver ved med at sige, det er fordi jeg skal gå tidligere i seng, men jeg prøver at forklare ham det ikke har noget med det at gøre.

Desuden kan jeg slet ikke sove om natten, fordi der er så mange ting jeg ligger og tænker over. Udover det, græder jeg også når jeg ligger i sengen om aftenen.

Det er som om han ikke engang prøver at forstå det, og jeg har ærlig talt ikke lyst til at bo hos ham mere, men jeg har ikke andre steder at tage hen – jeg har ingen kontakt til min mor overhovedet. Han kører mig helt ned, og jeg føler mig aldrig tryg eller hjemme. Jeg ved bare ikke hvordan jeg skal sige det til ham uden at såre ham? Jeg elsker ham jo stadig.

Håber i kan give nogle gode råd, og tak på forhånd.

Dreng, 16 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16 år

Tak for dit rørende brev. Jeg kan forstå, at du i længere tid har gået og haft det svært. Derfor er jeg så glad for, at du har skrevet, for du fortjener i den grad at få noget hjælp, så du kan få det godt.
I dit brev fortæller du meget om dit forhold til din far. Det virker som om, at du faktisk har forsøgt at sætte ham ind i, hvordan du går og har det. Fx har du fortalt ham, at du transkønnet, hvilket er utrolig modigt! At komme til den erkendelse må have krævet en masse tanker – og ikke mindst en masse mod, da du valgte at dele det med dig far. Det viser også, at du har haft stor tillid til din far, for ellers havde du ikke fortalt ham det. Derfor er jeg også ked af at læse, at han nærmest ikke har reageret på det – for det er jo en stor og vigtig ting for dig, som du har brug for at snakke om.

Som forældre kan det måske være lidt af et "chok", når ens barn fortæller, at hun/han ikke føler sig til rette i den kønsidentitet, som hun/han er tildelt. At hun vil beskrive sig selv som han. Måske har din far haft svært ved at vide, hvordan han skulle reagerer på det - og så har han gjort det "dummeste" og måske det bedste, han synes han kunne gøre. Derfor synes jeg, at du skal prøve at tage kontakt til din far igen. Måske kan du skrive et brev til ham eller måske endda vise ham det brev, som du har sendt herind - for det er helt tydeligt for mig, at din far betyder utroligt meget for dig. Det er vigtigt for dig, at han ser dig, som den du er. Det vil være så ærgerligt, hvis din fars manglende forståelse eller reaktion skal betyde, at du ikke længere deler noget med ham.

Nogle voksne er desværre ikke så gode til at tale om følelser. Måske har de aldrig lært at sætte ord på deres følelser eller også har de svært ved at tale om følelser, som de måske ikke selv kender. Fx det med, at man ikke føler sig tilrette med det køn, som man er født med. Det kan måske være sådan, din far har det? Det betyder heldigvis ikke, at han ikke kan lære det, men det kræver måske, at du får gjort det klart for ham, hvor meget det betyder for dig, at I har et tæt forhold. Din far behøver ikke kunne ”genkende” de følelser, som du går med, men du har brug for, at han lytter til dig og måske også stiller dig nogle spørgsmål. Hvis du har mod på det, så synes jeg, du skal give jeres forhold en chance mere?! Jeg synes nemlig, det lyder til, at I har et forhold, som er værd at passe på

Det kan også være, at du er nødt til at få hjælp et andet sted. Måske ved din far slet ikke, at de symptomer, som du fortæller om, fx at du har svært ved at komme op om morgenen og har svært ved at trække vejret, faktisk skal tages alvorligt! Det lyder nemlig som om, at din krop prøver at fortælle dig, at der er noget i vejen, som du skal gøre noget ved. Derfor vil jeg anbefale dig, at du besøger din egen læge – enten efter en snak med din far eller måske alene, for det er vigtigt, at du får talt med en professionel, da en mulig depression skal tages alvorligt.

Hvis du har brug for det, kan jeg også anbefale dig at tage et kig på "Sex og samfunds hjemmeside". Her kan du bl.a. læse om, hvad det er for nogle tanker og følelser, som andre transkønnede går rundt med. Det vil måske være rart for dig at opdage, at du ikke er "alene". Du kan se deres hjemmeside her: http://www.sexlinien.dk

Jeg håber, du har fået nogle ideer til, hvad du kan prøve at gøre – og så håber jeg så inderligt, at du kan få din far i tale, så han kan forstå, at du har brug for hans hjælp. Hvis du har brug for det, er du meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111.

Hvis du stadig tænker, at det vil være bedst at bo et andet sted, så er det jo hos kommunen du skal snakke med en sagsbehandler om det. Det er også muligt, at du kan få hjælp til det fra en af vores bisiddere her fra BørneTelefonen. Du kan læse mere om bisidder her https://bornetelefonen.dk/bisidder

De allerbedste hilsner
BørneTelefonen