Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Flytte hjemmefra?

Hej.

Jeg er en pige på 15, der fylder 16 her den 24. september.

Jeg bor på en gård 7 km fra civilisationen, sammen med min mor og hendes mand. Min mor og hendes mand har været gift i snart 10 år, altså siden jeg var 6 år gammel.

Min mor har siden hun var på min alder haft anoreksi og boaderline, men det har aldrig gjort noget videre større.

Dog da jeg var mindre slog hun mig nogle gange, og det har dog sat sine spor. Men jeg har siden dag 1 været ret stærk da jeg blev nød til det, så det er ikke fordi lige netop det fylder så meget.

For to år siden fik hun 5 blodpropper i hjernen, hvilket resulterede i at hun mistede evnen til at snakke, regne osv. Det har hun dog fået trænet tilbage igen, men hun har jo selvfølgelig ændret sig.

Jeg har haft det svært ved at hun ikke er den samme person mere.

Hendes mand har heller aldrig været noget videre problem ind til nu. Vi har bare aldrig rigtig været i den samme bolgade, ikke rigtig haft ting at snakke om.

Men så skete der det her for nogle dage siden, at de havde været ovre ved nogle venner og spise. De kom hjem kl 4 om natten, og min mor valgte at gå op og sætte sig i min seng. Jeg blev selvfølgelig sur, så jeg råbte ad hende. Min mors mand kom så op for at hente hende ned, men hun turde ikke gå ned fordi han råbte ad hende, så jeg råbte ad ham at han skulle stoppe med at råbe ad hende, og at det var derfor hun ikke turde gå ned.

Så vendte han al sin vrede på mig, stod meget truende og pegede ned i hovedet på mig, mens jeg ellers så fik hele smøren råbt i hovedet. Derefter hev han i den stol, jeg brugte som stol til min computer, der stod lige foran min seng og smadrede en kop der stod på gulvet. Der var mælk i den kop, og det var nu ud over det hele på os, altså min mor og jeg, og væggene.

Vi ringede så til en af min mors gode veninder og hun kom og hentede mig. Jeg blev rigtig bange for min mors mand, og da min mor besluttede at vi skulle hjem igen før vi kunne finde et andet sted at bo (vi har mange dyr, hunde og hest m.m.), hyrperventilerede jeg i bilen på vej “hjem”.

Jeg har det i gåseøjne fint nok her. Jeg vil bare ikke have noget med min mors mand at gøre, og udover det bor vi på en gård der er gammel og blevet meget rodet efter min mors sygdom.

Jeg har ingen kontakt til min biologiske far.

Jeg har ikke overskud til at bo herhjemme, tror jeg. Jeg vil gerne have en mening, eller flere om hvorvidt jeg skal overveje/skal flytte.

Lige nu har jeg intet overskud, men hvis jeg fik nogle beder vilkår tror jeg godt at jeg ville kunne klare mig selv. Jeg har styr på at ligge budget, lave mad, vaske tøj osv. Har også nogle søde veninder der ville komme og besøge mig tit.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Tak for dit brev til BørneBrevkassen, hvor du fortæller, at forholdene i jeres familie er ændret så meget, at du ikke rigtig har lyst til at bo hjemme mere.

Det er aldrig rart, når det går skævt imellem børn og deres forældre, og det er rigtig ærgerligt, når uvenskaberne kommer til at fylde så meget, at det bliver for uoverskueligt at bo sammen mere. Når du fortæller om den episode, hvor I alle endte med at råbe, og din mors mand truede dig, så får jeg tanken, at I alle tre er presset til det yderste, er det mon også sådan, du oplever det?

Når jeg læser din historie, så tænker jeg, at det blev rigtig svært for jer, da din mor blev syg, og jeg bliver lidt nysgerrig på, om I mon har fået hjælp til at takle det? Når jeg spørger om det, så er det fordi jeg fra samtaler med andre børn og forældre ved, at det kan være svært at komme igennem svære forandringer i familien, uden en hjælpende hånd udefra. 

Du lyder som en pige, der er stærk og har styr på mange ting, hvor har du den styrke fra? Jeg tænker, at det kan komme dig til gode i rigtig mange situationer i livet.

Hvis jeg skal komme med et råd til at hjælpe dig og din mor og hendes mand, så tænker jeg, at det vil være brugbart for jer som familie at få noget hjælp til at komme til at tale sammen i stedet for at skændes. Du er ikke så gammel endnu, at jeg umiddelbart vil anbefale dig at flytte i egen bolig, men det er ikke en vurdering, jeg kan tage ud fra et brev. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at foreslå dig at kontakte kommunen i din by for at få hjælp. De fleste kommuner har en afdeling, der hedder Børne- & Familieafdelingen, som blandt andet tager sig af sådanne problemstillinger, som dem du er i lige nu. Alt efter hvilken kommune man bor i, er der forskellige muligheder. Du vil også kunne tale med dem om, hvad dine muligheder er, hvis det bare ikke fungerer at bo hjemme mere, og i den forbindelse vil det også være muligt for dig at benytte den bisidderordning, vi har på BørneTelefonen. Du kan læse om bisidderordningen her >>

Til sidst vil jeg oplyse dig om, at vi også har en ForældreTelefon, hvor der sidder rådgivere, der er dygtige til at rådgive forældre, der oplever at have problemer ift. til deres børn, måske vil dette tilbud være noget for din mor og hendes mand? Man kan ringe til ForældreTelefonen på tlf.: 35 55 55 57 og læse mere om den her: http://www.bornsvilkar.dk/Raadgivning/ForaeldreTelefonen.aspx 

Jeg håber, mit svar til dig er hjælpsomt, ellers er du velkommen til at ringe til BørneTelefonen på tlf. 116 111, det er anonymt og gratis, og der sidder også nogle dygtige rådgivere, der gerne vil lytte mere til dig.

Med ønske om det bedste for dig,
Kærlig hilsen fra BørneBrevkassen

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Flytte hjemmefra Andre der hjælper

din kommune – din Indgang

Rådgivning og andre hjælptilbud for børn og unge.
Læs mere

Headspace

Har du brug for at mødes og tale med en voksen anonymt? (12-25 år)
Læs mere

Studenterrådgivningen

Psykologhjælp og andre tilbud til studerende på videregående uddannelse
Læs mere

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat