Brev

Far og mor skændes

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Til at starte med vil jeg gerne sige undskyld for, at vi har været så længe om at svare på dit brev. Du skriver, at du gerne vil have, at dine forældre skal skilles, men alligevel ikke.

Sådan nogle dobbelte følelser kan være rigtig forvirrende og tunge at gå med. Måske føles det lidt som om, at du diskuterer med dig selv? Den ene side af dig vil bare gerne have skænderierne til at stoppe. Den anden side vil gerne have, at din mor og far skal blive sammen. Og de to sider kan ikke blive enige. Er det mon sådan du har det?

På BørneTelefonen taler vi med mange børn, som oplever en indre kamp mellem følelser. Det kan være børn, hvis forældre er blevet skilt, som stadig håber, at forældrene kan finde sammen igen. Det kan også være børn, der lige som du oplever, at deres forældre skændes meget, men stadig er sammen.

Måske tænker du nogen gange, at det ville løse dit problem, hvis dine forældre flyttede fra hinanden. Så skulle du ikke høre på dem skændes mere. Men måske gør den tanke dig også ked af det?

Jeg kan godt forstå, hvis du synes det er mærkeligt, når dine forældre siger, at de er venner, der bor sammen. Du har ret i, at det virker som et svært venskab, når de skændes så meget.

Måske oplever dine forældre det ikke som om, at de skændes meget. Måske har de vænnet sig til at skændes. På BørneTelefonen taler vi med rigtig mange børn, som er rigtig kede af, når deres forældre skændes. Og nogen gange er forældrene ikke klar over, at deres børn bliver så kede af det. Nogen gange skal forældrene have lidt hjælp til at lytte.

Det er rigtig vigtigt, at dine forældre forstår, hvor ondt det gør på dig, når de skændes. Derfor er det også så godt og sejt af dig, at du har prøvet at fortælle dine forældre, at du bliver ked af det.

Nu har du måske brug for noget hjælp til at få dem til at lytte. Har du mon en god lærer eller en anden voksen, som du kan prøve at tale med? Det kan være, at en anden voksen kan hjælpe dig med at tale med dine forældre? Måske kunne I sammen prøve at vise dem dit brev og mit svar?

Dine forældre er også meget velkomne til at ringe til vores ForældreTelefon på 35555557. Måske har dine forældre også brug for lidt hjælp, og det kan vi tale med dem om.

At bo sammen med nogen, der skændes ofte, kan være rigtig hårdt. Derfor håber jeg, at du kan bruge dit mod, ligesom da du skrev dit brev. Brug dit mod til at få talt med nogen tæt på dig, og få hjælp til få dine forældre til at lytte.

Hvis du har brug for at tale med os igen, så sidder vi klar på 116111, og du kan også sms’e eller chatte med os.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Statsforvaltningen om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde formularen og sende den direkte til Statsforvaltningen. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Statsforvaltningen, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!