Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vores forældre vil ikke hjælpe os med at tabe os.

Jeg er en overvægtig pige på 18 år,

med en lillebror og en lillesøster der også er overvægtige.

Både mine søskende og jeg har tit givet udtryk for at vi meget gerne vil tabe os, da det helt sikkert påvirker os i hverdagen.

Min lillebror har endda været henvist til diætist, hvor han fik en madplan.

Han snakkede med mine forældre om det, men de skød idéen ned og undskyldte med at det var der ikke råd til.

Mine søskende og jeg har alle svært ved at gøre det selv, og vi mangler helt klart hjælp fra vores forældre.

Mit spørgsmål er,

om mine forældre kan tillade sig at sige at vi ikke har råd til det.

Og er der overhovedet noget jeg kan gøre, før jeg flytter hjemmefra og styrer selv?

Pige, 18 år
Svar fra

Børnetelefonen

 
Kære pige på 18 år
Det er rigtig ærgerligt for dig og dine søskende, at I ikke kan få støtte fra jeres forældre til at ændre familiens kostvaner. Du har ret i, at det kan være svært for børn selv at gøre noget, men faktisk kan det også være svært for voksne at ændre madvaner.
Men det er super, at du selv vil, og jeg tænker, at du som 18 årig må kunne gøre nogle ting selv, så du kommer i gang. Selvfølgelig ville det være nemmere og bedre for alle, hvis dine forældre var klar til at hjælpe, men måske trænger de også til lidt hjælp?
Hvis du har set din brors madplan fra diætisten, har du sikkert en fornemmelse af, hvad der er godt at spise, og hvad du skal undgå. Der findes også masser af sunde madplaner på nettet, som du kan få ideer fra. At spise efter en diætist plan behøver ikke at koste mere end det plejer. Det kan være en idé at regne efter, hvad det vil koste at følge planen og hvad det ellers plejer at koste hjemme hos jer. 
Måske kunne du foreslå, at du laver mad derhjemme en gang om ugen med ting, der er sunde. Det kan f.eks. være kylling eller fisk, kål, gulerødder, frosne ærter, kartofler og andre grøntsager, der ikke er dyre. I stedet for fed sovs, kan du lave noget kold dressing f.eks. af fromage frais med purløg eller persille. Din mor kan sikkert fortælle dig, hvor meget hun plejer at bruge til middagsmad, og så kan du købe ind efter det beløb.
Hvis det lykkes, kan du være den, der får startet jeres ændrede madvaner. Det ville da være flot, hvis det kunne lykkes at vise, at sund mad både kan være billigt og smage godt.
Herudover tænker jeg, at du også må kunne vælge ting ud, som I plejer at have derhjemme. Spis f.eks. rugbrød i stedet for hvidt brød, undgå smør og ost, drik skummet- eller minimælk, eller vand i stedet, spis masser af grøntsager -  kartofler, gulerødder og evt. kål, som de fleste har i huset. Hvis I får fedt kød og fed sovs, så tag kun lidt af det.
Kort sagt – prøv at vælge ud af det, I har derhjemme, så du sammensætter en mere sund kost for dig selv.
Du ved sikkert allerede, at ud over at spise sundt, er det vigtigt at dyrke motion. Du kan f.eks. gå eller løbe en rask tur hver dag. Det er enkelt, især nu hvor det er forår og sommeren står for døren.

Hvis dine forældre ikke mener, at de har råd til at din bror er på diæt og du samtidig er bekymret for din egen og dine søskendes overvægt, så kan det være, at kommunen kan støtte jer økonomisk. Nogle kommuner har deres egne diætister, som kan vejlede familier om at ændre på mad og motionsvaner og give vejledning i at lave mad, der mætter men ikke feder, uden at det koster mere end det plejer hos jer. For at finde ud af det, kan du ringe til en sagsbehandler på kommunen, du kan se nummeret til kommunen på deres hjemmeside. Sagsbehandleren kan fortælle dig mere, om de muligheder der er for at få hjælp.

Jeg håber at det lykkes for dig, så du også kan hjælpe dine søskende.

Kærlig hilsen fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat