Voldelig opvækst med selvmordstanker

Hej “Brevkassen”

Jeg har haft selvmords tanker lige så længe, som jeg kan huske. Lige siden jeg var gammel nok til at holde en kødkniv mod struben og true mine forældre med at slå dem og mig selv ihjel.
Det lyder sindssygt, men de har puttet mig i gennem mange ting, og alle har deres “breaking point”.

Min far har udsat mig for vold, trusler og sat mig forskellige destinationer og kørt sin vej, hvorefter jeg så har måtte skrige og råbe efter dem, for at få dem til at stoppe.
Når disse ting forekom, kom der en “stemme” i mit hovedet, som fortalte mig hvor værdiløs jeg var og at jeg fortjente alt han udsatte mig for. Ingen tror på dette men ingen har aldrig været i mit hovedet.

En dag blev det opdaget at min far var voldelig, fordi han brækkede min søsters fingre. Hun fortalte det til en pædagog, som af en eller anden grund ikke anmeldte noget, personen sagde blot til min søster at hun skulle hjælpe mig og vores andre søskende, med at gemme os, når der skete noget. Jeg har selv ville melde min far til politiet mange gange, men resten af min familie ville aldrig kunne tilgive mig så.

Min far er ikke voldelig længere, men hvis jeg gør ham sur, låser jeg mig selv inde på mit værelse, i frygt for at han gør noget.

jeg lever måske for meget i fortiden, men jeg kan ikke komme over det han har gjort. To ud af tre af mine søskende lider af depression og jeg er bange for at jeg også selv har en. Den ene har udover depression også angst og skizofreni.

Jeg ønsker ikke at leve, og den eneste grund til at jeg ikke har dræbt mig selv, er fordi jeg er bange for døden. Hvor dumt det end lyder.

Jeg går på nuværende tidspunkt i 2.g og har arbejde. Når jeg er der bruger jeg alt min energi på at være glad. Men min angst gør det ikke bedre. Jeg har ikke fået konstateret angst eller depression for den sags skyld, men jeg er dybt ulykkelig og mit hjerte banker ud af min brystkasse så snart jeg bliver spurgt om det mindste.

Selv hvis jeg bare skal sige mit navn. Derudover går jeg i panik hvis der er mange mennesker. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, og ender altid næsten at løbe væk, eller låser mig inde på det nærmeste toilet.

Jeg føler at det bare lyder som at jeg selv-diagnostisere, og det hele bare skyldes, at jeg er for dårlig til at tage mig sammen, og jeg burde komme videre. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, uden at det ender med selvdestruktion.