Kære pige på 15 år
Det lyder som en svær situation, du står i.
Jeg vil foreslå dig, at du skriver et brev til dine forældre, hvor du forklarer, hvordan du har det, når du bliver misforstået, og de bliver sure.
Du skal fortælle, at du bliver bange og ked af det, og at du godt kunne tænke dig, at I fandt en anden måde at kommunikere på, når der opstår et skænderi.
Hvis du kan give nogle eksempler på situationer, hvor du er blevet misforstået, så beskriv dem i brevet.
Det er som regel meget svært at formulere sig klart og tydeligt, når nogen råber ad én. I sådan en situation kan man miste alle sine ord. Og så får den, der råber højest, uden tvivl ret, selvom det hele er en misforståelse. Og det er ikke fair.
I et brev vil du kunne få sat de rigtige ord på. Derfor er det en god måde at få taget hul på en nødvendig snak.
Mange teenagere oplever, at deres forældre misforstår dem, og at det er umuligt at tale med dem, når de bliver sure. Og det sker som regel, fordi nogle forældre har rigtig svært ved at takle, at deres børn pludselig selv har holdninger og meninger, og ikke bare gør, hvad der bliver sagt uden at stille spørgsmålstegn. Bølgerne kan virkelig gå højt mellem teenagere og deres forældre. Og der er ofte "fejl" på begge sider, fordi begge parter bliver oprørte og ude af sig selv af frustration i den slags skænderier.
Men selvom skænderier er normale i mange teenagefamilier, er det ubehageligt for alle parter. Og i nogle tilfælde har man brug for, at nogne hjælper med at løse konflikterne.
Det er du ikke parat til endnu, kan jeg høre. Dog er det vigtigt, at du ikke sidder med en følelse af bare at skulle acceptere hvad som helst.
Det er helt tydeligt, at det, din far gør, er langt over grænsen. Den behandling er ikke i orden, og det er han nødt til at forstå.
Når du skriver, at han som regel er stille og rolig, så tænker jeg, at han bliver en del påvirket af, at din mor råber, og I skændes. Han vil bare have det til at stoppe. Og det får ham til at gå over gevind.
Måske tænker han, at din mor holder op med at råbe, når han får dig til at tie stille. Derfor bliver det sådan, han løser situationen.
Og det kan sagtens være, at han bliver så flov over det, at han nægter at tale om det og lader som om, at det ikke passer, når du fortæller, hvad han har gjort. Men det kan jo ikke nytte noget.
Og det kan heller ikke nytte noget, at din mor råber så meget, at der ikke er luft til at tænke fornuftigt, så man kan få løst konflikten, inden den ender med, at din far tager fat i dig. Det har din mor altså også et ansvar for.
Jeg synes, at du skal fortælle din far, hvordan det får dig til at føle, når han tager fat i dig på den måde. Du kan skrive det i brevet. Og så kan du fortælle din mor, hvordan det føles, når dine ord og følelser overfaldes og undertrykkes af den måde, hun råber på. Du kan fortælle hende, at det føles som om, at der ikke er plads til dig. Hvordan lyder det?
Du kan skrive et samlet brev til dem begge, eller du kan skrive ét til dem hver. Hvad tror du, vil være bedst?
Hvis du bliver parat til at tale med nogen om det, så kunne du måske tale med nogen i familien, som du har tillid til, eller du kan tale med en anden voksen; fx en lærer, som du kender godt. Skolen har pligt til at hjælpe, når en elev har det svært derhjemme, og det har du jo.
Hvis du synes, at det er for svært at fortælle nogen om det, så kan du også vælge at skrive til dem først, som til dine forældre.
Og ikke mindst kan du altid tage kontakt til BørneTelefonen på telefon, sms eller chat. Du er helt anonym. Vi kan ikke se dit nummer, og dine forældre kan ikke se på telefonregningen, at du har haft kontakt med os. Tøv endelig ikke med at ringe eller skrive. Nummeret er 116 111. Vi er der for dig. Og vi kan også hjælpe dig med at få skrevet et brev til dem.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
