Vold

Hej brevkasse

her er mit liv.

Jeg er en pige på 14 år (snart 15) som er muslim.

Jeg har pjækket med 2 af mine veninder for 5 mdr siden, hvor efter vi blev opdaget og jeg fik så min mobil konfiskeret i en dag.

Efter dagen, fandt min mor ud af at jeg havde skrevet frækt til nogle fyrer på 15-16 år, som de ikke brød sig om. Jeg må gerne skrive med fyrer, men dem jeg skrev med ryger og drikker og de bryder sig bare ikke om dem.

Jeg tog til en anden by som var ca 15 min væk fra den by jeg bor i, med tog med mine veninder for at gå til centeret og i macdonalds for at shoppe og hygge, da vi pjækkede.

Da jeg kom hjem fra skole, gennem tæskede min far mig. Han rev i mit lange hår, gav mig lussinger, sparkede mig, mens min mor sad og kiggede på.

Da min far gik, spurgte min mor mig hvorfor jeg skrev med dem, jeg svarede ikke, jeg var udmattet og mine kinder var røde, jeg græd så meget. Min mor begyndte at rive jakken af mig og kiggede på min nedringet trøje og råbte hvorfor jeg skulle flashe patter, når man ikke kunne se noget af mine bryster. Hun begyndte at tage fat i min trøje frem og tilbage, så alle knapperne faldt og min trøje var færdig…

Jeg græder faktisk imens jeg skriver alt det her, for siden alt det der skete har det været mit værste dag i hele mit liv. Husker præcis datoen, klokken og det hele.
I kender måske til det, at muslimske forældre godt kan slå børn? Det er lige det der sker hjemme hos mig i Jylland.

Jeg kan sommetider godt have det sjovt med min mor og min far, lillebror og storebror. Generelt hele min familie. Jeg elsker min far mere end noget andet, selvfølgelig hele min familie. Men min far har altid været noget specielt for mig. (han arbejder hårdt) Han er altid sjov, han laver meget god mad, han giver hvad jeg ville have…

Jeg elsker selvfølgelig også min mor, men ikke mere end jeg elsker min far. – Min mor er meget doven, hun lider af stress og er sygemeldt. Hun sover nærmest til dagen!

Min storebror på 16 år slår mig over det mindste ting, selv når jeg forsvarer mig selv og ville sige ham imod, banker han mig så meget, at jeg fik en bule, uden at fortælle det til mine forældre.

Min far er så træls nogengange, det er jeg så ked af.

I min skole er der også noget der hedder ”ungdomsskolen”. Det er noget, hvor man bliver tilbudt om en masse ting, f.eks at tage til turer, overnatte, være til fester (uden alkohol), og være på ferie osv.
Jeg blev tilbudt til en tur til New York, hvilket er uffatteligt dyrt. Det kostede omkring 7999 kr.

Min far sagde at hvis det var med min klasse, måtte jeg godt. Min mor siger nej og synes det er dyrt, jeg kunne få en billet til 2 personer, som er billigere – mener de. Giver dem ret!

Men så blev jeg tilbudt en tur til Tyskland, hvor man kan shoppe og hygge med sine veninder. Alle mine veninder skal afsted imorgen, en veninde som ikke kunne tage afsted alligevel, fik jeg lov til at få hendes plads, blev så taknemmelig! Har aldrig været på en ungdomstur!

Men da jeg kom hjem og ville spørge om lov, siger de nej igen. Min far tror at jeg var til en anden by, for at mødes med de drenge jeg skrev og for at kneppe med enhver fyr jeg skrev til, hvilket jeg blev pisse sur over og gik attack på ham og sagde at det kunne jeg aldrig finde på som en 14 årig pige!

Han ville ikke tro mig, det btw anden gang det her er sket, (hvor min mobil blev taget).

Min far stoler ikke på mig mere, medmindre jeg virkelig skal overbevise ham at jeg ikke ville gøre sådan noget, men det er svært. (hjælp) Jeg har det ikke godt med min far lige nu.

Jeg må hverken gå til ungdomsture eller overnatte hos en veninde, som jeg måtte før jeg pjækkede. Jeg har røget og drukket, som jeg heldigvis er stoppet med.

Jeg har det bare af helveds til med min familie, jeg føler bare jeg er et eller andet dyr, som bare skal blive hjemme som om jeg er i et fængsel og er spærret inde. Det er simpelthen for meget!

Jeg ville bare gerne have en sidste chance, fik aldrig min tredje chance, aldrig. Regner heller ikke med at have min tredje chance, indtil jeg bliver 17 år…. jeg håber bare. Jeg savner min mobil og mine veninder kan ikke forstå, hvordan jeg kan undvære min mobil i så lang tid.

Jeg lever i en teenagealder, hvor jeg rent faktisk er i pubertet perioden, hvilket de ikke kan forstå. Min mor er tit sur og min far giver mig bare aldrig lov til noget.

Jeg græder så meget hele tiden når jeg er gået i seng, at jeg har cuttet engang. Jeg bildte mine veninder og min tidligere lærer, at jeg bare faldt, så der var nogle grene som kradsede mig.

Jeg har mange veninder og jeg synes det går fint i skolen, dog har jeg svært ved matematik og fremlæggelse, som jeg hader.
Bor i midtjylland, i en lille by, så alle på min alder kender mig, som den mest populærer pige og den mest glade pige og forkælet pige.

Sjovt nok er jeg forkælet, men det er jeg ikke mere efter jeg pjækkede. Jeg er stadig snobbet, men det er bare sådan min attitude er.
Jeg fucking hader når min familie altid skal være så pisse meget imod mig og ikke gider og give mig den sidste chance, som jeg har spurgt efter 3939387 gange!!!!

Jeg har tænkt på en plejefamilie eller børnehjem, men hvad er det egentlig? Og hvad laver man der? Vælger man selv sin plejefamilie? Har man regler? Hvilken regler? Må man ting, som man ikke måtte for sine tidligere forældre? HJÆLP.

Jeg ved at familievold osv er imod reglerne, det har jeg vidst lige siden jeg var 6. Mine forældre ved det selv godt.

Min lillesøster på 9 år som har downs syndrom har skæve tænder og min mor har svært ved at børste hendes tænder, da hun ikke gider og da hun vridder sig mens min mor holder hende. Min lillesøster ligner en på 2 år og kan ikke tale endnu.

Men da min lillesøs var til tandlægen engang, sagde en dame at mine forældre ik kan passe min søster ordentligt, fordi hendes tænder var skæve. De bildte kommunen ind og kommunen ville tale med mig og mine søskende. (BLEV INDERLIGT GLAD DA DE VILLE TALE MED OS, fordi det første jeg tænkte på er at fortælle dem, hvor meget jeg hader mine forældre).

Men det skete aldrig, kommunen talte kun med min mor og ikke med mig, blev sur inden i. Mine forældre har altid sagt, at jeg ikke skulle fortælle dem, at jeg er blevet slået. Jeg ville med glæde fortælle min nye lærer eller kommunen, om mit liv…. men siden jeg har fået en ny lærer, føler jeg faktisk hun lytter, men sammetid føler jeg også at jeg kan blive flov over det.

Jeg synes det er pinligt og er flovt.. jeg ville gerne fortælle dem det, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg ville til en plejefamilie eller børnehjem, men ville ikke have de skal finde ud af det når jeg tager afsted. Efter jeg er taget afsted, må de gerne vide det. Men ikke når jeg er der, for så har jeg det utrygt ubehageligt.. hader den følelse.

Ville ikke være anonym, for ville gerne væk fra mine forældre, da jeg intet må og da de også slår mig, fordi jeg svarer dem igen eller forsvarer mig. Men føler mig bare flov.

Hvad skal jeg gøre?

Hilsen A.