ville i ikke svare i dag? hjælp mine følelser

Kære du
Tak for dit brev! Det lyder som om, du tumler med nogle svære ting, og jeg håber mit svar vil hjælpe dig.
Du skriver, at du  ikke bor hjemme og at din far er alkoholiker. Han drikker ikke mere, men problemet er, at du ikke har det rart med at være hos ham. Du beskriver, at den måde han har behandlet dig på tidligere, har sat spor i dig som stadig kommer frem, når du er sammen med ham og den dame som også er hos ham.
Det er bestemt ikke meningen at du skal græde ,hver gang du kommer hjem derfra, og derfor er det så vigtigt, at der bliver ændret på det. Det tænker jeg også, du er opmærksom på da du skriver her, og det er så fint.
Når man har været udsat for noget slemt i sin barndom, kan det tage mange år at bearbejde det og komme igennem det. Nogen har brug for at tale med dem, det har været med til det og andre har brug for at komme helt væk fra det og tale med andre, der kan hjælpe dig videre og fri af skyldfølelse, samvittighed og det, at du glemmer dine egne behov. Det er vigtigt, at du får støtte og hjælp af professionelle mennesker, fx en psykolog som ved, hvordan det er at være barn i en familie, som du har levet i.
 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at du skal have hjælp til at passe på dig selv, mærke dine egne følelser og grænser for, hvad der er ok og ikke og for dig. Og især at du lytter til dig selv, respekterer det, du mærker og øver dig i at sige fra over for personer og ting, der ikke er gode for dig. En psykolog skal man være tryg ved og have tillid til, det er det bedste grundlag for, at det bliver godt for dig. Psykologen kan være den, der hjælper dig, ved at stille spørgsmål og tale tingene igennem med dig. Psykologen kan give dig gode råd til, hvordan du passer på dig selv og hvordan, det kan føles ok, at du passer på dig selv.

Jeg kan godt forstå at det stadig er rigtig svært for dig at være hjemme hos din far. Det lyder som om, at det handler om at have mulighed for at komme væk fra det, når du mærker de ubehagelige følelser. Måske vil det være bedst for dig, at du ikke tager på besøg, der hvor du har det dårligt med at være og bruger mere tid på dig selv og de ting, der er gode for dig. Du fortjener det bedste i livet, og lige nu kommer det ikke fra ham, men der hvor du bor nu.      

Jeg synes det er flot at du selv er opmærksom på, at der er flere former for misbrug. Fysisk og psykisk misbrug er lige slemt. Det kan være sværere at få stoppet det psykiske, da det kan være svært at sætte ord på, hvad det er der gør ondt. Jeg synes, at du er rigtig god til at forklare din situation og det du mærker, og jeg tænker, at det er et vigtigt skridt på vejen til at få hjælp.
Du er også opmærksom på din egen reaktion, nemlig at du er en pleaser som hellere vil gøre andre tilfredse end at skuffe nogen. Det er rigtig fint at være betænksom, men det kan desværre gå ud over en selv, hvis det man glemmer at tage hensyn til dig selv.

Du skriver, at det fysiske misbrug stoppede for nogle år side, men ikke det psykiske. Det er helt tydeligt i dit brev, at det er her du kommer meget i klemme og stadig får det rigtig dårligt. Selvom han ikke bruger det fysiske mere, så sætter det psykiske misbrug både din krop og dine følelser i gang, som dengang. Man kan sige, at du ligesom genoplever det, der har været sket, hver gang han køre psykisk på dig. Det er ikke godt for dig, og det kan jeg læse i dit brev, at du også er klar over. Sommetider kan det være så svært at gøre noget ved, for selvom man bliver ældre, så bliver man lige pludselig den lille bitte pige, som ikke kunne tage væk eller ikke fik hjælp og kærlighed, når han begik fysisk og psykisk vold mod dig. Det er den lille pige, som det nu vil være rigtigt godt, at du lytter til og passer på, nu, hvor du er blevet ældre og har flere muligheder for at sige fra og vælge det, der er bedst for dig. Hvad tænker du mon om det, når jeg skriver sådan til dig? 

Jeg lægger mærke til, at du fortæller, at det sted, hvor du bor nu, har sagt, at du skal ringe, hvis du får den dårlige følelse i maven. Jeg tænker det må betyde, at du har nogen voksne på det sted, som du kan tale med og ved hvordan du har det. Det er jeg rigtig glad for at høre, da det er vigtigt at få talt med en voksen man stoler på, når man går og er ked af det. Det lyder også som om, at de voksne bakker dig op, og ikke vil lade dig gå rundt og have det skidt. Man kan sige, at de støtter dig i at blive bedre til at passe på dig selv. Det er godt, at de støtter dig i den proces.
Det jeg ser i dit brev er, at problemet ligger i den dårlige samvittighed, som dukker op over for din far, når du siger, at du gerne vil hjem. Du skriver, at din far selv giver dig skyldfølelse og han gør det på samme måde som da du boede hos ham. Jeg synes det viser, at det netop er hans reaktion, som får de dårlige minder frem i dig. Det er vigtigt at understrege, at det i hvert fald ikke er din skyld, at du ikke har det godt når, du er der. Det er heller ikke din skyld, at din far opfører sig som han gør. Det er ham, der er den voksne og skal tage hensyn til dig, fremfor at give dig skyldfølelse. Hjælper det dig, hvis du tænker på, at han er den voksne som skulle passe på dig - men det kan han ikke og derfor, er du den,der skal lytte til dig selv og passe på dig selv, sammen med de voksne, som er gode for dig og vil dig det bedste.
Det er heller ikke dit ansvar, at få ham til at få det bedre, når han er ked af det. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil sørge for, at alle har det godt, og det er flot, at du selv har forsøgt at tale med ham om det. Som du selv skriver, kræver det mod og det er sejt, at du har gjort det. Dog har det vist sig, at han ikke kunne tage imod det, så jeg tænker, at du nu skal forsøge at sige til dig selv, at det ikke er dit ansvar. Der er andre voksne, som kan hjælpe ham. Det kan fx være, at han gik til sin læge og talte om det her. Så kan lægen hjælpe ham videre, lægen ved, hvilke muligheder der er for at hjælpe din far.
Du skriver, at du nogle gange savner din far, men at det ændrer sig efter 5 min. hos ham. Det er naturligt at savne sine forældre uanset hvilken slags forældre de er. Det er noget, der følger med, når man er i familie sammen. Nogle gange kan det dog nærmere være tanken - håbet om, hvad man gerne vil have ens far eller mor til at være, som man savner. Man kan få dannet sig et billede, som måske slet ikke lever op til virkeligheden - men mere er en drøm og håb om, hvordan man ville ønske det var...kan du følge mig i de tanker?

Det lyder som om, at din far holder rigtig meget af dig, men det han har gjort mod dig da du var yngre, er stadig virkeligheden for dig. Derfor kan dit savn til ham hurtigt blive overskygget af de dårlige minder og følelser, når du er sammen med ham og det psykiske misbrug, han stadig bruger mod dig. 
Jeg tænker på, om du mon nogensinde har talt med en psykolog om dine oplevelser i barndommen? Som sagt er det noget, der tager tid at komme igennem, og det er sjældent noget man kan gøre uden hjælp. Psykologer er rigtig gode til at hjælpe med netop dette, og jeg synes helt klart, det er værd at overveje i din situation. Måske kan det på længere sigt hjælpe dig til at være sammen med din far, uden at tænke på de ting? Hvis det er noget du vil prøve, synes jeg, du skal få en voksen, fra det sted du bor, til at hjælpe med at komme i gang med det.
Som du siger, er der andre udefra, som spørger hvorfor du tager ud til ham. Jeg synes faktisk det er et meget rigtigt spørgsmål – er det for hans eller for din skyld?

Du skriver, at du helst ikke vil være der, når den ubehagelig følelse kommer, men at skyldfølelsen får dig til at tøve med at tage hjem. Som jeg ser det, er det mest din far du tager hensyn til, og ikke dig selv. Det er sådan, at barnets tarv altid skal komme i første række og sådan er det også for dig. Det vigtigste er, at du har det godt. Jeg forstår godt dine tanker og reaktioner, og det er helt okay at have det sådan. Men i forhold til din mulighed for at få det bedre med din far, er det vigtigt at du også tager hensyn til dig selv. Så nej, det er bestemt ikke dumt af dig. Jeg tænker faktisk, at det også vil komme din far til gode, hvis du får noget tid til at komme igennem det her og få den rette hjælp. Jeg tror, at du først rigtigt kan nyde at være sammen med ham, når du har fået bearbejdet dine oplevelser og han ændrer sig.
Du spørger om, hvilke af dine to modsætninger i hovedet har ret. Jeg tænker faktisk. at den ene ikke kan udelukke den anden. Det hele er følelser, der er inde i dig, og de er lige rigtige. Det vigtigste er, at fokusere på det, der får dig selv til at have det bedre og det er ikke at tænke, at det er synd for din far. At synes, det er synd for din far, hjælper heller ikke ham til at få det bedre eller at ændre sig. Det hjælper, at han selv gør noget for at få det bedre, og det kan være hos lægen han kan få hjælp eller andre voksne.  
Du spørger også, hvordan du kan sige det til ham uden at få det dårligt, hver gang. Jeg tænker, at det er vigtigt at få nogen andres hjælp til det, så det ikke er dig, der står med ansvaret. Kunne du f.eks. lave en aftale med en voksen fra det sted du bor, om at hjælpe med at tale med din far? Det kan også være et brev du skriver til ham og afleverer sammen med en voksen?
Måske kunne det være en idé, at besøgene generelt kortes lidt ned, så du ikke er nødt til at stoppe det tidligere end planlagt. Det er jo sådan, at når man er anbragt uden for hjemmet, kan kommunen bestemme, hvordan og hvornår man skal se sine forældre. Det kan nogle gange hjælpe børnene og de unge til, ikke at være dem, der står med ansvaret for at skulle bestemme det. Måske kunne du prøve at tale med din sagsbehandler om det?
Derudover har du mulighed for at få en bisidder, gennem BørneTelefonen. Det er en person, som kender til dine rettigheder og er der for at hjælpe dig, fx med at tage til møder på kommunen, tale med din sagsbehandler eller andre på kommunen. Det kan være svært at tale alene med dem. Mange synes, det er rart at have en med, som er med for at sikre, at ens rettigheder bliver sikret og kan tale med sagsbehandler om det, som du ønsker skal være på en anden måde. Hvis det lyder som noget, der kunne være rart for dig, kan du se mere om det på: http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/Bisidder.aspx  eller ringe til 35555559 og bede om at tale med en bisidder.
Du er selvfølgelig altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111 eller skrive igen, hvis du har brug for at tale mere om det. På BørneTelefonen kan vi også hjælpe dig med at få en bisidder, eller bare snakke med dig, om det du har brug for. Du er i hvert fald meget velkommen.

Jeg håber, at du finder den hjælp, der er bedst for dig, og at du husker at passe godt på dig selv.
Venlige hilsner og tanker

BørneTelefonen