Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vil skifte bopælsforældre

Hej

jeg er 14 år og jeg bor hos min mor (mine forældre er skilt) som har fuld forældre myndighed over mig.

Jeg kan snart ikke klare at bo hos min mor længere. Hun er altid sur, hun har nogen gange slået mig og mine søskende. Og det kan jeg snart ikke klare længere, for det går ud over andre, og sikkert snart mig selv. For lidt siden gik det ud over min storesøster.

Der sker hele tiden konflikter, som jeg altid får skylden for, altså det er ikke sådan at jeg aldrig er skyld i noget. Men de gange hvor det er uretfærdigt snakker jeg med min far om det , men det er lidt svært når det kun er min storesøster det får lov at snakke med ham når det ikke er samvær, for min mor har blokeret hans nummer på både min lillesøsters mobil og min.

Jeg syntes at min far forstår mig bedre end min mor, det er også derfor min mor hader mig, fordi jeg ligner min far så meget. Jeg tænkte på om jeg så kunne flytte hen til min far i stedet, for han har både et værelse og plads til mig.

Og det skulle ikke være så svært for vi bor i det samme by, faktisk ligger mit fars hus 1 minut væk bogstaveligt.

Min mor nægter også at jeg bare ser ham i et sekund, hvis det ikke er aftalt over telefon og det er bare et helt nyt kapitel, for de kan ikke engang finde ud af at kommunikere.

Jeg har gået til psykolog, fordi min mor mente at jeg havde problemer, men at vi faktisk havde problemet sammen, hvor jeg så talte med psykologen om jeg kunne løse deres problemer, som jeg allerede prøvede.

Så kan det lade sig gøre?

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år!

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at du ikke har lyst til at bo fast hos din mor, når der er så mange konflikter, som du beskriver i dit brev. Jeg tænker på, om der mon er nogen der ved, at din mor kan finde på at slå jer? Ved din far det? For hun må selvfølgelig ikke slå jer – uanset hvad. Voksne må aldrig slå børn. Det er rigtig godt at høre, at du har et godt forhold til din far, og at du kan snakke med ham. Det er slet ikke rimeligt, at din mor har blokeret hans nummer på jeres telefoner, så I ikke kan komme i kontakt med ham. I har ret til at være i kontakt med jeres far, også selv om det er jeres mor, der har forældremyndigheden over jer.  

Du har snakket med din far om muligheden for at flytte over til ham, når du skriver, at han både har et værelse og plads til dig. Det er sådan, at din far kan søge Statsforvaltningen om, at du får fast bopæl hos ham. Han kan også søge om at få del i forældremyndigheden over dig. Du har også ret til at blive hørt, og fortælle dem i Statsforvaltningen, hvor du helst vil bo. Det vil foregå under en samtale, hvor dine forældre ikke er til stede. 

Fordi du er over 10 år, har du også en rettighed, den kaldes initiativret. Det betyder, at du kan kontakte statsforvaltningen, og bede dem om at holde et møde med dine forældre omkring din bopæl. Igen vil du også blive spurgt om, hvor du helst vil bo og hvorfor. Her kunne det være vigtigt, at fortælle om de mange konflikter der er hjemme hos din mor, og at hun til tider slår jer.

Statsforvaltningen har også Børnenes skilsmissetelefon, hvor du kan ringe ind på 20600500 -  Mandag, tirsdag, onsdag og torsdag: kl. 11-17
Fredag: kl. 11-16  og tale med en børnerådgiver. Her kan du snakke om de ting der sker derhjemme, dit ønske om at bo hos din far og få hjælp til at bruge din initiativret. Du kan læse mere om deres skilsmissetelefon her:  http://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=8905 

Statsforvaltningen kan også hjælpe dine forældre, så de kan blive bedre til at kommunikere med hinanden, og lave faste aftaler om jeres samvær hos dem, og hvordan I kan have kontakt med den forælder, I ikke bor eller har samvær med. Det kan fx være en aftale om, at I godt må ringe til jeres far.

Det er selvfølgelig vigtigt, at der bliver gjort noget ved de konflikter, der er hjemme hos din mor og det at hun slår jer. Hvis du ikke allerede har gjort det, synes jeg, at du skal snakke med din far om det. Det kan være, at din far kan tale med din mor om at få anonym og gratis rådgivning i jeres kommune. Så I får det bedre sammen, både mellem dine forældre og hjemme hos din mor - her tænker jeg også på dine søskende.

Din far kan også underrette kommunen om, at din mor slår jer, og at I har mange konflikter. Kommunen har pligt til at undersøge, hvordan I har det derhjemme, og vil tilbyde jer noget hjælp til at få det løst. Som du selv skriver, er det ikke én i en familie, der har problemerne eller er skyld i konflikterne. Problemerne og konflikterne opstår mellem familiemedlemmerne, og derfor er det vigtigt, at man får hjælp til at løse dem i fællesskab. Det kan fx være ved at have samtaler med en familieterapeut eller en psykolog.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, så du kan komme videre.  Du er selvfølgeligt også meget velkommen til at ringe, sms'e eller chatte med os herinde på BørneTelefonen 116111

Mange kærlige hilsner

BørneTelefonen

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat