Brev

Vil gerne væk fra min papfar

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Hej dreng på 15 år

Det må være virkelig irriterende for dig at have en papfar som hele tiden er efter dig. Jeg kan godt forstå, at du bliver sur og frustreret over det. På den måde føler du nok, at han ikke har lige så meget lov til at opdrage dig som din mor.

Det er jo også sådan, at opdragelse altid skal ske med respekt. Ingen kan lide at blive rettet på. Og opdragelse er jo ikke kritik - men at blive guidet. Jeg kan derfor godt forstå, at du ikke føler dig hjulpet og guidet, af din papfar, når han kritiserer dig. 

Jeg kan også godt forstå, at du får lyst til at flytte hjem til din far - og stadig gå i samme skole.  Uheldigvis bor din far for langt væk til at det kan lade sig gøre. Nu spørger jeg bare frit, er det helt umuligt for din far at flytte tættere på, hvor du bor nu, så du kan flytte over til ham? Det kan godt være, det slet ikke kan lade sig gøre - men jeg vil under alle omstændigheder foreslå dig at snakke med ham om det. Fortæl ham hvordan du har det med din papfar. Det kan være, at han så vil tænke over, om han kunne flytte og ellers, hvordan han kan hjælpe dig med at få det bedre med din papfar. Har du mod på det?

Jeg synes det er klogt, at du prioriterer at blive på den skole, hvor du allerede har en masse gode kammerater. Det er så vigtigt, at man har mange venner i skolen og er glad for at gå der. Det jo i skolen, man bruger det meste af den tid, man er vågen. Jeg gætter på, at du går i 8 klasse og derfor har 1,5 år tilbage af folkeskolen. Er det mon rigtig gættet? Har du allerede en plan for, hvad der skal ske bagefter? Skal du i gymnasiet, på efterskole, arbejde eller noget helt fjerde? Grunden til jeg spørger er, fordi jeg tænker, at det jo kan være, at du efter 9 klasse nemmere kan flytte over til din far. Halvandet år er selvfølgelig lang tid at vente med at flytte, men mon ikke du kan klare det, når du allerede har klaret 5 år?

Jeg tænker også, at det vil være godt, hvis du delte dine tanker med din mor. Hvis du stille og fredeligt, på et tidspunkt hvor I har noget alene-tid, fortæller hende, at du synes det er rigtig svært, når din papfar retter på dig. Fortæl at det får dig til at føle dig forkert. Og føle, at han ikke kan lide dig, selvom han siger, han elsker dig.  Du kan fortælle, at det gør dig ked af det og sur, og du føler, at han ikke ikke lytter til dig, når du svarer ham.

Hvis du kan sige det til hende i ro og mag uden at lyde meget vred, og også sige at du håber på, at hun vil hjælpe, så tror jeg faktisk hun vil lytte. Det er nemlig tit sådan, at hvis man lyder meget sur, så vil ens mor eller far tit komme til at forsvare papfaren eller papmoren. Hvis din mor i stedet fornemmer, at du beder om hendes hjælp, så det kan blive bedre for jer alle sammen at være sammen, så tror jeg ikke, at hun bliver sur. Og jeg tror heller ikke, at hun på samme måde vil forsvare din papfar. Giver det mening? Hvis hun skulle blive sur, kan du bare gentage (igen og igen) at du jo bare håbede på, at hun kunne hjælpe dig.

En måde at fortælle din mor, hvordan du har det, er ved at vise hende dit brev hertil - og måske mit svar. Så vil hun forstå, at det går dig meget på. Du kan så også fortælle hende, at hun er velkommen til at ringe til ForældreTelefonen på 3555557, hvis hun vil have gode råd til, hvordan hun bedst støtter dig.

Når man er i din alder, og er ved at løsrive sig fra sine forældre, er det så vigtigt at blive mødt af respekt. Det kræver noget ekstra af de voksne at vænne sig til, at de nu ikke har et barn men en ung dreng i huset. Det lader til, at din papfar har glemt det. Derfor håber jeg, at din mor eller far kan hjælpe dig med at få talt med ham. Han er måske slet ikke klar over, hvor hårdt hans ord rammer. Men hvis han tænker tilbage på sin egen ungdom, så kan han sikkert godt huske, hvor vigtigt det var at blive behandlet respektfuldt.  

Du skal vide, at det jo altid vil være primært din mors og fars ansvar at opdrage dig. Det betyder ikke, at din papfar aldrig må sige noget til dig - for I bor jo sammen og vil derfor undgåeligt komme til at støde ind i hinandens grænser engang imellem. Når det sker, er det dog vigtigt, at I kan sige fra på en ordentlig måde. Og det lyder til, at din papfar lige skal gøres opmærksom på det. Ville det derfor være helt umuligt, at du talte med ham. En dag hvor der ikke er konflikt?

Jeg håber, at mit brev har givet dig mod på at snakke med din far og mor - og måske endda også din papfar. Du er også altid velkommen til at ringe eller sms’e til 116 111 eller skrive til os på chatten. Jeg ønsker dig al godt med på vejen.

Kærlig hilsen,

BørneTelefonen

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

sådan taler du med en voksen om det der er svært

Det kan være svært at vide, hvordan man skal starte snakken?

Måske du bekymrer dig om, at de bliver sure? Det kan være du er bange, eller føler du dig misforstået?

Vi har her samlet nogle gode råd til, hvordan du kan tale med en voksen.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat