Kære pige
Tak for dit brev. Det lyder til, at du har mange tanker om flere forskellige ting og de fylder alle sammen. Det er rigtig godt, at du skriver herind, for det er godt at komme ud med ens tanker, når man har det, som du.
Jeg har delt brevet op efter de emner, som du selv har skrevet om. Jeg håber, at det vil gøre det mere overskueligt for dig at læse. Mit svar er lidt langt, da jeg gerne vil komme ordentligt omkring alle de ting du nævner; det håber jeg er okay.
Familie
Du skriver, at du tror, din mor er begyndt at tage stoffer igen. Det er godt, at du skriver herind om det, for det kræver professionel hjælp til din mor, men også til resten af familien, som er vidner til at én i familien ikke passer på sig selv og derfor heller ikke kan passe på dig og din søster . Du skriver, at din far ikke forstår dig. Det er sejt, at du har delt din bekymring med ham, men det lyder ikke til, at det har hjulpet, som du havde håbet på? Er der andre i din familie, som for eksempel bedsteforældre eller en moster eller onkel, som du kan tale med det om? Jeg tænker, at det er vigtigt, at du får sagt det til en voksen, da du ikke skal gå alene med din bekymring for din mor, dig selv og dine søskende.
En mulighed er, at du fortæller det til den lærer, som du er allermest tryg ved. Du kan fortælle, at du gerne vil have hjælp til, at det bliver anderledes og at du efterhånden er så bekymret for, hvordan det hele skal gå, at du har overvejet at løbe hjemmefra. Hvor er det for øvrigt sejt, at du er blevet derhjemme og gjort noget andet i stedet for - nemlig at skrive herind! Hvem tænker du, du helst vil sige det til og hvornår vil være et godt tidspunkt? Det kan for nogen være en god ide at tænke igennem, hvad man vil sige, så kan det være lettere at sige i situationen. Ellers kan du vise det her brev til din lærer. På den måde vil din lærer kunne finde ud af, hvordan du oplever det derhjemme, og hjælpe dig og din familie videre, så I kan få den hjælp I skal have.
Du skriver, at du er stresset over, at din søster hele tiden sidder med hendes iPhone. Jeg tænker, at der er forskel på, hvad voksne skal bekymre sig om og hvad børn skal bekymre sig om. Det lyder for mig til, at du er en, der hjælper meget til derhjemme og går op i, hvordan andre har det. Det er to gode egenskaber at have. Samtidig er opdragelsen af din søster dine forældres ansvar og ikke dit, da du er barn. Det er forståeligt nok, at du tænker over, hvad din søster laver, men måske kan en hjælp for dig være at tænke, at det ikke er dig der skal tage ansvar for, hvad hun gør, men dine forældres. Giver det mon mening?
Samtidig kan det også være at din søster har lagt mærke til det samme som dig, omkring din mor, og hun "gemmer" sig bag telefonen, fordi hun ikke ved, hvad hun ellers skal gøre.. Måske vil hun, som du, gerne have nogen at snakke med det om og nogen der hjælper mor og Jer. Måske kunne du og din søster få snakket lidt sammen om, hvordan I har det derhjemme og om I kunne hjælpe hinanden?
Jeg får et billede af, at I alle er lidt "sarte/skrøbelige" derhjemme, og derfor lægger mærke til de(n) mindste ting ved hinanden (smasken, telefonen, lektierne, ingen ros...). Det er en helt naturlig reaktion, når alle, på hver deres måde, bekymrer sig om én i familien og måske noget du kan genkende, når jeg skriver det?
Måske kan det også være en hjælp for dig at ringe til BørneTelefonen for at tale mere om, hvordan du har det derhjemme og hvad der kan gøres. Vi kan, hvis du ringer herind, tale med dig om, hvordan du kan få sagt det til nogen og tale om, hvilke andre muligheder der ellers er for at få hjælp. Hvordan vil det være for dig? Nummeret er 116 111 og du vil være anonym, dvs., at vi ikke ved, hvem du er.
Venner
Det lyder dejligt, at du har en veninde, hvor I kan hjælpe hinanden. Ofte er det sådan, at det ikke er alle ting, som man er enige med ens venner om, eller at det nødvendigvis ikke er alle sider ved ens venner, som man beundrer. Vi er alle forskellige og måske kan det være en hjælp for dig at tænke på det, når du synes, at alt ikke er godt ved din veninde. Måske kan du glæde dig over, at du ikke selv er sådan én der går og blærer sig og har behov for det? Det kan måske også være en hjælp at tænke over, hvad du godt kan lide ved hende i stedet for at fokusere på det, du ikke så godt kan lide?
Du skriver, at du er nervøs for, om din anden veninde også vil starte til ballet ligesom dig. Hvad vil det gøre, hvis din veninde også starter? Jeg har talt med andre børn, som har været bange for, hvordan de vil klare sig i forhold til sin veninde - altså så det kan blive lidt konkurrenceagtigt... Jeg ved ikke, om det er sådanne tanker du har? Måske kunne det være hyggeligt at have en, som man kender, der går til det samme? Så kan I også ses, når I skal til træning. Prøv evt. at give det nogle tanker...
Skole
Det lyder til, at du har tænkt over, hvad din klasse har gjort med læreren, mens du var ude at rejse. Det er godt, at du kan mærke efter, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, at du ikke synes, at det er rart. Du var der ikke, da det skete og derfor skal du heller ikke tage ansvar for det, der er sket. Jeg ved godt, at det kan lyde så nemt bare at skrive. Men måske kan det være en hjælp, at du siger det til dig selv?
Måske kan du finde den lærer der var vikar for din faste lærer, og fortælle hende, at du var ked af, at du var ude at rejse, mens hun var i jeres klasse. Det vil hun blive glad for at høre, og du får på den måde fortalt, at du i hvert fald synes hun er OK. Kunne det være en måde at "få lidt fred" med det på?
Derudover tænker jeg, at det kan være en hjælp at fortælle din lærer, at du synes, der foregår mobning i din klasse og at situationen med drengen der flyttede, har gjort indtryk på dig i forhold til, hvordan I fremadrettet kan passe bedre på hinanden i klassen. Samtidig kan der jo være flere grunde til at drengen stoppede, som du og de andre i klassen ikke kender til, men at reagere på, at nogen ikke har haft det godt i ens klasse, er ansvarligt og modigt. Det er lærernes ansvar at hjælpe og støtte op omkring, at der er en god stemning i klassen. Kommer du mon til at tænke på en speciel lærer du vil kunne snakke med den situation om?
Her til sidst tænker jeg det måske kan være en hjælp for dig at begynde at skrive dagbog, hvor du kan komme ud med alle dine tanker. Sommetider kan det være rart, at tankerne kommer ”ud af hovedet” og ned på papir. Vil det mon være noget for dig? Måske har du allerede oplevet, hvordan det kan virke som det rene trylleri, ved at skrive det hele ned som i dit brev hertil?
Jeg håber, at det her brev kan hjælpe dig med, hvad du kan gøre. Det er super sejt, at du har skrevet herind. Jeg håber, at du kan bruge det her brev til at finde svar på de spørgsmål du havde.
Mange hilsner fra BørneTelefonen.
