Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Uvenner med min mor

Hej

Jeg er en pige på 16 som meget tit er oppe at diskuterer med min mor… det er nærmest hele tiden. Jeg er på det seneste begyndt at føle mig ligeglad med hende fordi at når vi diskutere råber hun af både mig og min far.

Jeg kan faktisk ikke rigtigt li hende, men vi er en “familie” og burde jo kunne få det til at fungere. Jeg vil super gerne flytte hjemmefra fordi jeg ikke kan koncentrer mig om min skole og venner og veninder. Hun bliver sur på mig over alt. Skole, venner, min væremåde. Jeg føler mig hele tiden forkert og usikker.

Når vi diskutere svare jeg heller ikke igen jeg siger bare “ja” eller “nej” for ikke at gøre situation værre. Jeg har overvejet at prøve at snakke med hende om det, men hver gang har jeg stoppet mig selv fordi jeg ved at hun sur og irritabel på mig og så ender vi med at diskutere…igen… er der en mulighed for at jeg kan flytte?

Efterskole er ikke en mulighed for mig da jeg skal til at begynde på et gymnasium.

Håber en kan hjælp… jeg kan virkelig ikke klare det her mere 🙁

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej pige på 16 år

Hvor er det godt, du skriver ind og deler dine tanker om, hvordan du har det derhjemme. Det er ikke rart at gå rundt og føle sig forkert og usikker hele tiden, og jeg håber, jeg kan komme med nogle råd til, hvordan du kan få det bedre.

Du overvejer, om det er en mulighed for at flytte hjemmefra. Jeg kan godt følge dine overvejelser, når du ikke trives hjemme, men det er også en rigtig stor beslutning at flytte. Når du er under 18 år, er det dine forældres pligt at passe på dig og sørge for dig. Der er flere ting i det med at flytte. Der er først og fremmest det økonomiske. Når du er under 18 år, er det dine forældre, der skal betale for din husleje. Det er dyrt med en ekstra husleje, og derudover er der mange andre omkostninger som mad, tøj, forsikringer mm.

Samtidig er det en stor omvæltning at bo selv, og det kræver meget at få sin egen hverdag op at stå. Selvom du er 16 år, er det stadig tidligt at skulle tage så meget ansvar og del i voksenlivet ved at bo selv.

Du har overvejet at snakke med din mor, men er stoppet hver gang. Det kan også være en svær snak  at tage hul på, især hvis du er bange for, at hun bliver sur. Jeg tænker dog, at det er en rigtig god idé, at få talt med hende. En måde til at få gang i snakken kunne være, at du skriver ned, hvad et godt og trygt hjem er for dig. Så kunne I med udgangspunkt i det få talt om, hvad I hver især kan bidrage med, så I får talt bedre sammen.

En anden måde kan også være at vise hende dit brev, du har skrevet herind – og mit svar. Det ved jeg fra andre unge, at det tit hjælper, når der skal gang i en svær snak. Kunne det måske også være en mulighed at snakke med din far omkring det først? Det lyder til, at din mor også råber ad ham. Så kan I måske støtte hinanden og tage snakken med din mor sammen.

Som familie kan I også få hjælp af kommunens børne- og familie-afdeling. Her kan I få hjælp f.eks. få hjælp af en rådgiver, som taler med jer som familie, og hvordan I sammen kan ændre de måder, I taler til hinanden, og måden I løser konflikter på. Måske kunne det være en god idé at få familien med på, at familierådgivning ville være en hjælp til at få det bedre sammen.

Hvis du gerne vil blive mere afklaret i forhold til muligheden for at flytte, så er det muligt at undersøge, om der findes ungdomsboliger eller andet i nærheden af, hvor du bor. Du kan ringe til din sagsbehandler i din kommune (alle har en sagsbehandler ud fra sit cpr.nr) eller bruge  ‘Anonym rådgivning for unge’ i din kommune og høre om mulighederne. Du kan prøve at google din kommunes navn og ‘anonym rådgivning for unge’. Du kan også ringe herind til BørneTelefonen, så finder vi nummeret. Det kan jo være rart at kende til sine muligheder – uanset hvad.

Jeg håber mit svar har hjulpet dig et skridt videre på vejen og givet dig nogle ideer til, hvordan du kan komme videre. Du er altid velkommen til at kontakte os på 116 111 eller på sms eller chat. Her sidder der altid en voksen parat til at hjælpe dig.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat