Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Utryg i hjemmet

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 16-årige

Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg, at der har været nogle ting i dit liv, der har gjort det svært for dig. Særligt nogle ting i forbindelse med dit forhold til dine forældre.

Du fortæller, at din far har været alkoholiker hele dit liv. Og du fortæller også, at nu er din mor også begyndt at drikke for meget.

Når forældre begynder at drikke for meget, resulterer det tit i, at de får svært ved at passe ordentligt på deres børn. Det kan være fordi, deres trang til at få noget at drikke er så stor, at de ikke kan finde ud af at prioritere deres børn. Det kan også være fordi, de bliver fulde og mister kontrol over sig selv, så de kommer til at gøre og sige dumme ting.

Vi taler med mange på BørneTelefonen, der oplever at mor og far drikker for meget. Det kan være svært at tale om med andre. De fleste elsker deres mor og far alligevel, selvom de bor i en familie, hvor der bliver drukket.

Nogle børn og unge oplever, at det føles som om, at de går bag om ryggen på deres forældre, når de fortæller om alkoholmisbruget. Men det er vigtigt, at man gør det, for som barn eller unge kan man ikke klare den slags helt alene.

Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg, at dine forældre kan have svært ved at passe ordentligt på dig. Fordi de drikker for meget, men også fordi det lyder som om, at særligt din mor ikke har det godt nok til at kunne magte at passe ordentligt på dig lige nu.

Du fortæller i dit brev, at din mor har en depression. Og du fortæller, at du ikke kan fortælle hende om det, der er svært for dig, fordi hun ikke kan rumme det – hun siger, at hun har det værre.

Når en person i en familie har det skidt, så påvirker det hele familien. Særligt når det er en forældre. Det ændrer på hele dynamikken i familien. Pludselig kan forældreren måske ikke udfylde sin forældrerolle mere.

Her på BørneTelefonen hører vi jævnligt fra børn, der har syge forældre. Nogle af dem fortæller, at de føler, at de på en måde bliver forældre for deres mor eller far. Altså at det pludselig er barnet, der skal være den ansvarlige. Måske kan du genkende det.

Du skriver også i dit brev, at din mor giver dig skylden for hendes depression.

For det første, vil jeg fortælle dig, at du selvfølgelig ikke er skyld i din mors depression. Uanset hvad din mor siger, er det ikke din skyld, at hun har det dårligt.

Jeg tænker, at når din mor siger sådan, er det fordi, hun er et rigtig dårligt sted, hvor hun ikke formår at drage omsorg for dig, fordi hun er fyldt op af sine egne problemer.

Men som barn har du faktisk ret til at få omsorg derhjemme. Du har også ret til at føle dig tryg og blive respekteret. Hvis ikke du oplever, at du har det sådan, så har du faktisk ret til at få hjælp. Det er kommunen, der skal sørge for, at du har det godt, hvis du ikke oplever, at du har det godt derhjemme.

Her i Børns Vilkår (som BørneTelefonen er en del af) kan vi hjælpe dig med at få den rette hjælp. For eksempel ved at få hjælp af en bisidder. Her kan du se en video om, hvad en bisidder er: Har du brug for hjælp? Få en bisidder hos Børns Vilkår.

Du kan også se denne video med 17-årige Terese, der har haft en bisidder: Terese fik en bisidder fra Børns Vilkår.

En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om de rettigheder, du har.
Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det svært, med at få den hjælp de har brug for.

Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116111.
Hvis du føler dig klar til at få en bisidder, kan du ringe til direkte Bisidningen på tlf. 35555559 og taste 2 for Bisidning.

Du kan også selv kontakte din kommune for at høre, hvilke muligheder din kommune har for at hjælpe dig og din familie.

Det kan du gøre ved at ringe til din kommunes anonyme rådgivning for børn og unge. I og med det er anonymt sker der ikke i første omgang ved at ringe til dem. Det er først, når du fortæller dine personoplysninger (fx navn eller adresse), at kommunen kan hjælpe dig. På den måde kan du selv styre, om du vil have hjælp.

Du kan google ’anonym rådgivning’ og din kommunes navn for at finde nummeret. De taler med mange unge – og de kan også tale med dig om, hvordan du har det. Hvis du er tvivl, kan du ringe til BørneTelefonen. Så kan vi finde nummeret sammen.

Hvis du ikke føler dig klar til at ringe til Bisidningen eller Kommunens anonyme rådgivning, vil jeg forså dig, at du ringer og taler med os her på BørneTelefonen på telefonnummer 116111.

Når du ringer til BørneTelefonen, kommer du til at tale med en af vores søde rådgivere. Vores rådgivere har alle erfaring med at hjælpe børn og unge. På BørneTelefonen er det dig, der bestemmer, hvad vi skal tale om, og vi tager dig altid seriøst.

Jeg håber, at du vil finde modet til at ringe til os, så vi sammen kan finde ud af, hvad du eller vi kan gøre for at få det bedre.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat