Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Utroskab, rygning og alkohol?

Hej.

Jeg sidder i en situration her, hvor jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal gøre…

Mine forældre er skilt, og min mor og jeg bor hos hendes kærreste. De har været sammen i 4-5 år nu og skændes ofte. De skændes ofte over ret ligegyldige ting.

Min mor ryger, og drikker meget vin, men mest når hun er stresset.

Her for leden fik jeg at vide, fra min mor, at min papfar har været hende utro i et stykke tid.

Syntes lidt det er nogle utydelige beviser hun har, og hun roder nu en masse af hans ting igennem, og vil se alt. Hun har ville se Dropbox og gamle telefoner.

Han kan ikke lide når hun kigger i hans ting. Han har bedt hende stoppe med at ryge og drikke, men hun stopper ikke.

Jeg sagde til mig selv til at starte med at jeg ville lade dem finde ud af det selv, men da det ikke gik godt, blev jeg nødt til at blande mig, og få dem til at stoppe med at råbe ad hinanden.

Hun står mest udenfor nu med smøg og vin, og siger tit at hun vil flytte, og syntes ikke at jeg burde være her og se det. Jeg føler dog at jeg er stor nok til at være her, og se det. Jeg vil gerne have dem til at blive okay sammen igen, men ved ikke hvordan?

Jeg kan godt lide at bo her, og ikke i lejlighed, men burde nok også tænke på min mors vegne? Hun giver ikke let op, og tror ikke det stopper de næste par dage…

Syntes dog også at i en masse af deres skænderier, er de lige gode om det. Føler dog også lidt på min papfars vegne, og vil ikke have min mor til at føle at jeg holder med ham og ikke hende. Vil gerne have dem til at finde sammen igen…

Hvad kan jeg gøre? Har de brug for professionel hjælp, som f.eks. parterapi og alkoholhjælp?

Dreng, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære 15-årige dreng

Tak for dit brev, som på en meget tydelig måde forklarer, hvordan det går hjemme hos dig. Og hvilket stort ansvar du tager på dig, for at få alt til at glide.

Jeg fornemmer på dit brev, at du er en meget klog og moden person. Du er utrolig fintfølende og ansvarlig i forhold til de voksne omkring dig.

Når forældre drikker for meget, så sker der ofte det, at børnene får rollen som voksne. Det er ikke underligt, at det sker, når man tænker på, at alkohol faktisk påvirker især fornuften og dømmekraften hos den, der drikker. Fulde voksne opfører sig ikke ”rigtig voksent”. Kan du mon genkende det?

Det kan være pga. alkoholen, at din mor inddrager dig i sit parforhold og fortæller detaljer til dig. Måske er det, når hun drikker, at hun glemmer, at du er hendes barn. Og at børn (eller unge) ikke skal tage del i de voksnes bekymringer.
Men det er belastende at sidde med al den viden, du har fået, og at skulle tænke så meget på de voksnes trivsel. Jeg kunne forestille mig, at du oplever, at det er krævende?

Jeg forstår virkelig godt, at du gerne vil have, at de får det okay sammen igen. For det lyder, som om du holder af din papfar og jeres fælles hjem. Jeg tænker, at du måske også er bange for at miste ham, hvis de vælger at gå fra hinanden?

Når du spørger mig, hvad du kan gøre, så er mit svar, at du som barn ikke skal (eller kan) tage ansvar for din mors stress eller hendes relation til din papfar. Som voksne skal hun og din papfar selv klare disse ting. Måske ville det være en ide med parterapi. Du kan foreslå det til din mor eller din papfar. Men det er op til dem at handle på det.

Jeg tror til gengæld, at din mor godt kunne have brug for hjælp i forhold til sit alkoholforbrug. For det lyder til, at hun drikker så meget, at det går ud over din trivsel. Derfor synes jeg, du skal se nærmere på denne side med gode råd til, hvordan man tackler alkoholproblemer derhjemme: https://bornetelefonen.dk/tema/alkohol-familien

På siden er der også henvisning til steder, som kan konkret kan hjælpe dig og din familie - men for nemheds skyld, får du dem også her:

http://www.hope.dk/ung,

http://www.tuba.dk, 

http://www.dedrikkerderhjemme.dk

Jeg forstår virkelig godt, at du gerne vil gøre noget ved det hele – det er jo din hverdag, der står på spil. Jeg kan blive lidt bekymret over, om du måske kommer til at blive så involveret i de voksnes problemer, at du slet ikke har tid til dit eget liv. Har du kræfter til at passe din skole og have det sjovt med dine venner eller med fritidsaktiviteter?

Jeg tænker derfor, at du kunne bruge noget støtte lige nu. Hvordan lyder det, synes du?

Først og fremmest  synes jeg, du skal tage fat i din mor og fortælle hende, hvad situationen gør ved dig.
For eksempel kunne du prøve at fortælle hende, hvad du føler indeni, når de skændes foran dig. Hvordan det er for dig at blive indblandet i, at hun samler beviser mod din papfar for utroskab. Hvordan er det for dig, at hun står udenfor med smøger og vin. Hvordan føles det for dig, når hun siger, at hun vil flytte.

Måske tænker hun ikke på, hvilken betydning hendes handlinger og reaktioner har for dig. Jeg tror derfor, at det vil være godt hvis du fik forklaret hende det. Evt. kan du åbne op for snakken med at vise hende brevet og svaret her?

Hvis det føles rart for dig, kan du også tage fat i din papfar og fortælle ham, hvordan det hele påvirker dig. Kunne det mon være en mulighed?

Jeg kan ikke se på dit brev, om du stadig har jævnlig kontakt med din egen far efter skilsmissen. Hvis du har kontakt til ham, så er det måske også værd at overveje at snakke med ham? 

Derudover kunne det være en god ide, at du også får talt med din skole. Når man har problemer hjemme, så påvirker det tit ens skolegang. Og man kan derfor have brug for ekstra støtte fra en god lærer. 

Jeg håber, at mit svar har givet dig brugbare idéer til, hvordan du kommer igennem denne periode. Husk også, at du altid kan kontakte os igen.

De kærligste hilsner fra BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat