Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Undertrykt vrede

Hej.

Jeg har altid tænkt på andre før mig selv (det har jeg fra min mor). Det gør jeg stadig. I skolen siger jeg aldrig, hvad jeg selv tænker (det er en vane), og jeg siger, hvad jeg tror, de andre vil høre, for at jeg bliver populær som dem.

For et år siden ændrede en masse sig. Jeg kunne pludselig ikke TÅLE af være i samme hus som min mor. Bare hun var i nærheden, blev jeg pissesur og havde lyst til at skælde hende ud – kun for at hun får det skidt med sig selv.

Det er en kæmpe mysterium, hvorfor jeg har det sådan med hende. Jeg har aldrig haft venner, så jeg har altid bare været sammen med hende.

Lige for tiden er det meget slemt. Vi taler slet ikke sammen. Og jeg får ofte ikke aftensmad, fordi hun er i huset. Jeg mister appetitten af at være i nærheden af hende. Hun gør mig rasende. Og hun har altså aldrig gjort mig noget.

Hun har altid villet med det bedst (for meget). Hun har aldrig tænkt på sig selv, men på mig. Det er det samme med mig (jeg tænker altid på dem i skolen istedet for på mig selv).

Jeg ved ikke helt, hvor jeg har det fra. Men måske er det min far (som har et voldsomt temperament). Han har altid haft magten her hjemme, og hvis vi var sure på nogen i skolen, skulle vi bare ignorere dem, hvilket jeg ikke tror har været godt for hverken min bror eller jeg.

Vi har jo faktisk undertrykt vores følelser. I stedet burde vi sige fra. Men det er klart, mine forældre har sagt “bare lad det ligge” for sådan lyder mange (forkerte) råd.

I går sendte jeg en grim SMS til mine forældre, hvor der stod ‘idiot’ og, at jeg hadede dem. De har jo ikke gjort noget med vilje, men jeg har en brændende følelse af, at jeg skal være ond overfor dem.

Kender I måske forklaringen på dette? Jeg tror, det er godt, hvis jeg råber lidt af dem. Jeg har aldrig været teenager-agtig, for det måtte jeg ikke, så jeg har aldrig skændtes med dem, for så fik jeg jo skæld ud, for man må jo ikke skændtes. Så måske er det det rigtige at råbe af dem og kalde dem idiot?

Det er meget grænseoverskridende, hvis jeg skulle råbe idiot, imens de er i nærheden, men jeg tror måske, det er en grænse, der skal brydes.

Jeg synes, livet er meget svært. Der er så mange ting, jeg bøvler med. Jeg har lavt selvværd (da de andre jo er mere værd end mig, og mine behov skal ikke høres).

Når jeg har ferie og weekend, ligger jeg hele tiden i min seng, da jeg ikke har lyst til noget. Jeg har mange forventinger og krav til mig selv: at jeg ikke kan sige fra, og skal dukke op til håndbold, at det ikke er ok at have en dårlig dag …

Årh, det er så mange ting, der er galt med mig. 🙁

Venlig Hilsen
Opgivende, frustreret, vred, ked pige.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år

Tusind tak for dit brev. Det lyder som om, at du kender dig selv rigtig godt. Det er et godt udgangspunkt for at lave om på nogen ting. F.eks. lyder det som om, at du godt kunne tænke dig at blive bedre til at tænke på dig selv før andre…? Det synes jeg er en rigtig god idé – og det gør du jo faktisk allerede ved at skrive det her brev, så godt gået!

Det lyder også som om, at du godt selv ved, at dine krav og forventninger til dig selv er alt for høje. Det er altså helt almindeligt at have en dårlig dag, ligesom det er helt ok at have det svært i perioder. Når man har det, er det rigtig vigtigt at bede andre om hjælp, og derfor er jeg helt vildt glad for, at du har skrevet til os.

Det lyder som om, at du har haft det særligt svært med din mor i løbet af det sidste års tid. Du fortæller, at det er et kæmpe mysterium, hvorfor du har det sådan med din mor. Men mellem linjerne synes jeg, at jeg kan læse, at din mor har lært dig nogle ting i livet, som nu spænder ben for, at du kan være glad og tilfreds med dig selv og dit liv? F.eks. det med at tænke på andre før sig selv. Jeg ved det jo ikke, men måske bliver du irriteret på hende, fordi hun minder dig om den måde, du selv er på, og som du så brændende ønsker at lave om på. Man kan også gå rundt med en undertrykt vrede over for sin mor, fordi hun har fundet sig i nogle ting fra ens far, hun ikke burde have fundet sig i, eller som er gået ud over børnene i familien. Det er faktisk ikke så ualmindeligt. Hvis det er tilfældet, så har vreden hobet sig op henover rigtig mange år, hvor der har været lagt låg på - men til sidst bliver det for meget. Så koger det over.

Du har en følelse af, at du skal være ond over for dine forældre, men ved ikke hvorfor. Mon du kan finde en flig af forklaring i nogle af linjerne ovenfor...?

Du spørger også, om det er det rigtige at råbe ad dine forældre og kalde dem idioter. Jeg tror desværre ikke, at det kommer særligt meget godt ud af (kun) at råbe ad dem. Men jeg tror helt sikkert, at du har fat i noget, når du skriver, at du har lært at undertrykke dine følelser, og at du nu har trang til at gøre det modsatte. Spørgsmålet er bare, hvordan du finder en balance, så du får udtrykt dine følelser på en god måde. Kunne der være andre måder at sige fra over for dine forældre på – end at råbe eller sende en vred sms?

Du har en fornemmelse af, at der er nogle grænser, der skal brydes. Sådan er det nogle gange i familier, hvor børnene bliver voksne og skal finde deres egen måde at være i verden på. Men det lyder som om, at det er særligt vigtigt i din familie, hvor din far har et voldsomt temperament og altid har haft magten derhjemme. Jeg tænker, at det er det, som du reagerer på nu, hvor du er på vej til at blive voksen og kan se tingene i et andet perspektiv – og samtidig har styrken til at sige fra over for?

Jeg tror, at det ville være rart for dig at finde nogen at tale regelmæssigt med om det, der sker hjemme hos jer, og de følelser, du har over for dine forældre. Nogle unge synes, at det er rart at snakke med en person, de ikke kender, om sådan nogle ting. Måske en person, som er professionel (f.eks. psykolog) og som har tavshedspligt. Hvis det er noget for dig, kan du f.eks. få gratis samtaler i den åbne og anonyme rådgivning for unge i den by, hvor du bor. Jeg ved, at der er sådan en rådgivning i din by (uden at vide, hvor du bor), fordi der skal være åbne og anonyme rådgivninger i alle landets kommuner. Du kan finde kontaktoplysninger ved at google ”åben anonym rådgivning” sammen med "unge" og navnet på din kommune. Hvis det driller, så ring til os – vi vil meget gerne hjælpe.

Det kan også være, at du til en start hellere vil snakke med én, du kender. Måske har du en god lærer eller snakker godt med håndboldtræneren eller en anden voksen. Det kan også være, at du har nogle bedsteforældre eller andre længere ude i familien, som det kunne være rart at få vendt de her ting med.

Jeg synes også, at du skal prøve at tage et kig på denne her hjemmeside, som har hjulpet rigtig mange unge: http://www.ungekompasset.dk

Husk at det ikke er dig, der er noget galt med, men tingene i dit liv. Og husk, at det godt kan blive anderledes med lidt hjælp og støtte fra andre – det tror vi på, at det kan!

Kærlig hilsen BørneTelefonen

"alene" hør andres fortællinger

Hør YouTuber og influencer Emilie Briting og 17-årige Martha tale om at sige det højt, hvis man har det svært, og hvem man kan gå til.

Hjælpesætning
Få en hjælpesætning, der kan minde dig om, at du godt kan klare det, og at du er god nok!

Hvilken sætning hjælper dig?

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat