Brev

Tvekønnet og Panseksuel

Hej Børnetelefonen!

Jeg er en 17 årig “pige.” Men jeg er altså hundrede procent sikker på, at jeg er tvekønnet. Hvorfor vil jeg helst ikke gå i detaljer om, da jeg er helt sikker på at jeg er tvekønnet. Jeg har fortalt min kæreste om dette, men jeg føler ikke helt, at han forstår min situation. Han siger da så, at han føler at jeg er underlig, da jeg ser mig selv på denne måde. Hvorfor? Er det fordi jeg føler, at jeg er begge-kønnet, eller er det fordi, at folk rent faktisk syntes, at transseksualitet er forkert?

Jeg fortalte også min mor om min identitet, hvilket var utroligt svært for mig, da hun er sindssygt homofobisk og transfobisk. Jeg ved ikke om hun respekterer det, eller om hun syntes at det er forkert, men hun ved det i det mindste godt. Men hvad mit andet problem er, er at mine forældre ikke kalder mig det, som jeg føler jeg er. De kalder mig altid bare “en pige,” og det sårer mig utroligt meget, at de ikke respekterer min identitet. Hvad skal jeg sige til dem? Fordi jeg har nu længe overvejet at sende min mor, eller min far, en sms omkring det her, da jeg føler at jeg bliver drevet til vanvid af dette.

Det eneste positive i det her, er dog at mine veninder støtter mig utroligt meget i dette, og de er derfor den eneste grund til, at jeg stoppede med at cutte, da jeg længe har været igennem en deprimerende periode i mit liv.

Et råd eller et tip ville hjælpe mig utroligt meget, da jeg oven i alt dette, har en rigtig presset skolegang. Stress er i hvert fald ikke noget, som jeg aldrig får.

MVH Anonym.

Pige, 17 år

Svar fra

Børnetelefonen

Kære 17 årige

Måske kender du det ordsprog, der lyder noget i den her stil; "Før du dømmer en mand skal du gå en dag i hans mokkasiner (støvler)".

Jeg kunne ikke lade være med, at tænke på det ordsprog da jeg læste dit brev. Jeg synes det rammer så fint ind i den problemstilling du befinder dig i. Det lyder som om forståelsen af hinandens behov er svære at imødekomme. Set udefra handler det måske om, at det for alle parter er lidt vanskeligt, at forstå hvordan I hver især har det.

Det kan være svært at sætte sig ind i en andens situation, hvis man ikke har prøvet noget lignende selv.

Mit bedste råd til dig er derfor, at gøre mere af det du allerede er i gang med at gøre. At fortælle om hvordan du har det. Og nok endnu vigtigere hvad du har brug for.

Hvad er det du gerne vil have dine forældre kalder dig? Hvad ville være rart din kæreste sagde til dig? Og hvilken støtte har du brug for, så du føler dig ok i det du befinder dig i lige nu.

Jeg tror, at jo mere du selv kan mærke hvad du har brug for jo lettere er det for dig, at melde ud og få den støtte du ønsker, fra dem du elsker.

Måske kan du tænke, at de mennesker der betyder noget for dig støtter dig så godt de kan - det er bare ikke altid de ved hvordan de skal gøre. Derfor er det vigtigt, at du sige højt hvad du har brug for. Du er allerede begyndt og det er super sejt og modigt - husk det.

Åbenhed og ærlighed kan tit åbne op for, at alle føler der er plads til dem og deres behov. Det kan gøre det mere trygt, at være i noget der er nyt og anderledes.

Så selvom dine forældre eller din kæreste aldrig kommer til at gå en dag i dine mokkasiner, kan du godt fortælle dem om hvordan det føles og give dem en oplevelse af, hvordan det er at være dig. Hvis de har brug for rådgivning fra andre, kunne det være en idé at de taler eller læser med på: http://lgbt.dk/radgivning/familie-og-venner/ Måske får de øje på, at det er helt normalt at seksualitet og køn ikke kun er enten eller.

Kærlig hilsen BørneTelefonen