Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Trusler

Hej BørneTelefonen

Jeg er en pige på 14 år, som får trusler af min storebror på 16 snart 17 år.

Truslerne kommer primært når han er sur i forvejen eller sådan noget, så skal han altid lade det gå udover mig og jeg siger altid fra. Så går han hen mod mig rigtig troende og siger fx. “Pas på at jeg ikke smadre dig” “Jeg er så tæt på at slå dig” “Pas på hvad du siger” “Jeg er så tæt på at klappe dig en” osv.

Hver gang han siger det så bliver jeg selvfølgelig bange, men alligevel så står jeg op for mig selv og siger “Så gør det” osv. og når jeg siger det så bliver han endnu mere sur.

Så går han igen rigtig troende hen imod mig eller kigger på mig med et rigtig ondt blik.
Der kommer sikkert til at blive spurgt om han har slået mig før.

Nej han har ikke slået mig på den måde, men nogle gange, så tager han rigtig hårdt fat i mine arme, ben eller hals. Så kan han også finde på at give mig en lille lussing eller ja. Bare i det hele taget slå mig på forskellige tidspunkter, så det ligner at det ikke var med vilje. Det er svært at forklare.

Det der egentlig gør mig mest ked af det er at min mor ikke siger noget til det. (Vores far er ikke inde i billedet btw) før jeg skrev det her brev kom han med en trussel. Jeg sad og snakkede med min mor, så kommer han ud fra sit værelse og virker mega sur. Det går selvfølgelig udover mig.

Så går han ud i køkkenet og jeg tænker at det er bedst at jeg går, så jeg vælger at rejse mig op og gå hen imod mit værelse. Han kommer så på det tidpunkt og siger til mig “Jeg er så tæt på at give dig en flad. Pas på hvad du siger”

jeg bliver bange, men svare “Så gør det, men pas på fordi at jeg kan melde dig for det” han kigger på mig surt og det lignede at han skulle til at gøre det. Han gjorde det heldigvis ikke, fordi at jeg nåede at smække min dør.

Imens alt det der skete sad min mor bare og kiggede. Hun sagde ingenting og det gør mig så ked af det, fordi det er ikke fair at han skal være sådan der mod mig. Ærligt talt så fatter jeg ikke at hun ikke siger noget til det. Hun sidder bare og kigger.

Jeg er endda så bange for min bror at jeg ikke går nogle steder uden min telefon, jeg kan ikke lide at være alene hjemme med ham og jeg har en hårlak og en saks lige ved siden af min seng, fordi at han engang kom med en trussel hvor han sagde at han ville kvæle mig, mens jeg sov.

Jeg syntes ikke at det her er fair længere. Jeg er bange for at være i mit eget hjem.

Kh. Pige på 14

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Tusind tak for dit brev. Det lyder som om, at det er rigtigt svært at være dig lige nu, og det kan jeg godt forstå. Det er på ingen måde ok, det du oplever og ingen skal være bange for, at være i deres eget hjem. Selvom han ikke har “slået dig på den måde”, er truslerne, det at tage fat i dig, ramme dig og de “små lussinger” mindst lige så alvorlige og er stadig under betegnelsen vold.

Din mor har også et stort ansvar i det her og jeg kan godt forstå at du bliver mest ked af, at din mor ikke siger noget. At hun bare sidder og kigger. For det er, som du skriver, overhovedet ikke fair, at han er sådan mod dig. Og det er heller ikke fair, at din mor ikke sørger for at stoppe det. Din mor skal passe på dig og det lyder som om, at ikke helt er det, der sker lige nu.

Jeg fornemmer, at du er en pige som er rigtig god til at mærke, hvad der er rigtigt og forkert. Du kan mærke dine grænser og behov og det er rigtigt sejt, at du kan stå op for dig selv. Samtidigt tænker jeg, at det her ikke er noget du kan eller skal klare alene. Du har brug for støtte og hjælp. Det er rigtigt vigtigt, at du har nogen som kan passe på dig og har et sted hvor du føler dig tryg.

Vil det være en mulighed,  at fortælle din mor om, hvad det gør ved dig at være i dit hjem lige nu? Du kunne måske skrive et brev til hende om, hvad du oplever med din bror, og skrive at du gerne vil aftale et tidspunkt, hvor I kan tale sammen, hvor din bror ikke er der. Din mor er nødt til at vide, at du har brug for hjælp, for det er hendes ansvar at hjælpe. Samtidigt tænker jeg, at det er vigtigt, at du får talt med en lærer eller en anden voksen du er tryg ved.

Du kan eventuelt skrive til din lærer på Aula og spørge, om I kan tale sammen. Din lærer kan være der for at støtte og hjælpe dig. Men din lærer kan også sørge for, at I som familie får noget hjælp. I Danmark siger loven, at alle voksne har pligt til at hjælpe et barn, der er udsat for vold. Det betyder, at hvis du fortæller en voksen, at du er udsat for vold, så skal den voksne sørge for hjælp til dig.

Det kunne måske også være en mulighed for dig, at få en bisidder fra BørneTelefonen. En bisidder er en rigtig sød voksen, som kan hjælpe dig med at få lavet et møde med kommunen og gå med dig. Bisidderen kan støtte dig og hjælpe dig med at få sagt de ting, som du synes er vigtige. En bisidder kender også meget til børns rettigheder og kan derfor også fortælle dig om de rettigheder, du har.

Vores bisiddere har hjulpet rigtig mange børn og unge, der har haft det svært, med at få den hjælp de har brug for. Hvis du gerne vil høre mere om, hvordan en bisidder kan hjælpe dig, så ring til os på 116111. Du kan også læse mere her: Bisidder fra BørneTelefonen

Du har allerede vist din evne til at søge hjælp, ved at skrive herind og det er den styrke og det mod, du skal bruge til at få talt med din mor eller en anden voksen. Du har brug for alt den hjælp og støtte du kan få. Det allervigtigste er, at du har et hjem, hvor du føler dig tryg og, at du bliver passet godt på.

De bedste tanker fra mig til dig

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat