Kære pige på 16 år.
Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du har valgt at skrive herind til BørneBrevkassen. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.
Du er rigtig god til, at give mig en forståelse for, hvordan du har det med at gå i skole for tiden. Du skriver, at du har svært ved at komme af sted om morgenen, og når du kommer af sted sker det, at du bliver siddende i bussen og kommer derfor ikke i skole. Jeg kan godt forstå, at det gør dig rigtig fortvivlet og ked af det, når du ikke kommer i skole. Jeg får indtrykket af, at du er en pige der virkelig gerne vil tage i skole, men der er noget der gør, at det faktisk bliver svært for dig at komme af sted. I brevet nævner du, at du intet forstår og at du er blevet dårlig til fagene. Jeg er sikker på, at du ved en masse ting, og kan en masse ting i skolen, men lige nu er der noget andet der fylder, og derfor kan det være svært for dig at se, hvor meget du egentlig kan.
Jeg bliver nysgerrig på, hvordan du tidligere har haft det med at gå i skole og hvad der mon har ændret sig? Tænker du går i 9. klasse og måske er begyndt at mærke et pres, i forhold til at skulle vælge hvad der skal ske efter skolen, mon du kender til disse tanker, eller er det noget helt andet? Disse tanker melder sig hos mange unge, måske ligger det i kortene at gymnasiet venter, men det er jo ikke eneste mulighed, har du mon tænkt over dette? Man kan føle et pres, der ind imellem kan være svært at tackle, især alene. Som du selv skriver, så fylder tankerne om fremtiden. Dette er helt naturligt. Tankerne forsvinder dog ikke ved at blive hjemme fra skolen. På et eller andet tidspunkt, vil lærerne tage kontakt til dig og din familie, for at høre, hvornår du mon er tilbage. Så tænker, selvom det er svært, det er en god ide at få taget hul på snakken med dine forældre, om hvordan det er at være dig lige nu.
Jeg tænker på hvordan du ellers har det i skolen, hvordan med veninder/venner? Måske du har en særlig god veninde/ven, som du kan dele dine tanker med? Ofte vil man opdage, at man ikke er alene med de tanker og følelser man går med og måske du kan lave en aftale med en veninde om, at I følges i skole om morgenen det næste stykke tid, så du ikke skal gå alene og I kan støtte hinanden, er der mon en du kan komme på, som kunne være en ide at spørge?
I dit brev skriver du også, at du er bange for, at de andre i klassen vil grine af dig, hvis du svarer forkert i timerne. Jeg bliver nysgerrig efter at høre, om du mon før har oplevet, at der er nogle der har grint af dig i klassen? Eller måske har du oplevet, at der er blevet grint af nogle andre? Jeg tænker, at det vil være en rigtig god idé, at du får fortalt en voksen om, hvordan du har det. Når der er noget man er rigtig ked af, kan det nemlig være svært at gå med alene. I skolen er det lærernes ansvar at sikre, at alle trives i klassen, det er ikke ok, at være bange for at blive grint af. Men det er ikke sikkert lærerne ved, hvordan du har det. Derfor kan det være en god ide at tage fat i den lærer du er mest tryg ved og fortælle, hvordan du har det, så læreren kan hjælpe, så du kan være mere tryg i skolen. Det kan også tænkes der er andre i klassen, der går og har det som dig, så måske en snak med en lærer kan være til stor hjælp for hele klassen. Hvilken lærer mon du ville vælge? Din klasselærer måske?
Du skriver, at du helst ikke vil have, at dine forældre får noget at vide, fordi du er bange for at skuffe dem. Jeg synes, det er ret vigtigt, at dine forældre ved hvordan du har det, så de kan være med til, at hjælpe dig. Det kunne også være en mulighed at skrive et brev til dine forældre i stedet. Nogle gange kan det være nemmere med et brev, end at skulle stå ansigt til ansigt, og snakke om det der er svært, hvad tænker du mon om den ide. Måske vil du opleve de i starten bliver vrede, men de fleste forældre vil altid deres børn det bedste, så tænker de rigtig gerne vil vide, hvordan du går og har det og støtte dig til at få det bedre. Det kræver mod at tage næste skridt, men du har udvist et stort mod og styrke ved at skrive til os, håber du vil bruge dette mod til at tage næste skridt, at få en snak med dine forældre.
Du skriver at du har taget 3 depressionstests der alle har vist ”svær depression”. En test kan selvfølgelig ikke med sikkerhed vise, om der er tale om en depression eller ej, men lige meget hvad, skal det tages alvorligt, hvilket du også gør. – og det er rigtig godt. Jeg synes, at det ville være en god idé, at snakke med din læge, om hvordan du har det. Lægen er uddannet til at hjælpe dig. Jeg kunne forestille mig, at det kan være svært at gøre alene, og derfor er det godt, hvis du kan snakke med dine forældre om det først. Hvis det er helt udelukket for dig at snakke med dine forældre, kunne en anden mulighed være, at fortælle din klasselærer hvordan du har det eller fortælle det til skolens sundhedsplejerske.
Jeg håber, at du kan se nogle muligheder i mit svar, så du har en idé om, hvad du kan gøre. Du er også altid velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, hvis du har lyst til at snakke med en af vores rådgivere. Dette er gratis og anonymt.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen
