Kære dig på 15 år,
Mange tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, hvis det er forvirrende at gå rundt og have det sådan: at man på den ene side elsker sine forældre meget højt, men at man på den anden side er uvenner med dem og irriteret på dem hele tiden. Det kan være hårdt at have det sådan, og man kan få rigtig dårlig samvittighed over, at man f.eks. bliver så hurtigt sur og skælder sine forældre ud. Nogle gange kan der være en rigtig god grund til det. Andre gange kan man måske godt se, at det ikke var helt rimeligt, man blev så vred.
Der kan være forskellige grunde til, man har det sådan. Mange har det, som du beskriver det, når de er i puberteten. Når man er i puberteten, sker der mange ting omkring en – og med en. Man kan have mange tanker om sig selv: hvem man er, hvordan man gerne vil være, man sammenligner sig med andre – og nogle gange vil man måske også gerne være lidt god til det hele. Mens alle de ting fylder i ens hoved, udvikler ens krop sig, og det kan tage tid at vende sig til alle de forandringer, man oplever.
Alle de tanker, man kan have omkring sig selv og sit liv, kan fylde så meget i ens hoved, at man ikke føler, man kan rumme mere. Man kan føle, at man skal leve op til en masse ting, og når man går og lægger så meget pres på sig selv, er det klart, at man nemt at blive frustreret og vred. Ikke nok med, at man skal kunne rumme alle tankerne, så hvirvler hormonerne også rundt i kroppen på en, og det betyder, at man kan have sværere ved at kontrollere sine følelser.
Med andre ord lyder det som om, du er helt normal. Men det er ikke ensbetydende med, at det så ikke kan være svært at gå rundt og have det sådan, og det er slet ikke rart, hvis du kommer til at føle, at dine forældre fortjener bedre. Jeg er nemlig sikker på, at dine forældre ikke ønsker sig andre end dig, og når man læser dit brev, er man slet ikke i tvivl om, hvor højt du elsker dine forældre.
Men måske kunne det være rart for både dig og dine forældre, at I fik talt om det hele? Når man har fundet en god måde at snakke om tingene på, bliver det ofte lettere at forstå hinanden, og man kan måske endda hjælpe hinanden med ikke at komme ud i de situationer, hvor man bliver rigtig ked af det eller vred.
Måske snakker I allerede lidt om det? F.eks. hvis I har været uvenner? Nogle gange kan det være godt, at man også har snakket om tingene, før man bliver vred og ked af det. Måske kan du tage en snak med dine forældre – måske bare med din mor – på et tidspunkt, hvor I ikke er uvenner? Det kan være, at du har mod på at fortælle hende, at du ikke føler, at du ”er god ved dem”, når du bliver vred, og at det er nogle tanker, der fylder rigtig meget hos dig, og som gør dig ked af det? Måske kan I snakke om, om der er nogle særlige situationer, der gør dig ked af det eller vred? Det kan være, nogle af situationerne kan undgås?
Jeg tænker også, at det måske kunne være godt, hvis I kan få snakket lidt om, hvordan det går med din mor? Det kan være svært, når en forælder er syg, og det er din mor lige nu. Hvis man ikke ved så meget om det eller ikke ved, hvad man skal gøre, kan det måske også være med til at gøre en helt forvirret og vred – fordi man måske føler sig lidt magtesløs.
Hvis du synes, det er svært at starte en samtale eller hvis du ikke føler, du kan få sagt alt det, du gerne vil sige, kan det være, du har lyst til at vise hende det brev, du har skrevet herind til Brevkassen – sammen med mit svar? Det kan også være, du har lyst til at skrive et helt nyt brev? Det kan sommetider være lidt lettere at ”sige noget” på den måde.
Jeg håber og tror på, at du kan få talt med dine forældre, så du ikke skal gå rundt og føle, at du gør noget forkert, ikke er ”god nok” eller ”rigtig”, for det er du! Når man er i din alder, skal man ”bare” bruge noget tid på at finde ud af det hele og sig selv, og det kan være ret overvældende. Der er ikke noget at sige til, at man kommer til at snerre eller blive lidt hurtigt vred engang imellem.
De kærligste hilsner
BørneTelefonen
