Kære pige på 17 år,
Det er godt du skriver, når du kan mærke, at du har brug for at noget skal være anderledes. Jeg kan godt forstå, at du har brug for at få talt mere om det, der fylder hos dig.
Nogle gange kan man føle, at alt ser helt sort ud, og hverdagen kan føles virkelig tung.
Hvis man så heller ikke føler, man har nogen, man kan snakke med, kan det hele føles endnu sværere. Måske føler man også, at man er helt alene med sine følelser og tanker – at ingen vil kunne forstå én.
Men selvom man har det sådan, er det alligevel vigtigt, at man prøver at tale med nogen om det. Også selvom det kan være svært.
Det er ikke altid, det hjælper, første gang man taler med nogen. Nogle gange kræver det, at man fortæller noget flere gange – og måske er man nødt til at fortælle det, man har det svært med, til en helt anden.
Det er virkelig stærkt, at du har prøvet at tale med din familie. Jeg ved, at det kræver rigtig meget, for det kan være så svært at fortælle andre om, hvordan man har det.
Det lyder bare som om, din familie ikke helt har forstået, at du stadig har det svært – eller måske har de slet ikke forstået, hvor svært, du faktisk har det? Det kan også være, de ikke ved, hvordan de kan hjælpe? Måske det er derfor I ender med at skændes? Jeg ved det ikke, men tænker, at det kan være en mulighed.
Selvom du og din mor skændes meget, tror du så, at du alligevel ville kunne snakke med hende om det? Eller tror du ikke, hun vil kunne forstå dig og være i stand til at hjælpe?
Hvis du har lyst til at prøve at snakke med din mor eller far igen, kunne du måske fortælle, at det er vigtigt, at de tager dét, du siger, alvorligt, for du går og kæmper med nogle rigtig svære ting: du har det svært og føler ikke, du kan klare mere. Og så kunne du også sige, at din OCD fylder rigtig meget og gør det hele svært for dig (hvis det altså er sådan, du har det).
Selvom det kan være svært at sige, er det også vigtigt, at dine forældre ved, at du har brug for hjælp til at få det bedre. Du har nemlig ret til at få hjælp og til at have det godt.
Det er altid en god idé at starte med at gå til lægen og fortælle, hvordan man har det. Måske vil det være rart, hvis din mor eller far tog med dig?
Det kan være, at du før har fået hjælp af en psykolog – og måske tænker du, at du ikke “burde” have brug for at gå til psykolog igen? Men det er slet ikke underligt, at man har brug for at snakke med en psykolog flere gange i løbet af livet. Og en psykolog vil måske være rigtig god at snakke med – også i forhold til din OCD, som er svært at håndtere?
Din læge vil kunne henvise dig til en psykolog, der ved noget om lige præcis dét, du har brug for at snakke om.
Hvis du ikke synes, du kan snakke med din familie om, hvordan du har det, kan det være, at der er en anden voksen tæt på dig, du vil kunne snakke med? F.eks. en lærer?
Hvis ikke du har mod på dette at tale med nogen tæt på dig om det igen, må du også meget gerne SMS’e eller ringe til os på 116 111. Så vil vi gerne snakke mere med dig om, hvad du ellers kan gøre for at få det bedre.
De bedste hilsner
BørneTelefonen