Brev

Trans og fremtiden

Hej bb

Jeg er en 17-årig trans dreng.

Situationen jeg står i, er mig ikke omtalt i mit velkendte LGBT miljø. Derfor spørger jer til råd, som mange gange før når himlen falder ned og alt at svært, men jeg ingen lyttende og forstående øre har.

Jeg har siden jeg var lille følt mig som mere end blot drenget.

Jeg har med tiden konkluderet, at jeg føler mig som en dreng, der er nemlig ikke der det volder mig problemer.

Snarre at jeg rigtig gerne vil starte i kønsterapi for muligheden af kønsskifte, hormoner og operationer.

Dette giver mig glæde indeni blot ved tanken om at opnå mit sande jeg.

Men dette er sammentidig skræmmende og udfordrende.

Jeg er særligt nervøs for at miste min familie, som både støtter mig op finansielt og følelsesmæssigt.

Al den kærlighed, jeg vil miste fra dem, og al den hårde tid jeg må gå igennem uden deres støtte.

Mange siger at de nok skal acceptere det, og det tager dem lige så lang tid som det tog mig hvis ikke længere. Men hvad med dem (os) hvor det ikke er tilfældet.

Jeg føler næsten dette med sikkerhed er min situation.

Havde benyttet lang tid med at fortrolige mig til mine ældre søstre. De forstod og accepterede det nogenlunde. De var dog tvivlende og spurgte meget om jeg var sikker.

Men min tillid blev taget for givet.

Min mor ringede dagen efter, blot for at fortælle mig, at jeg “aldrig” var drenget som lille, at hvis jeg kunne lide at onanere og følelsen af det skal jeg ikke skifte køn, for alt det går tabt. Jeg fik st vide at hvis jeg tænkte på, kønsskifte burde jeg kraftigt overveje om jeg var blevet overgrebet seksuelt og aldrig sagt noget. Og hvis jeg får en tissemand for jeg den ikke op at stritte.

Hun blev ved med at køre på, og jeg brød fuldstændig sammen da hun lagde på.

Derfor er jeg stærkt troende på, at jeg står uden familie ved kønsskifte.

Dette har jeg overvejet nøje.

Da jeg har mulighed ved at gå til kommunen hvis jeg bliver smidt ud, men hvordan ville situationen forholde sig når jeg om ingen tid bliver 18?

Derimod vil jeg gerne sikre mig økonomisk, både da kønsskifte ville koste på den længere bane, men også med gymnasium og udgifter ved siden af.

Dette kræver et arbejde, hvilket jeg allerede har.

Jeg er bare usikker på mit rettigheder til at beholde mit job hvis jeg springer ud.

Jeg er usikker på nye jobmuligheder der er sikre for en transkønnet.

Jeg spørger derfor jer til vejledning, da jeg ikke selv kan finde information om dette.

Med dette opsøger jeg også råd om, hvordan man på bedstevis kan informere folk, der har kendt en i længere tid om sin kønsidentitet.

Ved i forresten om der er nogle transinformerende klubber eller grupper for unge transpersoner?

Mvh den usikre trans dreng, der nøje gennemtænker sin situation.

Dreng, 17 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 17 år

Mange tak for dit brev.
Det er aldrig nemt når ens familie ikke forstår en. Ikke ser en som den man ser sig selv som og det menneske man gerne vil opfattes som. Nære, kærlige relationer er vigtige for os som mennekser for at vi kan være til og udvikle os til den, som vi gerne vil være. Så jeg forstår udemærket din frygt for at miste dem du holder af.

Du føler dig som dreng. Så det er din oplevelse af dig selv og dine følelser du skal have udgangspunkt i. For det er dig der skal leve med dig selv resten af dit liv. Det er også godt at tage hensyn til andre. Men når det kommer til så store grundlæggende ting som hvem man er inderst inde, i dit tilfælde at du oplever dig som en dreng, så tror jeg på, at man får et bedre liv hvis man lever derefter. Der er nogle ting der vil være svære i starten og på vejen. Men på den lange bane er det godt givet ud. Det kan hjælpe en at tænke sådan, når der er mange forhindringer på vejen.

En af forhindringerne lyder til at kunne være din mor. Jeg kan godt forstå at samtale med din mor gjorde dig ked af det. Og måske gør, at du ikke har lyst til at tale med hende igen. Men måske var hun overrasket og havde ikke den rette viden om de ting, som hun sagde til dig. Jeg ved ikke om det rette er at forsøge igen eller afvente og se hvad hun gør. Det kan du se hvad der føles rigtigt for dig.

Jeg synes det giver god mening at du gerne vil starte i kønsterapi. Det synes jeg du skal sætte dig for at finde ud af hvornår du kan starte. Det kan du tale med din læge om. Hvis din nuværende læge ikke føles ok at snakke med, har du mulighed for at skifte læge. At komme i kønsterapi kunne måske være en indgang til, hvordan du taler med din familie. Tal med dem om at du gerne vil starte i terapi. Måske kan du se om du kan sætte nogle ord på, hvad dine tanker er omkring at gå i terapi og om der er noget, du ønsker at få ud af det. Når du taler med din familie om, at du ønsker at gå i terapi, kan det være en ny vej ind til at tale om alle dine tanker og følelser.

Du kan ikke blive sagt op på grund af kønskifte eller du springer ud. Hvis din arbejdsplads er glad for dig og din arbejdsindsats, så ser jeg ingen grund til de skulle sige dig op Hvis de siger siger dig op, så er det en god sikkerhed at have en tillidsmand/kvinde på din arbejdsplads, som kan bakke op om dig og dine rettigheder. Måske du endda bliver bedre til dit job, fordi du er gladere, i det du har taget et godt valg for dig og fået kønsskifte. Glade medarbejdere er et plus for alle arbejdspladser.

Prøv at tjekke http://lgbt.dk/om-os/lgbt-ungdom/ De har rådgivning, som jeg tænker vil være brugbar for dig i din situation. Både mht. arbejde, men også dine tanker og bekymringer omkring kønsskifte - og din familie og venners syn på det.

Jeg tænker, du skal tale med din kommune om hvordan din situation ændrer sig, når du bliver 18 år. Og hvis du skal bo for dig selv. Der er mange ting, der er vigtige at vide omkring den situation. Hvis du er studerende har du ret til SU og der er også andre ting i det, som det vil være rigtig godt, at du taler med din sagsbehandler på kommunen om (alle har en sagsbehandler ud fra deres cpr.nr). Så det ville være godt, at du ringer til din kommune og beder om at snakke med din sagsbehandler. Din sagsbehandler kan fortælle dig meget mere præscist, hvordan det vil være muligt og på hvilken måde, at kommunen kan hjælpe dig. Det kan fx være at anvise dig en bolig, hvis det bliver aktuelt eller måske er der studieboliger på gymnasiet? De ved det meget mere præcist i kommunen og studievejlederen på gymnasiet.

Jeg håber, du har mod på at tage kontakt med studievejlederen og især din sagsbehandler i din kommune, så du kan høre om dine muligheder for hjælp og støtte.

Kærlig hilsen

BørneTelefonen