Træt af det hele
Obs: Indholdet er redigeret af hensyn til afsenderens anonymitet.
Hej.
Jeg er en dreng på 15 år. Jeg har igennem en længere periode begyndt at føle mig mere og mere tom inde i. Det startede i starten af skoleåret i 8 klasse på en skoletur til udlandet. Eller kort efter den rettere sagt. Min mor havde fået konstateret brystkræft og skulle i kemo indtil jul.
Det havde taget hårdt på min energi og overall humør. Nå men ja det startede i bussen hjem fra skoleturen hvor en dreng fortalte mig om hans deprission som han havde. Det fik mig lidt til at tænke og jeg opdagede at det meste af det kunne jeg relatere til, som om det låste en ny følelse op.
Så skete der ikke så meget det efterår. Min mor blev trættere og trættere og det samme gjorde jeg. Måske skulle jeg fortælle at jeg også er pænt tynd og rimelig lav, 1,72. Vi har en lille gruppe som blev dannet under skoleturen. Den har vi haft meget bøvl med eftersom lærene ikke mente at grupper hørte til her. Ja så vi fik en nærmest rebelsk attitude.
Måske burde jeg korte lidt ned til det realle problem men dette var bare lidt for historie.
Ja jeg sagde jo jeg var lav og lille og det laver mine venner en del sjov med. Men det gør vi alle jo, altså laver sjov med andre. Men det har på en måde begyndt at tage lidt på mit overall selværd.
Det har også sat nogle tanker igang og efter min mors kræft forløb var jeg mentalt ødelagt. Der skulle sgu ikke meget til før det hele begyndte at tippe, og jeg blev mere træt og tom hverdag. Det endte i en deprission.
I må endelig ikke tro at det er pga at nogen kaldte mig lille. Jeg er bange for at vis jeg siger det til nogen tror de at det er derfor.
Nå men keg endte i den satans deprission. Jeg begyndte en lidt alternativ selvharm, nemelig med gift. Det var der ingen der kunne se jo. Jeg har altid været dårlig til at snakke om mig selv så ingen måtte vide om det her. Samtidig havde mine venner andre problemer og jeg har altid været den man kom hen til vis man ville snakke om noget. Men når man skal forholde sig til alverdens små og store ting glemmer man lidt sig selv. Så jeg kom længere i deprission. Så blev det lidt bedere.
Jeg er aldrig kommer ud af den men det hjalp lidt i en periode. Så begyndte shit at ske igen og jeg kom længere ned i den igen. Jeg begyndte alt’ selfharm og trætheden kom igen. Så begyndte min ven på et eller andet drama om at jeg ikke tog intiativ nok når det kom til at være sammen uden for skolen, og om at jeg aldrig var det for ham. ja det kunne have noget at min mor har haft fucking kræft som han udemærket ved. Måske at jeg har været i deprission og har prøvet st dræbe mig selv.
Og det der med at jeg aldrig var der for ham, jeg kom praktisk talt i dyb deprission for ham. Nå men det var ikke meningen at det skulle komme ind på dette. Det var bare en detalje.
Egentlig mit spørgsmål er hvad fanden skal jeg gøre. Jeg ved ikke om i forstår mit problem siden er dårlig til at formulere mig selv. Jeg vil ikke snakke med nogen om det, det skal ikke ske. Grunden til at jeg skriver var at jeg skulle egentlig til at prøve selvmord igen. Jeg gider ikke at være så træt mere. Så ked af det og så meningsløs.
Hjælp mig…
Selvmordstanker Andre der hjælper
Angst og depression – gratis psykolghjælp
Trin for trin Byg et brev
Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.