Kære du
Tak for dit brev. Det lyder som om, der er rigtig mange tanker, der kører rundt. Derfor synes jeg det er rigtig godt, at du har skrevet brevet. Nu kan andre også læse dit brev og måske få nogle ideer til, hvad de kan gøre, hvis de føler de står i samme situation, som du gør. Så tak for det.
Du virker på mig som en pige, der tænker meget over tingene og kan se det der sker på flere forskellige måder. Du skriver fx at forældre jo er træls og dominerende og skal bestemme. Du skriver også, at du føler, at din far hader dig. Når du skriver det på den måde fortæller det mig, at du også tænker at det kan ses på en anden måde, selv om du synes det er svært – at din far fx ikke hader dig. Jeg synes det er mega flot af dig, at du kan se tingene på flere forskellige måder – også når det presser dig. Det er en god egenskab, som jeg tror kan hjælpe dig.
Du spørger, hvordan du kan få sagt til din far, at du gerne vil flytte skole, hvordan du skal starte samtalen og hvordan du skal få ham overtalt. Det vil jeg rigtig gerne hjælpe dig med. Jeg vil prøve at give dig nogle forskellige ideer, som jeg håber du kan bruge.
Du skriver, at du har sociale problemer i skolen uden at du egentlig er blevet mobbet, men at du ikke har det godt med de andre piger og drenge. Du fortæller også, at du gerne vil bo hos din mor, men at det ikke er muligt pga. skole. Jeg er usikker på, om du kan flytte hen til din mor, hvis du flytter skole og om det også er en del af din plan? Eller om din plan er at flytte skole og blive boende hos din far?
I dit brev kan jeg læse, at du oplever, at din bror er mønsterelev og at det er ham, din far lytter mest til og spørger mest til. Det skal vi tænke på, når vi skal finde ud af, hvordan du bedst får talt med din far. Jeg tror det er vigtigt, at du taler med din far uden din storebror er til stede. Du skriver, at det er når I spiser, der ikke bliver lyttet til dig. Derfor vil det måske være en god idé, at du taler med din far et andet sted end ved spisebordet. Har du mon dit eget værelse? Hvis du har det, kunne du måske spørge din far, om I kan snakke sammen på dit værelse? Måske vil det også være en god idé, at I har aftalt på forhånd, hvornår I gør det. Du kan fx sige til ham: "Far, der er noget jeg gerne vil tale med dig om alene. Kan vi tale sammen i aften på mit værelse?" På den måde får du vist ham, at det er vigtigt for dig, at du får hans fulde opmærksomhed og at det bliver et sted, hvor der kun er jer to.
Når du taler med din far, tror jeg det er vigtigt, at han får nogle konkrete eksempler på, hvordan det er i skolen og hvad du håber der kan blive bedre og anderledes ved at skifte skole. Måske kan du fortælle ham, om nogle ting du oplever i skolen som gør, at du ikke føler dig godt tilpas? Kan du måske give ham nogle eksempler på, hvad der sker i klassen, når pigerne lyver og der er konflikter? Og hvad det gør ved dig, når det sker? Måske vil du også kunne fortælle ham, hvordan du ville have det med skolen, hvis det var anderledes? Du skriver, at du nu fortæller ham, at det går skidt i skolen når han spørger. Hvad er det, du gerne vil kunne fortælle ham om din dag, hvis du kommer på en anden skole og du har det bedre?
Du spørger, hvordan du kan få din far overtalt. Det kan være svært at svare på, fordi jeg ikke kender din far og ikke ved, hvad der har betydning for ham. Mit bedste forslag er, at du gør det tydeligt for ham, hvad det gør ved din trivsel, at du går i en skole, hvor du ikke kan lide at være. Forældre har det ofte svært ved at se, at deres børn ikke trives, men nogle gange har de brug for nogle ideer til, hvad de kan gøre for at deres børn kommer til at trives. At man trives godt har også meget stor betydning for, at man kan lære og tage ny viden til sig. Måske kan det være et argument, at konflikterne fylder meget i den klasse du er i nu, og forstyrrer din sociale trivsel og den faglige læring. Måske kan du fortælle ham, at det vil være godt for dig, hvis du kan skifte skole før 9. klasse? Hvis du skifter nu mens du går i 8. kl. kan du nå at vænne dig til en ny klasse og en ny skole inden du begynder i 9. kl. Måske er det også et argument, der betyder noget for ham?
Jeg er i tvivl om, hvordan forholdet til din mor er? Ville du kunne tale med hende om, hvordan du har det i skolen og hjemme hos din far? Det kan være, du allerede har gjort det? Måske vil din mor også kunne give dig nogle ideer til, hvordan du bedst får talt med din far? Jeg tænker også på, hvordan forholdet mellem din mor og far er? Hvis de taler godt sammen, kan I måske alle tre tale sammen om din lyst til at skifte skole. Mon det ville være en idé?
Jeg har nu givet dig nogle ideer til, hvordan du selv kan komme til at tale med din far og at din mor måske også kan være med i snakken med din far. Selv om du har fået nogle ideer, kan det godt være svært at finde ud af, hvordan man kommer videre. Hvis du har lyst kan du ringe til BørneTelefonen på 116111. Der kan du få vendt dine tanker igen og få mere hjælp til, hvordan du griber det an.
Det kan jo også være, at din far holder fast i, at du ikke må skifte skole før 9. klasse. Hvis det bliver sådan, har du måske brug for at få nogle ideer til, hvordan dit forhold til din far kan blive bedre? Du er altid velkommen til at skrive igen eller du kan ringe, hvis du har brug for at få ideer til, hvordan du tackler det.
Jeg håber, du har mod på at gøre noget, så din situation kan blive anderledes. Jeg vil ønske dig rigtig meget held og lykke med det.
De bedste tanker fra BørneTelefonen