Tikkende bombe

Hej BB (børnebrevkassen).

Grunden til at jeg skriver til jer er fordi jeg har fået nok af alt. Nok af min lorte far. Nok af skolen. Nok af mit liv. Den eneste jeg ikke har fået nok af og aldrig for nok af er min mor. Jeg elsker hende. Jeg har ikke engang lyst til at kalde ham far mere. Han ødelægger mit liv.

Vi flyttede for ca. 5 år siden. det var der det hele startede… Eller der jeg begyndte at opfatte det.

Jeg var ca. 10 år og jeg sad i en af vores stole derhjemme. Min mors telefon lå til opladning lige ved siden af. Jeg kunne høre den bippede og så at det var min `far´. Jeg gik ind på hendes beskeder og læste de sidste hun havde skrevet med ham.

Ordene hænger som tunge brosten i mit hoved, selvom jeg ikke kan huske det helt ordkorrekt, kan jeg huske at det var noget med idiot og en masse grimme, klamme ord jeg slet ikke tør at tænke på. Men jeg ved at han stadig skriver disse beskeder til hende, men hun vil selvfølgelig ikke udsætte mig for sådan noget. Hun ved ikke at jeg har læst dem.

Jeg kan slet ikke beskrive, hvor ynkelig, klam, dum, upædagogisk og uopdragen han er. Jeg kan ikke klare ham. F.eks. så siger han 24/7 at vi skal rydde op og gøre rent. Jeg har (altid) haft et forholdsvis rent værelse, men her pt. roder jeg med vilje bare for at få ham op i det røde felt fordi jeg ikke gider at adlyde hans ordre.

Han tror selv at han er så perfekt og at han gør alting rigtigt. Han skylder altid skylden på min mor og siger til os børn at vores mor opføre sig forfærdelig, men det er ham.

Her forleden havde han inviteret mig med på en rejse med hans arbejde. I starten var jeg bange for at tage med og turde ikke rigtig at sige ja. Det var en helt uforglemmelig tur og det var den bedste uge med min far nogensinde. Det føltes som om jeg var helt lille igen. Dengang han legede med mig og vi grinede sammen. Dengang verden var perfekt. Men det stoppede brat da vi kom hjem.

Men selv da jeg var lille var han dum. Dengang vidste jeg det bare ikke. Jeg kan tydeligt huske da jeg sad oppe på køkkenbordet og jeg bare hørte ham hakke ned på min mor. Han fortjener slet ikke sådan en kone. Hun er en million gange bedre end ham.

Jeg kan også huske de utallige gange jeg har stået på trappen og overhørt deres samtaler. Men jeg græd aldrig. Jeg var alt for ked af det til at græde. Jeg frygtede tit at de skulle skilles, men lige nu er det mit største ønske. Jeg har indset at det eneste han gør er at ødelægge min ellers så vidunderlige familie og mig.

Når han er blevet sat lidt på plads af min mor bliver han sur fordi han ikke kan se sig selv i spejlet og ikke kan se de fejl han har begået, så går han ud i byen og drikker. Vi har ikke specielt mange penge mere. Og her for et par dage siden havde han drukket for over 1500 kroner. Så kommer han hjem om natten og larmer.

Hvis jeg så i det mindste kunne tale med ham om det ville det være noget, men han kan ikke se sine egne fejl eller så gider han ikke at se dem.

Selv min bedste veninde som jeg ellers fortæller alt ved ikke det med min far. Jeg kan ikke sætte hende ind i hvordan det er. Der er ikke nogen som helst i den her fortabte verden, der ved noget som helst om hvor meget jeg ikke kan udstå ham, og hvor dum han er.

Når vi har gæster eller er på besøg hos nogen fremstår vi som en lykkelig familie og det tror alle også at vi er. Der er ingen af vores venner, der kender rigtigt til, hvordan hans sande jeg er.

Han nedgøre mig også. Han sammenligner mig med andre børn og siger til mig, hvorfor jeg ikke bare kunne være ligesom dem. Nu er jeg begyndt at stritte imod og han gør akkurat de samme ved mig som han gør ved min mor.

I går beskyldte han min mor for ikke at lave og bidrage med noget. (Det er hende, der gør alt herhjemme). Jeg gad ikke finde mig i det så jeg begyndte at svare ham igen og jeg fik kastet ord som rejekælling i hovedet.

Min mor har sagt flere gange til mig at jeg ikke skal diskutere med ham, og at hun nok skal klare det. Jeg skal på udveksling næste år og er blevet godkendt osv. Han har truet med at han vil sørge for at jeg ikke kommer af sted. Det er mit største ønske at komme på udveksling og han er bare ligeglad. Jeg tror ikke han kan finde på at aflyse det, men alligevel er jeg ikke helt sikker.

Det lyder voldsomt, men jeg græder mig selv i søvn hver aften. Og så kommer jeg til at tænke på alle de børn, der har det meget værre end mig og så græder jeg bare endnu mere.

Jeg hader mig selv for ikke, at være lige så stærk som min mor. Hun er den bedste på jorden og den stærkeste person jeg kender. Når mine søskende græder af at mine forældre skændes er jeg dsv. ikke stærk nok til at bære deres følelser og mine egne på en og samme tid.

Lyden af mine søskendes tårer piner mig ubeskrivelig meget. Jeg vil ønske at de kunne komme til mig og jeg kunne holde om dem og trøste dem. De forstår ikke helt hvad der sker men det er jeg også glad for.

Jeg er glad for at jeg kan skrive til Jer. Jeg har i lang tid gået og overvejet om jeg skulle gøre det. Flere år faktisk. Det er ikke fordi jeg ikke har nogen at snakke med, min mor og jeg har brugt utallige timer på at snakke om alt muligt.

Jeg kan bare ikke klare alle de ting, der sker lige nu – alle de krav, der er til skole, krop, og værst af alt, at jeg hele tiden skal gå og lade som om jeg har det godt når jeg allermest har lyst til at tude.

Jeg forstår godt, hvis I vælger ikke at svare på mit brev. Der er så mange andre, der har det meget værre end jeg. Jeg får det helt dårligt af at sidde og tænke på, hvor godt jeg har det i forhold til alle mulige andre. At jeg kan finde på at skrive til jer om sådan et lille problem i forhold til andres problemer.