Kære du,
Øv, det lyder som om dine forældre har rigtig travlt.. Der er mange voksne, som i perioder, kan have meget arbejde eller travlt med noget andet, men så skulle der gerne komme en periode, hvor man kan slappe lidt af og være sammen med familie og venner.
Men det lyder lidt på dit brev som om, at dine forældre meget ofte har travlt og ikke rigtig når til de perioder, hvor der er tid til mere hygge og hjemmeliv.. (er det rigtigt forstået?)
Jeg tænker lidt om det mon er deres arbejde, der tager alt deres tid, eller om de også har forskellige interesser, som der kræver meget af deres tid? Det kan også være forskelligt fra arbejde til arbejde om man har et fast skema med mødetider eller om man er sin egen chef og bare skal arbejde, til man bliver færdig.. Men egentlig er det måske heller ikke så vigtigt, hvorfor de har travlt, det vigtigste er jo, at de har en datter, som går og savner sine forældre!
Jeg tænker lidt på følelsen af at føle sig meget tæt på nogen og samtidig meget langt fra hinanden. For når man er i familie sammen og måske især forældre / barn, så kan vi måske have en tendens til bare at tro, at så er man selvfølgelig tætte og meget sammen. Men i dit brev, synes jeg, du beskriver en lille familie, som måske ikke er så tætte og hvor et af familiemedlemmerne, faktisk går og er ked af, at de andre ikke har tid.. Og det kan jeg godt forstå, at du synes er et problem.
Kender du udtrykket ”at føle sig ensom sammen”? Det betyder, at selvom man er to eller flere sammen, så kan man godt føle sig ensom, fordi man måske ikke er så gode til at se hinanden eller at tale sammen.. Jeg tænker ikke dig som ensom, men som én, som godt kunne tænke sig noget andet og mere af de mennesker, som du er sammen med.. Tænker du også det?
Måske har du allerede prøvet på forskellige måder at fortælle og vise dine forældre, at du ren faktisk savner at være sammen med dem og godt kunne tænke dig, at de brugte mere af deres tid sammen med dig? Men måske kan vi også give dig nogle idéer..
Jeg tænker, at der er flere måder, du kan forsøge at få dine forældres opmærksomhed på, så I kan få talt sammen om hvad dine og deres ønsker for jeres familieliv er. For når man er 11 år, som du, tænker jeg at det er fint, at man også har lyst til at sige og vise, hvad man godt kunne tænke sig i sit familieliv. Det er ikke sikkert at alt kan gå i opfyldelse, men det at få det sagt og blive lyttet til kan også betyde rigtig meget.
Måske er du mest til bare at sige til dem en dag, hvor I for eksempel spiser sammen eller kører i bil sammen, at ”der er noget du har tænkt meget over og som du gerne vil tale med dem om, så det vil være rart at I kan aftale et tidspunkt hvor I sætter jer ned sammen.” (Eller noget lignende, så det bliver dine egne ord..)
Det kan også være, du synes, det er nemmere at skrive et brev til dem, hvor du fortæller, hvordan du har det og at du har brug for, at I finder tid til at tale sammen om det. Måske har du lyst til at skrive en invitation til familieråd, hvor I skal tale om jeres families fremtid.. Det er måske sagt med et smil, men du mener det stadigvæk alvorligt.. Kan du følge mig i de forslag?
Når I forhåbentlig får fundet et tidspunkt, hvor I kan tale sammen, kan det måske være en idé, at du foreslår, at I har hver jeres søndag eller en anden dag som passer ind i familien, hvor I skiftes til at skulle planlægge en hyggelig tur eller aktivitet for jer alle tre. Det kan fx være at spille spil og drikke varm kakao, en skovtur eller noget helt tredje, som I synes er en rar måde at være sammen på. Tror du det ville kunne fungere? For nogen gange kan det være nemmere at finde tid til at være sammen, hvis man aftaler nogle bestemte tidspunkter i stedet for at man går og venter på at det passer alle tre, for så er der måske en af jer som lige skal noget..
Men måske vil det også være vigtigt, at få sagt til dine forældre, at det ikke kun handler om at lave heldagsture og aktiviteter, men også at huske de små ting i dagligdagen. Huske at spørge til hinandens dag, vise interesse for hinanden og at de måske kunne prioritere lidt højere at tale med dig, når der er noget du har på hjertet..
Nu har jeg foreslået en del forskellige måder, at komme i snak med dine forældre på. Hvis ikke du synes, du kan få spurgt på egen hånd, kunne du måske bede en af dine bedsteforældre (hvis du har nogen) om at hjælpe dig med at få fortalt dine forældre, hvordan du har det - det kan somme tider være en god støtte...
Har du brug for at tale med en voksen om det, som ikke kender dig, er du meget velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111.
Til sidst får jeg lyst til at sige, at jeg synes dine forældre er rigtig heldige at have en pige som dig, der bare rigtig gerne vil være sammen med sine forældre og som selv beder om hjælp til at det skal lykkedes! Jeg håber, at de også selv kan se, hvor heldige de er med en datter som dig!
Bedste hilsner fra
BørneBrevkassen
