Brev

Svigt?

Kære Børnebrevkasse

Jeg er en pige på fjorten år, og jeg har haft det ret svært for tiden.

Jeg har oplevet meget skyldfølelse, og jeg har konstant haft brug for at “skrifte” til mine forældre.

Det har både været større ting, som at jeg havde en kæreste som de ikke kendte til, eller mindre ting, som at tage slik uden at spørge.

Det har været virkelig svært for mig, fordi jeg selv mener at der er nogle af disse ting der er dybt åndssvage, og egentlig ikke af en sådan betydning at jeg burde fortælle det til mine forældre.

Men det har jeg altså, og vi har haft mange snakke om hvordan vi i min familie ikke lyver for hinanden, men “spiller med åbne kort”.

Jeg holder utrolig meget af min familie, og det er netop derfor det her går mig så meget på:

Jeg ved at min 17 årige søster flere gange har drukket, også hos folk hun ikke kendte. (Da hun drak hos nogen hun ikke kendte undlod hun dog at blive fuld, og havde en aftale med sine veninder om at hun skulle skrive hvert kvarter, og hvis hun ikke gjorde skulle de ringe.)

Hun spurgte mig også engang om det ville være ok, hvis hun tog en fyr med hjem, da mine forældre ikke var hjemme, og min veninde var på besøg. Det sagde jeg ja til, i den viden at de ikke havde sex eller sådan noget.

Jeg føler mig meget skyldig over at vide de her ting, for jeg ved for det første at mine forældre nok ville have at jeg fortalte dem det, og for det andet fordi jeg var med til at sige ja til at ham drengen kunne komme med hjem.

Jeg har lyst tilst sige det til mine forældre, fordi jeg tror at jeg ville få det bedre af det. Jeg har snakket med min søster om det, og hun har fået mig til at love at jeg ikke vil sige noget.

Jeg synes jo også at det er vigtigt at hende og jeg kan stole på hinanden, og det betyder virkelig meget for mig at hun føler at vi kan tale sammen.

Jeg synes på en måde det er egoistisk af mig, at jeg vil sige det til mine forældre, for et eller andet sted har det ikke rigtig noget med hende at gøre.

Jeg ved at hun ikke drikker sig så fuld at hun ligger og kaster op et eller andet sted, og jeg synes hun har godt styr på det, selv når hun gør ting hun ikke må.

Jeg vil bare også gerne være ærlig over for mine forældre, og det føler jeg ikke jeg er nu. Jeg vil rigtig gerne have at de alle sammen føler at de kan stole på mig, men det kan jeg ikke se hvordan jeg kan sørge for.

Håber I kan hjælpe mig

Mvh. Pigen

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år,

Det er bare et rigtig godt brev, du har skrevet. Jeg er helt sikker på, mange kan genkende noget af det, du skriver.

Når man er i din alder, kan man godt have et stort behov for at fortælle sine forældre alting hele tiden – for på en eller anden måde lige at tjekke med dem, om det, man har gjort, tænker eller føler, er OK. Og måske også fordi, man ikke har lyst til at gå med noget helt alene. Når man går med noget alene, kan det vokse sig ret stort i ens hoved – og så kan det føles helt befriende at dele det med nogen. Tit synes andre slet ikke, det er så slemt, som man måske troede.

Jeg kan godt forstå, du ikke bryder dig om, at du skal ’holde på hemmeligheder’ for din søster. Derfor tænker jeg, om du ville have lyst til at bede hende om ikke at fortælle dig hemmeligheder i øjeblikket, fordi du har lidt svært ved at gå rundt med den slags alene lige nu. Du kan f.eks. fortælle hende, at du er bekymret for, der kan ske hende noget med hende – og at du så er bange for, at du vidste, hvad hun gjorde eller hvor hun var, men ikke sagde det til dine forældre.

Det lyder nemlig helt rigtigt, når du skriver, at det jo faktisk ikke har så meget med din søster at gøre: Det virker som om, hun prøver at passe på sig selv. Man kan godt komme til at føle, at man på en måde er lidt ’medskyldig’, hvis man ved, ens søster gør noget, ens forældre ikke vil have. Men det er slet ikke din skyld eller dit ansvar, når din søster gør noget, hun ikke må.

Hvis du ikke har lyst til at tale med din søster, er du meget velkommen til at ringe eller SMS’e herind til BørneTelefonen og få en snak om, hvad du ellers kan gøre. Det kan også være, at det letter rigtig meget bare at tale med nogen om det, du ved om din søster. Vores nummer er 116 111, og det er gratis at ringe. Du er også meget velkommen til at skrive til os på Chatten, hvis du har mere lyst til det.

Du er meget omsordsfuld, og jeg er sikker på, din søster er rigtig glad for at have dig som søster – og mon ikke, hun godt kan forstå, hvis du ikke har lyst til at holde hemmeligheder for dine forældre.

De kærligste hilsner
BørneTelefonen
 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat