Svært i familien

Kære snart 15-årige pige.

Tak for dit brev. Jeg synes, det er rigtig godt, at du har valgt at skrive herind, når du oplever at være udmattet og har brug for hjælp til at komme videre.

Jeg synes, du er god til at beskrive hvordan du har det og hvordan alt det derhjemme påvirker dig. Og jeg vil rigtig gerne give dig nogle idéer, du kan overveje. Det er ikke rart at gå rundt og føle, at man er anderledes end de andre i familien. For så kan man nemlig godt komme til at føle, at man er forkert. Har du tænkt sådan?

Hvis du har, skal du vide, at der slet ikke er noget forkert hos dig. Det er en rigtig god egenskab at turde sige sin mening. Og det er også en positiv egenskab at kunne sige fra, hvis der er noget, man synes er forkert eller uretfærdigt. Det er fx ikke rimeligt, at dine forældre nogle gange lader det gå ud over dig, hvis de bliver sure på hinanden. Derfor synes jeg ikke, du skal ændre på den, du er.

Som teenager er det almindeligt, at du nogle gange kommer op og skændes med sine forældre. Og det er også helt normalt, at skænderierne påvirker dig – ligesom de sikkert også påvirker dine forældre. Jeg kan forestille mig, at mange af skænderierne handler om, hvor meget dine forældre skal bestemme over dit liv?

Du fortæller, at du og din søster er kommet på efterskole. På efterskolen sker der rigtig meget, og man går gennem en kæmpe udvikling og bliver mere selvstændig. Så mens du nogle gange måske føler, at du næsten er voksen, føler dine forældre måske, at der stadig er brug for, at de skal være meget forældre? Jeg kan forestille mig, at dine forældre måske ikke er helt klar over, hvordan du har det i øjeblikket. Og måske ville I kunne nå frem til en løsning, hvor du får lidt friere rammer – men hvor dine forældre stadig i sidste ende bestemmer over dig?

Måske ville du kunne fortælle dine forældre, at du har brug for, at de viser dig tillid til, at du godt ved, hvad der er rigtigt og forkert? Og at du stadig ville komme til dem, hvis du får brug for deres hjælp og støtte? Og samtidig kunne du måske fortælle dem, at du har brug for, at det ikke skal gå ud over dig, hvis de bliver sure på hinanden? Er det noget, du vil kunne snakke med dine forældre om? Evt. kunne du snakke med en af dine forældre ad gangen? Og måske kunne I finde et tidspunkt at snakke sammen på, hvor I ikke lige har været oppe at skændes – så det bliver en god snak? Nogle gange kan det godt føles lidt svært at starte en snak om noget, der påvirker en rigtig meget.

Måske har du det også sådan med at snakke med dine forældre om de her ting? Så kunne du måske starte med at vise dit brev her til brevkassen til dine forældre – evt. sammen med mit svar? I brevet beskriver du nemlig på en rigtig god måde, hvordan det her påvirker dig. På samme måde kunne du måske snakke med din mormor? Måske kunne du fortælle hende, at du har været glad for, at du altid har kunnet kommet til din mormor og snakke med hende? Og at du har været glad for, at hun har lyttet og ikke været sur på dig? Og at det vil betyde meget for dig fortsat at kunne komme til hende, hvis du får brug for at snakke?

Jeg tænker også på, om der er nogle voksne på efterskolen, du kan bruge til at snakke med om de ting, der sker i familien? Måske en kontaktlærer? Det kan nemlig være rigtig godt, at nogle af de voksne, der er i nærheden af dig i hverdagen, kender til nogle af de ting, du lige nu kæmper med? For så kan de nemmere støtte dig, hvis du fx kommer tilbage til efterskolen efter en weekend, hvor det måske har været lidt svært.

Du skriver i brevet, at du tidligere har kæmpet mod selvskade – og at du er bange for igen at få problemer med selvskade. Jeg synes, det er super, at du er opmærksom på, hvad der dengang gjorde, at du begyndte at selvskade. Og at du er opmærksom på, om der kunne være risiko for, at du skulle begynde igen. Jeg tænker også, at du kunne bruge nogle af de voksne til efterskolen til at snakke med om dine tanker om selvskade. Så kan de måske i hverdagen hjælpe dig med at holde dig fra selvskaden. Kender du LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade)? De har en anonym rådgivning, hvor de er rigtig gode til at snakke med børn og unge, der skader, har skadet eller har tanker om selvskade. Dem kunne du måske også kontakte? Det er vigtigt at huske på, at selvskaden aldrig hjælper noget i det lange løb. Tværtimod. Den kan i virkeligheden ses som at sætte plaster på et dybt sår, som skulle have været syet i stedet. Giver det mening?

Jeg håber, du har fået lyst til at overveje nogle af mine idéer.
Jeg ønsker dig alt det bedste fremover. Hvis du får brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe til 116 111.

Kærlig hilsen BørneTelefonen