Kære pige på 14 år,
Mange tak for dit fine brev. Hvor er det godt at du skriver herind og fortæller, hvordan du har det med din far. Det er bestemt ikke rart for dig, at I tit skændes og råber ad hinanden. Jeg kan virkelig godt forstå, at det påvirker dig og jeg synes slet ikke, at du overdriver.
Det lyder som om din far bliver sur over småting og forventer, at du bare skal kunne hjælpe ham hele tiden. Du fortæller, at han heller ikke hører efter, når du vil fortælle noget og giver dig følelsen af, at du ikke betyder noget for ham. Det kan man godt blive utrolig ked af. Er det mon også sådan du har det?
Jeg kan nemlig rigtig godt forstå, at du bliver ligeglad med hvorfor han er sur, når han opfører sig som du beskriver. Og det er naturligt at trække sig væk. Men nogen gange dækker denne følelse over, at man egentlig bare gerne vil have sin forældres omsorg eller opmærksomhed. Hvad tænker du om det?
Det lyder heller ikke rart for dig, at du kæmper med nervøsitet, når du er ude og endnu mindre rart, at din far ikke er opmærksom på dette, men gør det værre ved at skælde dig ud.
Det er dine forældre, der skal tage ansvaret for stemningen og sørge for at passe godt på dig, så du kan føle dig tryg både hjemme og når I er ude at handle. Derfor er det også forkert, når din far lader som ingenting efter I har haft et sammenstød og at han ikke kan komme med en undskyldning. Det er overhovedet ikke i orden.
Har det mon altid været sådan, eller er det noget, der er blevet værre den sidste tid? Grunden til at jeg spørger er, at det er helt almindeligt, at opleve forskellige problemer i forhold til ens forældre når man kommer i puberteten.
Når man er teenager, kan man let glemme alt muligt, det er en del af det der sker, når kroppen og hjernen udvikler sig. Men det lyder som om din far har lidt svært ved, at du måske er ved at ændre dig fra at være det lille barn, som han kunne bestemme over, til at blive en mere selvstændig ung pige.
At udvikle sig er nemlig helt som det skal være, men nogle forældre har rigtig svært ved den forandring der sker og de kæmper helt vildt for at bevare kontrollen. Måske er det derfor han vil have dig til at være hans lille hjælper, hvor han sætter dig til ting, som han udmærket selv kunne gøre. Giver det mening for dig?
Måske ved han ikke hvordan han skal håndtere, at du udvikler dig. Men det lyder også som om han ikke helt ved, hvordan man er en ordentlig forældre, der kan indrømme sine fejl og ikke råber ad sin datter. Selvom du råber igen, er det stadig ham der skal tage ansvar for det, der sker mellem jer.
Du har ret til omsorg, tryghed og at blive behandlet med respekt. Det lyder som om din far har lidt svært ved det lige nu, og derfor har I faktisk ret til at få hjælp. Det står i noget, der hedder Forældreansvarsloven.
Det er godt at høre, at du gerne vil være sammen med din mor. Mon du har fortalt hende, hvordan du har det med din far i øjeblikket? Jeg tænker, at du i første omgang kan tale med din mor om det. Måske kan du sige til hende:
“Jeg synes det er rigtig svært, at far og jeg hele tiden skændes, at han skælder ud og råber ad mig, så jeg bliver mere nervøs. Jeg har brug for at få det bedre med far. Kan vi tale lidt om det?”
Måske kan du også skrive et brev til din far, hvor du fortæller ham, hvordan du har det. Mange børn og unge har haft gavn af denne skriveguide
Nogle gange er det nemmere at skrive, så man ikke bliver afbrudt. Det kan også være din far bedre kan forholde sig til dit brev i fred og ro, og så kan I måske senere tale sammen. Måske ved han heller ikke hvordan det påvirker dig. Hvad synes du om den idé?
Jeg tænker, at det under alle omstændigheder er vigtigt for, hvordan du har det, at du har det godt med begge dine forældre og måske kan bevare kontakten, også når du bliver ældre. Derfor håber jeg, at noget af det jeg har foreslået, vil virke for dig.
Hvis det ikke hjælper dig, synes jeg, du skal prøve at ringe ind til BørneTelefonen på 116111 og tale med en rådgiver, så I sammen kan finde ud af, hvordan du bedst kan komme videre. Det kan nemlig være en mulighed at snakke med din lærer eller kommunen om det, og det vil vi gerne hjælpe med.
Du har allerede taget et vigtigt skridt og skrevet herind og bedt om hjælp. Det viser, at du har stor styrke og en vilje til at handle, når du ikke har det godt. Det fortæller også, at du har et ønske om at det kan blive bedre.
Derfor håber jeg også, at du vil tage det næste skridt og tale med dine forældre om det, så I kan finde ud af en måde, hvor du kan få det bedre med din far.
De allerbedste ønsker for dig.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
