Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Stikkke af hjemmefra

Siden jeg var helt lille (4år cirka), har jeg “stukket af hjemmefra” når F.eks jeg blev vred, ked af det – eller bare ville være mig selv.

Jeg er nu en pige på 14år, og det har faktisk ikke været nødvendigt indtil nu.

I sommerferien flyttede min mor, lillebror og jeg, op til min mors kæreste. Han har selv 3 børn, men kun den yngste (dreng på 17år) er hjemme i weekenderne. Jeg har flyttet skole, fodboldklub, og ser kun min far hver anden weekend, hvilket er ok for mig (han bor langt væk) – men ikke nok med det, så fik min mor i September måned konstateret brystkræft. Og der ramlede min verden fuldstændig sammen.

Jeg kan i forvejen ikke fordrage min mors kærestes søn, han snakker ikke pænt til hverken jeg eller min lillebror (jeg har konfronteret min mor med det, men hun siger bare at det er hans alder der spiller en stor rolle) + Min mors kæreste er OVERHOEVDET ikke min kop the, altså, han er da flink nok. Men. Han er sindssyg stædig, og han mener at kun hans mening er den “rigtige” mening.
Jeg er selv en pige med en fornuftig holdning og mening, og er god til at aggumenterer. Men efter jeg er flyttet i den “nye familie”, så er min selvtillid faldet mega meget. Da jeg aldrig får ret, selv når jeg har ret. 

Jeg er i forvejen også en rimelig snaksagelig pige, der altid sætter gang i ting som familiefødselsdage osv. Men ham den yngste dreng, som jeg i forvejen ikke kan fordrage. Han har præcis den “rolle” som jeg. Men han er jo en del ældre, så han kan snakke meget mere om “voksen-ting”, lave interne jokes med MIN familie, osv – hvilket jeg ikke rigtig kan være med til. Jeg føler at han “overtager” min plads/rolle i familien. ALLE synes han er fantastisk, sød, chamerende, sjov osv. Osv. Og jeg sidder bare på en stol, og kigger på. Ingen lægger mærke til mig mere.

Så er der også skolen.
Den er jeg faktisk rigtig glad for. Men jeg HADER generalt at gå i skole. Jeg er så skoletræt (hvilket jeg også var på min gamleskole). Jeg har fået meget fravær i forhold til hvad jeg plejer (cirka 6-7 gange om måneden siden sommerferien). Men jeg kan simpelthen ikke overskue mere.

Jeg er faktisk begyndt at pjække. Min mor (der altid har hjulpet mig, været min bedste ven, skubbet mig ud af døren – selv når jeg har haft det værst) er begyndt ikke at være så “streng” mere, da hun får kemo og er rigtig træt. Hun magter ikke den store disskusion hver morgen ang skolen,hvilket jeg godt forstår. Men jeg kan bare ikke komme afsted.

Jeg plejer altid at være top klar, smilende og super frisk. Men nu føler jeg mig egoistisk, dum, og som en møgunge. Jeg har inderst inde bare lyst til at pakke mine ting – skrive en: “du skal ikke være bekymret mor” seddel og så bare løbe væk ( evt. en morgen hvor min mor sover, og min “papfar” er taget på job).

Min mor ved godt hvordan jeg har det, og hun ved godt jeg gerne vil væk hjemmefra. Så jeg tror ikke hun bliver så bekymret for mig. Men det er faktisk ligeseså meget for min egen skyld at jeg gør det. Jeg slipper for skolen, familien, for presset i hverdagen, for min møg-hamrende irriterende “papbror”, og for de sindssyg dårlige undskyldninger for ikke at komme i skole.

Selvfølgelig vil jeg gerne have at min familie kommer til at savne mig, være bekymret for min osv. Jeg regner med at komme hjem igen, men bare lige være væk i 3-4 døgn..

Mvh mig

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Jeg kan godt forstå, at det føles fristende at gøre det, der virkede, da du var lille. Nemlig at stikke af hjemmefra. Men jeg er ikke sikker på, at det hjælper dig med det, som du egentlig har brug for. Mon du kan følge mig?

Det lyder til, at der er sket rigtig mange forandringer i dit liv på kort tid. Det kan jeg godt forstå fylder meget. Jeg ved godt, at dine problemer hænger sammen, men for overskuelighedens skyld har jeg valgt at dele mit svar i to dele: En del, der handler om ”familie” og en anden del, der handler om "skole". Det håber jeg er ok med dig?

1. Familien
At skulle være familie på en ny måde kræver tid og arbejde. Du skriver, at det er lidt svært at finde din rolle i familien. Derfor tænker jeg, at du måske skal prøve at finde ud af, om der er noget, I kan være fælles om.
Måske kunne du spørge din mors kærestes søn, om han måske vil være med til at lave noget med dig og evt. din lillebror? Det kunne fx være en middag til familien, en familie-quiz eller noget andet. Hvis du har mod på det, kan du måske prøve at være helt ærlig over for ham og fortælle, at du synes, det er svært lige nu. At du ikke rigtig kan "finde din plads". Måske kan du endda spørge ham direkte, om han vil hjælpe dig? Jeg tænker, at det ikke kan gøre det værre. I bedste fald får I det lidt bedre med hinanden. Du kan jo overveje det. 

Jeg ved godt, at du har fortalt din mor, hvordan du har det. Men det er vigtigt, at du fortsætter med at fortælle hende, at det er lidt svært for dig. I sidste ende er det hendes ansvar at sørge for, at du har det godt. Også selvom hun har andre ting at tænke på. Du kan jo spørge hende, om I skal lave noget sammen. Bare dig og hende. Det vil måske være dejligt for jer begge? 

I brevet nævner du også din lillebror. Hvordan mon han har det i jeres nye familie? Måske genkender han dine følelser og tanker? 

2. Skolen
Du skriver, at du ”faktisk er rigtig glad for den”. Og det er jo dejligt at læse. Derfor tænker jeg, at du måske skal fortælle din lærer, at du er begyndt at pjække – og at du har brug for, at han/hun måske hjælper dig i en periode, så du kan komme i skole. Det kan måske åbne op for en god snak med din lærer. Jeg ved ikke, om du eller din mor har fortalt skolen/lærerne om brystkræften. Hvis ikke, så er det vigtigt, at I siger det, så dine lærere kan være lidt ekstra opmærksom på dig, imens behandlingen står på. Det er en hård tid, hvor det er helt natuligt, at man er lidt ekstra følsom. 

Måske kan din far også være en god hjælp for dig i de ting, der sker i den nye familien, din mors brystkræft og det, at du ikke trives i skolen. Det kan også være andre fra din familie eller venner - også de gamle venner, der kan være en god hjælp for dig i de ting, der er svære at gå med selv. Vil det være en idé at få hjælp og støtte?

Jeg håber, mit brev har givet dig nogle ideer til noget, du kan prøve, så du ikke behøver stikke af. Husk, at du altid er velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116111.

Kærlig hilsen
BørneTelefonen 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat