Stikkke af hjemmefra
Siden jeg var helt lille (4år cirka), har jeg “stukket af hjemmefra” når F.eks jeg blev vred, ked af det – eller bare ville være mig selv.
Jeg er nu en pige på 14år, og det har faktisk ikke været nødvendigt indtil nu.
I sommerferien flyttede min mor, lillebror og jeg, op til min mors kæreste. Han har selv 3 børn, men kun den yngste (dreng på 17år) er hjemme i weekenderne. Jeg har flyttet skole, fodboldklub, og ser kun min far hver anden weekend, hvilket er ok for mig (han bor langt væk) – men ikke nok med det, så fik min mor i September måned konstateret brystkræft. Og der ramlede min verden fuldstændig sammen.
Jeg kan i forvejen ikke fordrage min mors kærestes søn, han snakker ikke pænt til hverken jeg eller min lillebror (jeg har konfronteret min mor med det, men hun siger bare at det er hans alder der spiller en stor rolle) + Min mors kæreste er OVERHOEVDET ikke min kop the, altså, han er da flink nok. Men. Han er sindssyg stædig, og han mener at kun hans mening er den “rigtige” mening.
Jeg er selv en pige med en fornuftig holdning og mening, og er god til at aggumenterer. Men efter jeg er flyttet i den “nye familie”, så er min selvtillid faldet mega meget. Da jeg aldrig får ret, selv når jeg har ret.
Jeg er i forvejen også en rimelig snaksagelig pige, der altid sætter gang i ting som familiefødselsdage osv. Men ham den yngste dreng, som jeg i forvejen ikke kan fordrage. Han har præcis den “rolle” som jeg. Men han er jo en del ældre, så han kan snakke meget mere om “voksen-ting”, lave interne jokes med MIN familie, osv – hvilket jeg ikke rigtig kan være med til. Jeg føler at han “overtager” min plads/rolle i familien. ALLE synes han er fantastisk, sød, chamerende, sjov osv. Osv. Og jeg sidder bare på en stol, og kigger på. Ingen lægger mærke til mig mere.
Så er der også skolen.
Den er jeg faktisk rigtig glad for. Men jeg HADER generalt at gå i skole. Jeg er så skoletræt (hvilket jeg også var på min gamleskole). Jeg har fået meget fravær i forhold til hvad jeg plejer (cirka 6-7 gange om måneden siden sommerferien). Men jeg kan simpelthen ikke overskue mere.
Jeg er faktisk begyndt at pjække. Min mor (der altid har hjulpet mig, været min bedste ven, skubbet mig ud af døren – selv når jeg har haft det værst) er begyndt ikke at være så “streng” mere, da hun får kemo og er rigtig træt. Hun magter ikke den store disskusion hver morgen ang skolen,hvilket jeg godt forstår. Men jeg kan bare ikke komme afsted.
Jeg plejer altid at være top klar, smilende og super frisk. Men nu føler jeg mig egoistisk, dum, og som en møgunge. Jeg har inderst inde bare lyst til at pakke mine ting – skrive en: “du skal ikke være bekymret mor” seddel og så bare løbe væk ( evt. en morgen hvor min mor sover, og min “papfar” er taget på job).
Min mor ved godt hvordan jeg har det, og hun ved godt jeg gerne vil væk hjemmefra. Så jeg tror ikke hun bliver så bekymret for mig. Men det er faktisk ligeseså meget for min egen skyld at jeg gør det. Jeg slipper for skolen, familien, for presset i hverdagen, for min møg-hamrende irriterende “papbror”, og for de sindssyg dårlige undskyldninger for ikke at komme i skole.
Selvfølgelig vil jeg gerne have at min familie kommer til at savne mig, være bekymret for min osv. Jeg regner med at komme hjem igen, men bare lige være væk i 3-4 døgn..
Mvh mig
Hvordan har du det i din familie?
Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen
Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.