Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Stikke af

Hey!

Jeg har et spørgsmål

altså hvis man har en kæreste om man har været sammen i lang tid men ens forældre ik giver en lov til at være sammen og man har prøvet i lang tid og de bare ik vil acceptere det og man har fået lidt tæsk og har hwletiden straffe man må ikke noget oh de har bare ødelagt livet for en! Og man så gerne vil stikke af og bo hos sin kæreste

Jeg er 16 og han er 18 så han jo voksen men mine forældre kan da stadig hente mig med politiet men kan man gøre noget eller noget for at jeg kan bliver hos min kæreste uden de tager mig tilabage?

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp til de ting, du går og tænker på. Jeg kan godt forstå, at det er en svær situation at stå i for dig, når dine forældre ikke vil have, at du er sammen med din kæreste. Det er heller ikke i orden, at de har slået dig. Det er ulovligt for voksne at slå børn, så det skal stoppes med det samme. Jeg tænker på, hvordan dine forældre mon straffer dig?
Du spørger om Politiet kan hente dig hos din kæreste, det kan de i princippet godt. Men der skal gode argumenter til fra dine forældre, og hvis det skulle ske, er det vigtigt, at du fortæller Politiet, at du er udsat for vold og bliver straffet derhjemme. Hvis du er bange for, at dine forældre slår og straffer dig når du kommer hjem, er det også meget vigtigt, at du siger det til Politiet. Hvis du fortæller dine forældre, at du er hos din kæreste, så er du i princippet ikke stukket af - for de ved, hvor du er. Det der ville være godt, er at få afklaret det med dine forældre og gerne med hjælp af kommunen, så du ikke skal leve med vold og straffe - det er ulovligt at bruge vold! Når jeg læser dit brev, får jeg et indtryk af, at dig og dine forældre ikke har fået talt ordentligt sammen om, hvad du gerne vil, hvad du må og det. Jeg tænker også på, hvordan det mon kan være, at dine forældre ikke vil have, at du er sammen med din kæreste? Har I mon talt om, hvad de er bekymrede for ved, at I er sammen? Er det fordi han er ældre end dig, eller hvad kan det mon handle om? Når man er teenager, som du er nu, er det naturligt, at man skændes og er uenig med sine forældre omkring mange ting i hverdagen. Sådan er der mange, der har det. Du er ved at blive voksen og løsrive dig fra dine forældre. Du danner dig dine egne meninger om tingene, og vil gerne bestemme over dig selv. Det kan jeg godt forstå, og det er helt almindeligt. Det er også helt almindeligt, at det kan være svært for forældre, at give slip på deres børn, og acceptere, at de er ved at være voksne, og vil bestemme selv. Det er dog stadig dine forældre, der bestemmer over dig, indtil du er 18 år. Når forældre vil bestemme over deres børn, er det oftest fordi, de gerne vil passe på dem, og er bekymrede for, at der skal ske dem noget. Det glemmer de måske bare at sige til børnene. I stedet for kommer de til at skælde ud og forbyde dem, at gøre det, de gerne vil. Som fx når dine forældre ikke vil have, at du er sammen med din kæreste. Igen må jeg sige, at det under ingen omstændigheder er i orden, at de slår dig eller på andre måder straffer dig, selv om du gør ting, du ikke må for dem. Det er aldrig i orden at forældre slår deres børn. Jeg tænker på, om der er nogen der ved, at dine forældre har slået dig? Nogen som kan hjælpe dig med at snakke med sagsbehandler på kommunen? Vil din kæreste eller hans forældre kunne hjælpe dig? Hvis de ved, at du bliver slået derhjemme, så har de faktisk en pligt til at fortælle om det til kommune - det kaldes pligt til at underrette. Når nogen underretter kommunen, så har din kommune pligt til at gøre noget for at hjælpe dig. Jeg kan godt forstå, at du er frustreret over, at du ikke må være sammen med din kæreste, men jeg tænker, at det ikke er en god løsning at stikke af hjemmefra. Det tror jeg kun, vil gøre forholdet mellem dig og dine forældre værre. Det lyder til,  at I har rigtig meget brug for, at få snakket ordentlig sammen, og få fortalt hinanden hvad der er vigtigt for jer, og evt. finde nogle løsninger og kompromisser, som I alle kan leve med. Hvis du vil have dem til at give sig på nogle områder, betyder det selvfølgelig også, at du er nødt til at give dig lidt, så I kan mødes på midten og finde en fælles løsning på de uenigheder, der er imellem jer. Du kan måske også spørge dine forældre om, hvorfor de ikke vil have at du er sammen med din kæreste. Måske er det vigtigt for dem, at han kommer med hjem til jer i en periode, så de kan lære ham bedre at kende. Så vil de måske være mere trygge ved, at du er sammen med ham. Samtidig kan du også fortælle dem, hvor frustreret du bliver, når de ikke vil have, at du er sammen med ham. Jeg tænker, at det ville være godt, hvis I fik snakket stille og roligt sammen om sådanne ting. Hvordan synes du, det lyder, og har du mod på, at invitere dem til en snak? Det kan også i kommunens familierådgivning, det er gratis og anonymt at få hjælp der. Når forholdet til dine forældre er lidt anspændt lige nu tænker jeg, at det måske kunne være en god idé, hvis I fik en anden til at være med til samtalen. En som kan styre det lidt, så I alle får sagt det I vil, og det ikke ender med, at I bliver endnu mere uvenner. Det kan være en i jeres familie. Det kan også være, du har en sød lærer som du kan bede om hjælp til at få snakket med dine forældre. I kan  også ringe op på kommune og spørge, om der er mulighed for at få hjælp til en samtale af en professionel i familierådgivning. Det er også vigtigt, at dine forældre holder op med at slå og straffe dig. Hvis du ikke har fortalt nogen om det, synes jeg, du skal fortælle det til en voksen, som du har tillid til. Det kan fx være en lærer, en venindes mor eller en helt anden. Du kan også ringe op på kommunen, og bede om at snakke med en socialrådgiver, som kan hjælpe dig med, hvad du skal gøre. Hvis du synes det er lidt svært, er du også meget velkommen til at ringe eller sms’e til Børnetelefonen på 116 111. Du kan også logge ind på chatten, ved at gå ind på www.bornetelefonen.dk . Rådgiveren kan så hjælpe dig med, hvad du kan gøre, og snakke om vores bisidder og den hjælp du får her, hvis du har brug for det. En bisidder er en person, som kan gå med dig op på kommunen og fortælle om de problematikker, der er hjemme hos dig i øjeblikket, så du kan få hjælp. Selvom du er under 18 år, så har du stadig mulighed for at flytte hjemmefra - det derfor, det er vigtigt er, at du får den hjælp og støtte, som du har ret til fra din kommune. Det er det jeg tænker, at en bisidder vil hjælpe dig med, så du ikke skal leve med vold og straffe fra dine forældre. Du kan også læse mere om bisiddere på Børnetelefonens hjemmeside. Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig al held og lykke. Mange kærlige hilsner BørneTelefonen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat