Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Stedfar

Kære BørneBrevkasse.

Mine forældre er skilt, og jeg bor hos min mor og hendes kæreste sammen med mine to halvsøstre, som min mor og kæresten har fået sammen.

Jeg har selv valgt ikke at have noget at gøre med min far af forskellige årsager, så jeg kan ligeså godt udelukke muligheden for at blande ham ind i mine problemer på nogen som helst måde. Det er altså ikke en mulighed for mig at snakke med ham.

Jeg boede alene med min mor i 1-2 år efter skilsmissen. Så mødte hun en manden gennem fælles bekendte, og de blev egentlig hurtigt kærester. Efter noget tid blev han introduceret for mig, og alt var fint.

Han flyttede ud til mig og min mor. Han havde selv to børn fra et tidligere forhold, en dreng og en pige, og når drengen kom på besøg, legede vi rigtig godt sammen. Pigen kom sjældent på besøg. Nu er der ingen af dem, der besøger os længere.

Da jeg var omkring seks år gammel, begyndte tingene af gå lidt mere skævt mellem min mors kæreste og mig. Det handlede vidst om nogle ting, jeg efter sigende skulle have gjort mod hans søn, som han blev ved med at bære nag over.

Så besluttede min mor og hende kæreste, at vi skulle flytte. Vi boede dengang i en slags landsby, som hørte til den kommune, hvori den by, vi flyttede til, ligger. Jeg var helt knust og havde på ingen måde lyst til at flytte.

Efter vi var flyttet, begyndte tingene at gå endnu dårligere. Min mors kæreste forandrede sig og kaldte mig en gang imellem en møgunge, selvom jeg ikke gjorde noget forkert. Han blev rigtig kontrollerende, for nu boede vi i hans hus, og så bestemte han.

Med tiden begyndte jeg at føle, at han ikke kunne lide mig, og jeg fik efterhånden også noget imod ham. Pludselig talte han ikke til mig længere, og jeg talte heller ikke med ham, for hvis jeg gjorde, opførte han sig bare dumt.

På et tidspunkt, efter at min mor havde født min ældste halvsøster, fik hun nok. Hun var ikke tilfreds med den mærkelige måde, hendes kæreste behandlede mig på, og hun syntes heller ikke, han var så god mod hende længere. Hun havde opdaget en masse dårlige sider og ville flytte fra ham.

Det blev arrangeret, at vi skulle flytte ind til hendes forældre, mine bedsteforældre, som jeg altid har været meget meget knyttet til. Men så begyndte hendes kæreste at tigge og bede og græde og love guld og grønne skove. Han lovede at forandre sig, og min mor sagde, at hun ville blive, hvis det var ok med mig. Jeg stod i en presset situation. Jeg kunne se, at min mor gerne ville blive hos ham, men jeg ville gerne væk. Fordi jeg var et lille uvidende barn på otte år, troede jeg på, at han ville ændre sig. Så jeg sagde ja.

Det kan godt være, at han forbedrede sig for en stund, men som årene gik, blev han værre og værre. Både mod min mor, men også mod mig.

Min mor er syg og på kontanthjælp, og han er sygeligt optaget af penge og kan dårligt nok tænke eller snakke om andet. Men han er også meget nærig, og han kører virkelig på min mor med, at hun ikke tjener sin egne penge. Det synes jeg er hyklerisk, for han ”nasser” selv på kommunen pga. dårlig ryg og har gjort det i flere år nu. Men uha nej, det er noget andet med ham, siger han.

Jeg orker ikke at forklare nærmere om det med pengene, men det fylder EKSTREMT meget i vores hverdag, for han kan virkelig ikke tænke på andet. Ud over at håne min mor med at hun ikke kan tjene sine egne penge, fortæller han hende også, hvor dum hun er og at hun er en klods om benene på ham. Han er modbydelig. Overfor mig er situationen ikke blevet bedre.

Jeg er femten år gammel i dag, så jeg har levet med det længe. Vi taler aldrig sammen, og jeg mener virkelig aldrig. Min stedfar og jeg veksler kun ord, når vi siger noget dårligt til hinanden. Men han taler aldrig direkte til mig; opfører sig som om, jeg ikke er der, og hvis jeg siger noget til ham en sjælden gang, ignorerer han mig eller taler hen over hovedet på mig til min mor. Han bruger aldrig mit navn, men omtaler mig kun som ”hende” eller ”hun”.

Han har, for at gøre det kort, gjort det klart for mig og min mor, at jeg bare er et irritationsmonument i hans liv, som han bestemt ikke bryder sig om. Han behandler mig ikke normalt.
Intet i vores hjem foregår normalt.

For nogle måneder siden var min mor, mine søstre og jeg ved at flytte over til min mormor og morfar igen. Denne gange mente hun det, sagde min mor, og hun ledte efter lejligheder. Men da hun fortalte sin kæreste, at hun ville flytte, gjorde han nøjagtig det samme som sidst og lovede, at han nok skulle ændre sig.

Nu er det snart sommer, og intet har ændret sig. Han er stadig et dumt svin. Men selvom mor ofte er gal på ham, vil hun ikke flytte. Hun siger, at det heller ikke er muligt at få en lejlighed, der er stor og billig nok i vores by.

Som jeg før har nævnt, er mine bedsteforældre og jeg tætte, og min mormor er en kæmpe støtte. De har altid hjulpet mig og behandlet mig næsten som deres eget barn. Vi har snakket om, at jeg måske skal flytte hjem til dem, når jeg er færdig med folkeskolen, men det er ikke sikkert, at det bliver til noget.

Jeg vil lige indskyde, at jeg har snakket med en AKT-lærer på min skole om alt det her, men det hjælper ikke rigtig på situationen ud over, at jeg kan lette mit hjerte for nogen.

Hvad skal jeg gøre?

Det skal lige siges, at min mor og stedfar aldrig kunne finde på at modtage hjælp fra nogle professionelle terapeuter eller sådan noget. Egentlig må jeg helst heller ikke tale med nogen om problemerne, og jeg er derfor heller ikke så vild med, at andre unge mennesker vil kunne se dette brev, men jeg vil gerne have et råd.

Hilsen Anonym.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Tak for dit lange brev, hvor du meget detaljeret fortæller om dit liv sammen med din mor og stedfar samt dine halvsøstre. Det lyder ikke til at være rart at være dig i din familie; - du fortæller om flere ting, som jeg bestemt ikke synes er i orden, og derfor vil jeg rigtig gerne forsøge at hjælpe dig.

Du fortæller, at dit forhold til din stedfar kun er blevet dårligere igennem årene; - I taler stort ikke med hinanden, og du bliver kaldt "møgunge" og "et irritationsmoment". Det synes jeg ikke er i orden, da det er ham, der er den voksne, som sammen med din mor har ansvaret for, at I børn trives i familien. Du skriver ikke noget om, hvordan din stedfar behandler din halvsøstre – altså hans egne børn. Selvom det ikke forandrer noget for dig, håber jeg alligevel, at han er en bedre far overfor dem og taler respektfuldt med dem. Men selvom han måske taler pænere til dem, kan det jo ikke undgås, at de også bliver påvirket af den negative stemning, som din stedfar spreder i jeres familie.

Du fortæller, at din stedfar heller ikke behandler din mor ordentligt, og at hun i flere perioder har ønsket at flytte fra ham. Men hun har så opgivet det, når din stedfar har lovet "guld og grønne skove", som du skriver. Det lyder også som om, din stedfar ydmyger din mor ved at kalde hende "dum" og "en klods om benene" og "en, som ikke selv kan tjene sine penge" – det er slet ikke OK af ham. Jeg kan jo ikke vide, hvorfor din mor ikke vil flytte, når han behandler hende, som han gør. Men hun er voksen og må tage ansvar for sig selv og de valg, hun træffer.

Men hun er også din mor og skal passe på dig og dine søstre, - altså sørge for at I behandles ordentligt og trives i familien. Måske kan hun ikke tage dette ansvar, fordi hun er syg, eller fordi hun ikke kan overskue konsekvenserne – det kan jeg ikke vide. Men det får mig til at sige, at så skal andre voksne hjælpe dig, fordi det er ikke i orden, at børn bor i en familie, hvor ingenting foregår normalt, som du skriver.

Du skriver, at du allerede har snakket med en AKT-lærer på skolen, men det forandrede ingenting for dig. Det undrer mig, fordi loven siger, at når en lærer hører, at et barn er udsat for det, som du er udsat for, ja så skal han eller hun kontakte kommunen, så barnet kan få den nødvendige hjælp. Nu kan jeg jo ikke vide præcis, hvad du har sagt til læreren, men måske kunne det være en god ide at vise læreren dit brev og mit svar. Måske kan han eller hun så se, hvor vigtigt det er, at du får noget hjælp hurtigst muligt. Eller måske er der en anden voksen, du har mere lyst til at betro dig til?

En anden mulighed er, at du ringer til BørneTelefonen på 116 111, hvor der hver dag sidder rådgivere, som rigtig gerne vil hjælpe dig. Du kan også
logge dig på chatten, hvis du hellere vil skrive med en rådgiver.

På BørneTelefonen kan du dels tale med en rådgiver om din situation og dels høre om muligheden for at få en bisidder fra Børns Vilkår. En bisidder er en uddannet socialrådgiver, som vil hjælpe dig med at komme i kontakt med din kommune, og som vil blive ved din side, indtil der er fundet en fornuftig løsning. Du kan evt. starte med at kontakte BørneTelefonen og bare bede om at få mere at vide om, hvad en bisidder er…?

Sidst men ikke mindst skal du vide, at det gør mig glad, når jeg læser, at du har dine bedsteforældre, som du er meget tæt knyttet til, og som har været en kæmpe støtte for dig. Det må betyde fantastisk meget for dig at have dem. Måske kunne det være en mulighed, at du kunne komme til at bo hos dem, men det kan du også snakke med en bisidder om og måske senere med kommunen om.

Jeg håber, du vil kontakte os, for du har ret til at få hjælp! Og vi vil rigtig gerne hjælpe dig.

De bedste sommer-hilsener fra

BørneBrevkassen

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat