Stedfar

Kære BørneBrevkasse.

Mine forældre er skilt, og jeg bor hos min mor og hendes kæreste sammen med mine to halvsøstre, som min mor og kæresten har fået sammen.

Jeg har selv valgt ikke at have noget at gøre med min far af forskellige årsager, så jeg kan ligeså godt udelukke muligheden for at blande ham ind i mine problemer på nogen som helst måde. Det er altså ikke en mulighed for mig at snakke med ham.

Jeg boede alene med min mor i 1-2 år efter skilsmissen. Så mødte hun en manden gennem fælles bekendte, og de blev egentlig hurtigt kærester. Efter noget tid blev han introduceret for mig, og alt var fint.

Han flyttede ud til mig og min mor. Han havde selv to børn fra et tidligere forhold, en dreng og en pige, og når drengen kom på besøg, legede vi rigtig godt sammen. Pigen kom sjældent på besøg. Nu er der ingen af dem, der besøger os længere.

Da jeg var omkring seks år gammel, begyndte tingene af gå lidt mere skævt mellem min mors kæreste og mig. Det handlede vidst om nogle ting, jeg efter sigende skulle have gjort mod hans søn, som han blev ved med at bære nag over.

Så besluttede min mor og hende kæreste, at vi skulle flytte. Vi boede dengang i en slags landsby, som hørte til den kommune, hvori den by, vi flyttede til, ligger. Jeg var helt knust og havde på ingen måde lyst til at flytte.

Efter vi var flyttet, begyndte tingene at gå endnu dårligere. Min mors kæreste forandrede sig og kaldte mig en gang imellem en møgunge, selvom jeg ikke gjorde noget forkert. Han blev rigtig kontrollerende, for nu boede vi i hans hus, og så bestemte han.

Med tiden begyndte jeg at føle, at han ikke kunne lide mig, og jeg fik efterhånden også noget imod ham. Pludselig talte han ikke til mig længere, og jeg talte heller ikke med ham, for hvis jeg gjorde, opførte han sig bare dumt.

På et tidspunkt, efter at min mor havde født min ældste halvsøster, fik hun nok. Hun var ikke tilfreds med den mærkelige måde, hendes kæreste behandlede mig på, og hun syntes heller ikke, han var så god mod hende længere. Hun havde opdaget en masse dårlige sider og ville flytte fra ham.

Det blev arrangeret, at vi skulle flytte ind til hendes forældre, mine bedsteforældre, som jeg altid har været meget meget knyttet til. Men så begyndte hendes kæreste at tigge og bede og græde og love guld og grønne skove. Han lovede at forandre sig, og min mor sagde, at hun ville blive, hvis det var ok med mig. Jeg stod i en presset situation. Jeg kunne se, at min mor gerne ville blive hos ham, men jeg ville gerne væk. Fordi jeg var et lille uvidende barn på otte år, troede jeg på, at han ville ændre sig. Så jeg sagde ja.

Det kan godt være, at han forbedrede sig for en stund, men som årene gik, blev han værre og værre. Både mod min mor, men også mod mig.

Min mor er syg og på kontanthjælp, og han er sygeligt optaget af penge og kan dårligt nok tænke eller snakke om andet. Men han er også meget nærig, og han kører virkelig på min mor med, at hun ikke tjener sin egne penge. Det synes jeg er hyklerisk, for han ”nasser” selv på kommunen pga. dårlig ryg og har gjort det i flere år nu. Men uha nej, det er noget andet med ham, siger han.

Jeg orker ikke at forklare nærmere om det med pengene, men det fylder EKSTREMT meget i vores hverdag, for han kan virkelig ikke tænke på andet. Ud over at håne min mor med at hun ikke kan tjene sine egne penge, fortæller han hende også, hvor dum hun er og at hun er en klods om benene på ham. Han er modbydelig. Overfor mig er situationen ikke blevet bedre.

Jeg er femten år gammel i dag, så jeg har levet med det længe. Vi taler aldrig sammen, og jeg mener virkelig aldrig. Min stedfar og jeg veksler kun ord, når vi siger noget dårligt til hinanden. Men han taler aldrig direkte til mig; opfører sig som om, jeg ikke er der, og hvis jeg siger noget til ham en sjælden gang, ignorerer han mig eller taler hen over hovedet på mig til min mor. Han bruger aldrig mit navn, men omtaler mig kun som ”hende” eller ”hun”.

Han har, for at gøre det kort, gjort det klart for mig og min mor, at jeg bare er et irritationsmonument i hans liv, som han bestemt ikke bryder sig om. Han behandler mig ikke normalt.
Intet i vores hjem foregår normalt.

For nogle måneder siden var min mor, mine søstre og jeg ved at flytte over til min mormor og morfar igen. Denne gange mente hun det, sagde min mor, og hun ledte efter lejligheder. Men da hun fortalte sin kæreste, at hun ville flytte, gjorde han nøjagtig det samme som sidst og lovede, at han nok skulle ændre sig.

Nu er det snart sommer, og intet har ændret sig. Han er stadig et dumt svin. Men selvom mor ofte er gal på ham, vil hun ikke flytte. Hun siger, at det heller ikke er muligt at få en lejlighed, der er stor og billig nok i vores by.

Som jeg før har nævnt, er mine bedsteforældre og jeg tætte, og min mormor er en kæmpe støtte. De har altid hjulpet mig og behandlet mig næsten som deres eget barn. Vi har snakket om, at jeg måske skal flytte hjem til dem, når jeg er færdig med folkeskolen, men det er ikke sikkert, at det bliver til noget.

Jeg vil lige indskyde, at jeg har snakket med en AKT-lærer på min skole om alt det her, men det hjælper ikke rigtig på situationen ud over, at jeg kan lette mit hjerte for nogen.

Hvad skal jeg gøre?

Det skal lige siges, at min mor og stedfar aldrig kunne finde på at modtage hjælp fra nogle professionelle terapeuter eller sådan noget. Egentlig må jeg helst heller ikke tale med nogen om problemerne, og jeg er derfor heller ikke så vild med, at andre unge mennesker vil kunne se dette brev, men jeg vil gerne have et råd.

Hilsen Anonym.