Sorg og ensomhed

Hej. Da jeg var 8 år, blev jeg seksuelt overgrebet. Jeg var til fødselsdag hos min farmor og farfar, da deres plejebarn, som vist nok er ca. 10 år ældre end mig, sagde han skulle vise mig noget på sit værelse. Han låste døren, og hev signe egne og mine bukser af. Jeg syntes det var ubehageligt, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg begyndte så at skrige, men så tog han fat om mig, og holdte mig på munden.

Han sagde at hvis jeg nogensinde fortalte nogen om, hvad han gjorde nu, ville der ske noget forfærdeligt med mine forældre. Han lagde mig på sengen, spredte mine ben og begyndte at pille og slikke ved mig. Jeg syntes det var meget ubehageligt, men turde ikke gøre andet end at ligge stille. Da han endelig var færdig, fik jeg lov til at gå. Men turde ikke sige til nogen, hvad der var sket.

Jeg er 15år nu, og det er 7 år siden det skete, men jeg er stadig ked af det, og har aldrig sagt det til nogen. Ikke nok med det. Har jeg en far, som er meget voldelig og bestemmende. Fra jeg kan huske, til nu, har han slået mig, og jeg har prøvet nogle gange, at blive låst inde.

Jeg har 2 søskende, som jeg elsker meget højt. En halv store søster på 18 år, og en lillebror på 13år. Min lillebror er handicappet, han er spastisk, har ADD, er autistisk og meget voldelig. Min søster flyttede hjem til sin far da hun var 12år, pga. Af at min far var voldelig. Min søster “blev reddet”, men mig og min lillebror boede stadig sammen med min far og mor. Min far har ikke været ligeså voldelig mod min lillebror, som han har været mod mig. Jeg ved ikke hvorfor, engang var mig og min far de bedste venner, og vi kunne snakke om alt sammen.

Men da min far var barn, var der også problemer. Hans far var også voldelig. Hans mor fik en fødsels depression, da min fars lillebror blev født, og blev mere og mere sindssyg som årene gik, og jeg tror det var da min far var omkring 6år, der blev familien splittet op. Min farfar og min far flyttede sammen. Han slog min far, og derfor kan jeg ikke forstå hvorfor min far slår mig og mine søskende? Man skulle tro han holdte op, efter han selv havde opdaget hvor slemt det var?

Men min far har altid været mere ude efter mig, de få gange min mor og jeg har talt om det, siger hun at hun tror det er fordi jeg er det “perfekte barn”… Det gør mig ked af det, hun har aldrig gjort noget ved det……

Engang låste min far mig inde på mit værelse, jeg har aldrig været så bange som jeg var der. Inden han gjorde det, havde han slået mig, og spyttet mig i ansigtet. Jeg havde ikke gjort noget, men han havde drukket rigtig meget, og var bare pludselig blevet sur.. Jeg blev så bange da jeg sad alene på mit værelse. Jeg kunne høre rasle lyde, og jeg tænkte på om han ville hente en kniv og slå mig ihjel, eller noget andet.. Aldrig har jeg været så bange.. Jeg overvejede om jeg skulle springe ud af mit vindue og stikke af, eller hvad jeg skulle gøre. Jeg var bange for, hvad han kunne finde på at gøre mod min lillebror.. Men samtidig vidste jeg, at han aldrig ville gøre sådan noget mod min lillebror, og jeg var bange for hvad han kunne finde på at gøre overfor mig.

Jeg valgte at stikke af og løb over til min mor i hendes lejlighed. På det tidspunkt var de nemlig lige blevet skilt…. Jeg hader min far så højt efter alt hvad han har gjort, men samtidig elsker jeg ham også. Derfor har jeg altid tilgivet ham. Jeg tilgav ham også denne gang, og så ham et par dage efter hvor han var ædru. Jeg kom ind på mit værelse og så at alle mine ting var væk. Min far var blevet så sur at han havde smidt alt ud, alle mine barndoms ting på loftet. Min mor var lige flyttet, og jeg havde derfor alle mine ting fra jeg var lille hos min far.

Siden den dag, har jeg aldrig sovet hos min far. Jeg besøger ham en gang imellem, men jeg sover der ikke. Nu har jeg kun en ting fra jeg var lille, en bog og en bamse… Det synes jeg er trist..

Jeg går i 8kl nu. Jeg er en meget stille og genert pige, og har et meget lavt selvværd. Jeg føler at alle synes jeg er grim, og at ingen kan lide mig. En dag snakkede jeg med min mor om det. Hun fik anskaffet mig en tid hos lægen, og jeg snakkede med en der. Jeg snakker med hende et par gange om måneden, men jeg synes ikke det hjælper mig. Jeg har haft selvmordstanker, og slået mig selv i hovedet til jeg fik sår. Det ved min læge godt, og det er det vi har snakket sammen om.

Men ingen ved det med det seksuelleovergreb. Heller ingen ved at jeg har skåret mig selv i armen i et års tid. Jeg har det meget svært ved at være social og har angst for at snakke med folk jeg ikke kender godt. Jeg tør derfor ikke fortælle min læge om det her.

Min morfar er lige død, og han var en af de personer der stod mig nærmest. Han døde som 61årig af kræft, hjemme hos os. Han betød meget for mig og vi har haft det så godt sammen, jeg er rigtig ked af det…..

Samtidig har jeg lige skiftet skole, for at prøve at være mere social og tale med dem fra min klasse, men jeg tør simpelthen ikke tale med dem.. Er der noget galt med mig? Jeg er god i skolen, vare ikke til det sociale, jeg har overvejet om jeg kunne komme i en special klasse med få elever? Alle de her ting svæver rundt oppe i mit hovedet, og jeg kan snart ikke klare mere. Jeg kan nu kun se døden som den letteste vej. Hvordan skal jeg nogensinde få det godt?