Kære pige på 14 år
Tusind tak for dit brev. Det gør mig ondt at læse, at du har mistet din lillebror. At miste en bror eller søster er meget hårdt, og jeg kan virkelig godt forstå, at du savner ham.
Det lyder som om, at savnet er særligt stort, når du skal til at sove. Sådan tror jeg, at mange andre, der har mistet, også har det. Måske er det fordi, man ligger alene i sin seng og ikke har noget, der kan aflede ens tanker, sådan som man måske har, når man f.eks. er til sport eller sammen med sine venner…? Så kan det være rigtig svært at falde i søvn, og man kan komme til at ligge og græde, sådan som du også oplever.
Når man har mistet en bror eller søster, kan man godt komme til at føle sig alene med sin sorg. Det kan være svært for ens venner at forstå, hvordan man har det. Og ens forældre er selv kede af det, fordi de også har mistet. Jeg tænker på, om du og dine forældre mon kan snakke sammen om, at I savner din lillebror? Det kan være rigtig godt at finde sammen i sorgen og måske gøre nogle ting for at mindes ham. Det kan være, at I kan se på billeder af ham eller snakke om dengang, hvor han var rask, og I alle sammen var på en dejlig ferie sammen. Jeg kan forestille mig, at hans sygdom og sygeforløb har fyldt rigtig meget, men det kan være rart også at give sig selv lov til at huske gode ting fra dengang, inden han blev syg. Selv om din lillebror ikke er blandt jer mere, kan mindet om ham og alle de oplevelser, I havde sammen, få lov at leve videre.
Du spørger, om vi har et godt råd til, hvordan du kan falde hurtigere i søvn. Jeg tror og håber, at hvis du får talt og tænkt på din lillebror i løbet af dagen, så vil det opleves på en anden måde, når du kommer til at tænke på ham, mens du ligger og skal sove. Måske vil du samtidig tænke på nogle af de ting, du har gjort for at mindes ham i løbet af dagen, og måske vil det være nemmere at fremkalde et rart minde...? Det kan også være, at du har brug for at skrive dine tanker ned i en notesbog. Når man skriver tankerne ned, bliver der ofte lidt mere ro i ens sind. Følelsen af sorg forsvinder ikke, men tankerne falder måske lidt til ro. Du kan jo prøve at se, om det også har den virkning på dig…?
Du spørger også om, hvordan du i det hele taget kan komme videre. Sorg er desværre ikke noget, man bare kan beslutte sig for at komme videre fra, selv om man godt kunne ønske, at det var sådan. Sorgen bliver for de flestes vedkommende ved med at fylde hele livet. Men den forandrer sig med tiden, og der vil være tidspunkter, hvor du vil opleve, at du kan tage en pause fra sorgen og bare være dig selv. Det bedste råd er at tillade sorgen at være der og at få talt om den, i stedet for at ignorere den.
Måske kender du allerede Børn, Unge & Sorg – en forening for børn og unge, der har mistet en i familien? På deres hjemmeside www.bornungesorg.dk kan du bl.a. chatte med en frivillig rådgiver eller læse andre børn og unges historier om at have mistet. Du kan også finde frem til en sorggruppe. Mange børn og unge synes, at det er rart at komme i en sorggruppe og få talt tingene igennem der. Man kan sidde tilbage med mange spørgsmål og svære eller forvirrende følelser, når man har mistet, og det kan være trygt at møde andre, der er i samme situation.
Hvis Børn, Unge & Sorg ikke har en sorggruppe i nærheden af dig, kan dine forældre måske hjælpe dig med at undersøge, om der findes en sorggruppe for børn og unge tæt på jer. Det kan man f.eks. finde ud af ved at spørge en sundhedsplejerske i kommunen eller en præst i den by, hvor I bor.
Det kan også være en god idé at have en voksen uden for din egen familie, som du kan snakke med, når sorgen fylder. Det kan f.eks. være en lærer på din skole, en venindes mor eller dine bedsteforældre. Nogle gange tør andre ikke spørge så meget ind til sorgen, med mindre man selv bringer den op, og derfor kan det være godt at sige højt, hvad man har brug for. Måske har du brug for et ekstra kram engang imellem, eller måske har du brug for at snakke om din lillebror. Det kan også være, at du har brug for at tage en pause fra sorgen ved at lave noget sjovt eller rart sammen med andre. Lige meget hvad du har brug for, skal der være plads til det, og det kan der nemmest blive, hvis du tør fortælle andre, hvordan du har det.
Da vi snakker med mange børn og unge, som har mistet, har vi lavet fem gode råd i forhold til sorg. Dem kan du se her:
Husk at du også altid er velkommen til at ringe til os på telefonnummer 116111. Vi har åbent lige til klokken 23, så du kan også ringe ved sengetid, hvis du fortsat har svært ved at falde i søvn. Vi vil rigtig gerne være der for dig.
Kærlig hilsen BørneTelefonen