Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Søvnmangel, Spiseforstyrelser og svømning

Hej Brevkassen

Jeg er en dreng på 15 år. Og jeg har haft det sådan lidt underligt for tiden, der er lidt forskelligt så lad mig prøve at forklare det så godt jeg kan.

Ser i da jeg var en lille dreng på 6 år syntes min mormor at jeg skulle bruge tiden på noget andet end at sidde og spille playstation. Så hun meldte mig på et mini hold i den lokale svømmerklub i min by. Jeg husker ikke meget fra den tid bortset fra nogle få lege og samtaler med dem jeg gik på hold med og det var enormt sjovt. Jeg var virkelig glad for at svømme og allerede efter 2-3 ugers tid havde jeg en drøm om at svømme i OL.

Jeg vokset så og svømningen blev mer og mer seriøs. I stedet for “nu skal vi have batman og superman” så “nu skal i svømme 3*50 freestyle” der var jeg vel 8. Og der jeg blev 10 joinet jeg K4, ja nu var jeg konkurranse svømmer.

Kan stadig huske den dag jeg vandt min første medajle. Selv om det var et øvesels stævne og alle fik en, så var jeg så sindsyg glad, jeg bar den medajle hele dagen og hang den på mit værelse så alle kunne se den. Tiden gik nu var jeg tolv. Et nyt stævne var i gang og jeg kom hjem med en sølv medajle i 100 meter freestyle. Samme føelse som første gang jeg vandt.

Men så skete det. Min mor ville SÅ INDERLIGT gerne bo sammen med hendes kæreste… I Norge… I FUCKING NORGE. Min bror ville også gerne flytte, så det var 3 mod mig. Og jeg var ikke klar over at jeg kunne sige nej. Jeg var nedstemt og sådan var det tænkte jeg, vi flyttede da jeg var 12.5. Så jeg stoppet med svømning. Jeg glemte mit gamle liv. og Jeg så ikke tilbage. Jeg ville ikke svømme mer. Havde bare mistet føelsen for det, jeg gemte enda alle mine medajler under sofaen og så dem aldrig igjen.

Så kom vi til Norge, hvor jeg så trodde at svømning ikke fandtes (dumt men jeg var jo tolv.) Så jeg begyndte at spille fodbold sammen med de fleste fra min klasse. Fodbold var sjovt, vi havde nogle gode stunder. Det fortsatte så til jeg blev 15 var klubben blev splittet. Var jeg ked af det? nej, jeg blev skadet næsten hver træning, desuden regnet det hver anden gang. Jeg var egentlig ganske glad for det, nu kunne jeg bruge tid sammen med min kæreste (eks nu) og mer tid til at spille guitar (som jeg har gjort siden jeg flyttet.)

Men så kom OL 2016. Rio… det store Rio. OL Rio. Vi så det hver dag og en dag sagde min mormor “ej kan du huske da du ville med til det? måske kunne du havde været der nu.” Det hun sagde føltes som et slag i maven, efterfulgt af et lyn gennem hovdet. Jeg stormet ind på toilettet og græd. Jeg græd og jeg græd, det værste var at jeg ikke viste hvorfor. Men nu gør jeg. Det var fordi jeg havde glemt den føelse som jeg nu kan huske, den føelse som den 8 årige mig havde da jeg “vandt” for første gang.

Den nat kunne jeg ikke sove. Var det for sent at starte igjen? Det var det endeste jeg tænkte på. Men jeg besluttet mig for at stå op åbne computeren og søge: *bynavn* svømmeklub… Der var en. Uden at tøve tilmeldte jeg mig.

Jeg kom med til træningen på C holdet (Trænings hold C ((D->C->B->Bk->Ak->Elite))
Jeg viste min træner mine færdigheder og fik føglene kommentar: “Du er ikke værst i Crawl, men din kondition er i bund og teknik i alt andet er også i bund. Men du kan ligeså godt hoppe direkte på Bk, men jeg synes du skal vente med at konkurrere indtil vi får din kondition op”
Jeg viste ikke helt hvad jeg syntes om kommentaren. Dog var jeg extremt glad for at kunne komme direkte på konkurranse holdet.

Nu er jeg svømmer igjen. Nej jeg er konkurranse svømmer.

Okay det var meget snak, NU til mine problemer.

Jeg har svømmet i 3 måneder nu og er blevet meget bedre. Men af en eller anden grund, spiser jeg overhovdet ikke noget, og jeg ligger søvnløs de fleste natter. Tanken om at jeg har spildt 4 år som jeg kunne have brugt på det jeg elsker så højt, den tanke sidder i mit hoved hele tiden.

Eller at vi skal flytte tilbage til Danmark efter 9. klasse. Nu har jeg fået så mange gode venner. Hvordan skal jeg sige at jeg gerne vil blive? Og så står det jo mod det umulige: Venner vs Familie. Endelig er jeg med på træningslejre og Stævner hvor vi hygger rigtig rigtig meget og det er nok den bedste tid i mit liv lige nu. Jeg sidder enda i skolen og ikke kan vente med at komme i vandet og lave jokes med mine venner.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Det endeste jeg har lyst til er at jagte den føelse igjen.. og ikke mindst, jagte den med dem jeg holder af. Hvordan skal jeg dog kunne det?

-Dreng på 15

Dreng, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Dreng 15 år,

I mine øjne er du et fantastisk forbillede! Og jeg tror, dit brev vil inspirere rigtig mange til at gå efter sine drømme. For hold op, hvor er du inspirerende. Du har på trods af modstand besluttet dig for at fylde dit liv med det, der gør dig glad. Nu er der desværre dukket modstand op – men det er jeg slet ikke i tvivl om, at du vil kunne overvinde. 

Når jeg synes, at du er et forbillede, så er det fordi, du SÅ stærkt kan mærke dine drømme og handle på dem! Den nat, da du meldte dig til svømning, lyttede du til stemmen indeni og handlede på den. Det var modigt. Mange mennesker lukker nemlig ned for deres drømme af frygt. Men de kommer så også til at leve et liv uden den følelse af begejstring og glæde, du beskriver så stærkt, når du fortæller om svømningen og dit liv lige nu.

Min første tanke er: Ved din mor, og resten af din familie, hvordan du har det? Ved de, at du troede din svømmedrøm sluttede, da I flyttede til Norge? Hvor smertefuldt det var for dig, da din mormor henkastet kommenterende på OL 2016? Og hvor sej du har været, da du selv og alene fandt vejen tilbage til svømningen og endda blev rykket op på konkurrencehold? 

Umiddelbart lyder det som om, du ikke har fået talt ordentlig med dem? Hvad tror du, der vil ske, hvis du viser din mor og resten af familien, det brev du har skrevet til os? Og måske vores svar?

Det er vigtigt, at ALLE i en familie bliver hørt og forstået. Og at man hjælper hinanden med at opnå det, man hver især oplever som værdifuldt. Dine drømme er vigtige – så vigtige, at du faktisk reagerer med ikke at kunne sove og spise, når du tænker på, at du kan blive forhindret i at leve dem ud. 

Derfor er det også nødvendigt, at de voksne omkring dig får indblik i, hvordan du har det. De skal lytte til dig og hjælpe dig. Måske kan du og din familie nemlig sammen finde en overraskende måde at løse dilemmaet, så du kan fortsætte glæden ved konkurrencesvømningen og dyrke dit helt klare talent.

Nu ved jeg ikke hvorfor, I skal flytte tilbage til Danmark. Kan det måske kan udskydes nogle år? Eller kan du/I bo begge steder? Kan du ”pendle”? Måske findes der et kostgymnasium tæt på dine venner og svømmeklub i Norge, du kan flytte på? Måske en efterskole?

Hvis det ikke er muligt at blive i Norge, er der så en svømmeklub i Danmark, som I allerede nu kan undersøge sammen? Og kan I lave nogle aftaler for, hvordan du skal holde kontakten til vennerne i Norge? 

Jeg ved godt, at jeg stiller mange spørgsmål og ikke har nogle svar på, hvordan dilemmaet kan løses. Men jeg forestiller mig, at det kan hjælpe dig, at få talt disse muligheder igennem med din familie. 

Du mærker en smerte over ikke at have svømmet i 4 år. Og ja, du kunne måske have været endnu bedre i dag, hvis du ikke var stoppet. Men det kunne også være, at der var sket noget, som havde gjort dig dårligere. Eller at du nu har fået nogle erfaringer og oplevelser, der vil betyde, at du når endnu længere med svømningen nu, end du ellers ville have gjort. Det kan man aldrig vide. Så mit råd til dig er, at du fokuserer på styrken i at vælge efter hjertet, netop som du nu har gjort. 

Jeg blev oprigtigt rørt over din beskrivelse af, hvordan det føles at brænde for noget. Jeg ønsker for dig, at du tager den følelse med dig, uanset hvor du flytter hen og uanset hvor gammel, du bliver. Så bliver du helt sikkert et meget rigt menneske.

Mange kærlige hilsner BørneTelefonen

 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat