Smerten er ulidelig

Kære Børnetelefonen.

Jeg er en ødelagt pige på 17 år.

Jeg har igennem hele mit liv haft det rigtig svært indeni. Så svært, at jeg den dag i dag ikke ser et formål med livet længere. Jeg har skjult mig bag en facade kun jeg har kendt til, og den er langsomt begyndt at krakelere.

Jeg har holdt alle mine tanker, følelser og frustrationer for mig selv, i håbet om at de en dag ville forsvinde og gå væk. Men de er der alle sammen endnu, bare tusinderne gange værre.

Jeg kommer fra en familie hvor det om, at snakke om følelser og om hvordan man har det ikke er blevet talt om. – Nej, tværtimod når nogen spurgte om hvordan man havde det, gik alt bare fint.

Min far har aldrig rigtig været inde i billedet. Han var der de, godt første 3-4 år af min levetid. Vi var uadskillelige og havde et stærkt bånd til hinanden. Men lige pludselig var han der ikke. Han forlod os. Han forlod mig, og alle de gange han lovede, at vi skulle være sammen forblev godt og vel en stor løgn. Jeg ventede og jeg ventede, men han kom aldrig. Han svigtede mig gang på gang.

– Hvad grunden til dette har været kender jeg ikke, og jeg tror heller aldrig jeg finder ud af det.

Dette har jo betydet, at min mor både skulle være den moderlige og faderlige rolle på engang. Dette tror jeg bestemt ikke har været nemt for hende, for hun skulle samtidig tage hånd om hendes egne problemer og frustrationer.

Min mor lider af depression og angst.

Det gør så vold ondt indeni, at skulle se sin mor lide. Man føler sig hjælpeløs og ved ikke hvad man skal stille op for, at kunne hjælpe hende. Jeg ville ønske, at jeg kunne få hendes smerte til at forsvinde men det har jeg ikke kunne, og jeg føler at jeg har fejlet. Jeg har så dårlig samvittighed, og føler mig som verdens dårligste datter man kunne ønske sig.

Kommunen kommer ind i billedet og min yngre bror og jeg, bliver plejebørn i en aflastnings familie.
Da kommunen kommer ind i billedet er jeg godt og vel 6 år gammel og min bror er 3 år.

Jeg kan huske at det, at få en aflastnings familie var så overvældende og skræmmende for mig. Jeg begyndte, at stille så afsindig man spørgsmål til mig selv. (Hvorfor? Hvorfor skal vi have en familie til, når vi allerede har en familie.) Alle mine tanker susede som et stort raseri indeni.

– Lige pludselig fik vi en ny familie vi skulle være hos hver anden weekend.
Nye regler man skulle forholde sig til. Andre børn. Alt sammen nyt og fremmede.

De første mange gange vi skulle afsted, var jeg oftest så frustreret, at jeg nægtede at tage med dem. Jeg løb altid væk og gemte mig. Mine øjne var fyldt op af gråd. Jeg var lille og spinkel, retter sagt magtesløs. Jeg havde absolut ingenting, at skulle have sagt, så det endte altid med, at jeg blev slæbt ud i bilen.

– 3 nætter der skulle soves et fremmet sted. Et sted i uvisheden hvor alt var utrygt.

Årene gik, og vi voksede op.

Aflastnings familien fik mig altid til at føle, at jeg aldrig var god nok. Hvis man ikke gjorde tingene lige præcis på den måde de ønskede det, Jamen så var man bare ikke nok.
Jeg har ikke været alene om, at føle dette. Familien havde en fast dreng i pleje der boede hos dem til dagligt. Han var et par år ældre end mig.

Hver anden weekend vi kom, skændes de hele tiden. Der var hele tiden problemer når vi skulle være hos dem. Problemerne var atypisk så noget som, at hvis vi ikke vaskede op eller støvsugede deres bil i det rette tempo jamen så kunne plejemoderen finde på, at nive eller gribe hårdt fat om os.

Jeg husker blandt andet også en gang hvor vi lige havde været i sommerhus med dem, hvor drengen og plejemoderen havde været oppe i et stort skænderi (om hvad husker jeg ikke) men drengens trøje var fuldstændig splittet af, da de var færdig med, at skændes. (Som om den var blevet flået af)

Der har været så utallige mange episoder.

– Drengen valgte for godt 2 år siden, at tage kontakt til kommunen for at fortælle hans historie. Da han gjorde dette skulle kommunen også snakke med min bror og jeg om hvordan vi ligesom havde det hos dem. Når først et plejebarn har givet udtryk for noget voldeligt i en såkaldt plejefamilie skulle kommunen jo sikre sig, at de resterende børn havde det godt.

Alt hvad min bror og jeg sagde dengang var bare, at alt gik fint selvom vi vidste at det ikke gjorde. Vi gav udtryk for at alt gik ih og åh så godt, selvom virkeligheden var en anden. Vi var bange, så vi lod som ingenting.

I dag kommer jeg ikke længere hos aflastnings familien, da kommunen for cirka 1 år siden ikke kunne bevillige mig længere. Når man når alderen 15-16 år skal kommunen tage stilling til om man skal forsætte eller ej. Her valgte de at afslutte mig, og jeg husker denne dag tydeligt fordi jeg indvendigt blev så glad for, at jeg aldrig mere skulle derop.

Dette her er bare en brøkdel af min baggrund og det lyder sikkert til, at være fuldstændig latterligt.

Sagen er den, at jeg i dag er kørt så langt ned. Så langt ned, at jeg føler alt og alle ville være tusinde gange bedre tjent uden mig. Jeg kan ikke mere og jeg føler ikke, at jeg kan tilbyde nogen noget som helst. Jeg føler mig ensom og fortabt. De fleste mennesker ser livet som en gave de elsker og værdsætter. Men det gør jeg ikke. Jeg hader det blot og ønsker mig væk.

Jeg vågner hver morgen med ønsket om, at jeg ikke gjorde. Jeg ligger hver nat og ønsker, at jeg ikke vågner op næste dag. Jeg har x-antal gange drømt, at jeg har hængt mig selv, og hvem ved, måske er dette et tegn. Et tegn til, at jeg bare skal gøre det forbi.

Jeg sover så utroligt dårligt om natten, og jeg kan aldrig finde ro. Jeg føler mig så svag og utilstrækkelig dum, at det gør helt ondt indeni. Jeg føler mig grim, tyk, dum, utilstrækkelig, uduelig, spild af tid, en stor skuffelse der bare ALDRIG er GOD NOK!

Jeg er begyndt, at isolere mig selv mere og mere fra omverden, fordi jeg skammer mig over, at være den jeg er. Jeg har det så ubehageligt indeni og hver dag er en lang kamp. Jeg har mistet alt min energi og motivation til, at skulle lave noget. Mit hoved er fyldt helt op og det er lige ved at eksplodere. Alt ser sort ud. Jeg føler mig fanget, og har allermest bare lyst til, at give slip på det hele. Jeg føler bogstaveligtalt talt, at jeg kvæler alle mennesker bare ved, at være her.

Jeg tror ikke på, at nogen ville savne mig hvis jeg lige pludselig var væk.
– For jeg er nemlig ikke det værd. Jeg er ikke værd, at græde over. Jeg er ikke værd, at savne.

Til sidst skal det lige siges, at jeg allerede er i kontakt med en psykolog og andre mennesker der gerne vil hjælpe. Men jeg finder det så enormt svært, at skulle lukke nogen ind i mit skrøbelige hjerte der er fuldstændig knust. Jeg finder det så svært, at skulle lade dem hjælpe mig da jeg føler, at jeg ikke har fortjent noget som helst.

Det er godt 14 dage siden, at min mor fandt ud af, at jeg gik rundt med selvmordstanker og dette gjorde så ondt på hende.

Jeg har fået det så slemt, og jeg skammer mig over, at have de tanker som jeg har. Jeg kan ikke holde ud, at være her. Jeg har ingen venner, jeg duer ikke til det med venskaber. Jeg har bare ingen. Tiden er så ufattelig lang, og jeg kan ikke mere. Jeg hader mig selv, og føler mig så uforskammet. Jeg har opgivet alt.

Selvmord følelse som den eneste udvej. Hvad skal jeg stille op?
Alt jeg ønsker er, at smerten i min krop vil holde op.