Brev

Smerten er ulidelig

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17

Det er noget meget voldsomme oplevelser, du har været igennem. Andre, der har været igennem nogle af de samme ting, har fortalt, hvordan de også har holdt alle tanker og følelser for sig selv. De har opbygget en facade for at passe på sig selv i alt de, de har været igennem. Du skriver i brevet, at det blot har gjort tankerne og følelserne meget værre. Jeg er sikker på, at du langsomt vil opdage, at det har været rigtig godt for dig at begynde at åbne op og fortælle, også selvom det er sårbart at åbne op og vove at have tillid. De ting skal man nemlig ikke gå rundt med selv, og at dele med andre er en god måde at få set på de ting.

Der er sket mange ting i din fortid, som ikke burde være sket. Og de ting har sat sig spor i dig, som du stadig kan mærke. Din far, der pludselig forsvinder og den turbulente tid i aflastningsfamilien har desværre påvirket dit selvværd. Når selvværdet ikke er tilstrækkeligt, kan man komme til at overbevise sig selv om, at man ikke er god nok.

Men du er meget mere end god nok. Selvom du nok ikke kan mærke det endnu, er du faktisk godt på vej med ting, der alle vil gøre, at du får det bedre. Du er begyndt at sætte ord på dine tanker og følelser. I dit brev giver du et ganske godt billede af, hvad du har været igennem og hvordan det har påvirket dig. Og måske kan dit brev give håb til andre, der læser det, og som lige nu står i nogle af de samme ting, du har stået i. Du går hos psykolog. Selvom starten sikkert kan være svær, er du i fuld gang. Det har jeg dyb respekt for.

Du skriver, at din mor kæmper med depression og angst. Det kan være rigtig svært, at have en forælder, der ikke har det godt. Jeg kan se i dit brev, at du føler skyld over din mors sygdom. Og at du har dårlig samvittighed over, at du ikke har kunnet få hende til at få det bedre. Den følelse er desværre rigtig almindelig. Men det er ikke din skyld eller ansvar. Du kan ikke have gjort eller sagt noget anderledes, så din mor ikke havde fået det svært. Den afmagt der dukker op, er der voksne omkring jer, der skal tage ansvar for. Din mor, hendes familie og venner, den læge hun har - det er ikke børns ansvar at sikre det, selvom det er den følelse man har.

Du kan støtte din mor ved at snakke med hende – også selvom det ikke fjerner smerten. Og hvis hun ikke er i nogen behandling, kan du måske støtte hende til at gå i behandling. Det kan være en anden voksen omkring jer, der også støtte hende i det. Men vigtigst af alt kan du hjælpe din mor med at passe godt på dig selv. Og at huske dig selv på, at det ikke er din skyld og at du alligevel i din mors øjne er den bedste datter, hun kunne ønske sig.

Du skriver, at du ikke føler, du har gjort dig fortjent til andres hjælp. Jeg er ikke enig. Du har turdet åbne dig op i dit brev for nogle af de følelser og tanker, du før gik alene rundt med. Du har i den grad fortjent, at andre hjælper dig til at få det bedre. Du har igennem mange år levet med voksne, der har givet dig en følelse af ikke at være god nok eller ikke fortjener at have det godt. Men børn og unge i Danmark har ret til at have det godt, det skal de voksne sikre og det sociale system sikre. Det lyder bestemt ikke til at være sket! Jeg kan sagtens følge, at det må være svært at åbne op og lukke andre ind i hjertet. Her tænkte jeg, at du måske kunne vise dit brev til psykologen? For i dit brev har du nemlig været rigtig god til at beskrive dine tanker, følelser og frustrationer. Og brevet kan også blive et rigtigt godt afsæt for, at dig og psykologen kan snakke om dine selvmordstanker.

Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine ord og idéer. Her til sidst skal du lige have en sidste idé, du kan tage med dig og overveje. Da kommunen i sin tid snakkede med din bror og dig om det at være i aflastningsfamilien, var I bange og sagde, at alt gik fint. Det er helt forståeligt, at I ikke turde sige, hvad der foregik. Men måske kunne du have lyst til at fortælle kommunen, hvad der skete dengang? Det er nemlig aldrig for sent. Og måske kan du oven i købet hjælpe andre børn, der måske stadig er hos familien og ikke tør sige fra? Det kan du overveje. Og hvis du vil snakke mere om mulighederne, er du altid velkommen til at skrive eller ringe. Vi kan jo også hjælpe med en bisidder her fra BørneTelefonen, der kan gå med til møder i kommunen og støtte dig i din sag.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Få flere gode råd om selvmordstanker

Selvmordstanker er ofte et tegn på, at man står i en situation, som er svær og som man ikke kan klare alene.

Der kan være mange forskellige årsager til, at man får selvmordstanker. Det kan fx være at man har mistet nogen tæt på. Det kan også være, man har oplevet noget, der har gjort en rigtig ked af det. Eller måske man undrer sig over meningen med livet og derfor tænker på døden.

Hvordan takler man selvmordstankerne? Det første skridt er at tale med nogen om det, det er nemlig vigtigt, at du ikke går alene med tankerne. Men hvordan fortæller man nogen om sine selvmordstanker? Måske man er bange for at gøre andre kede af det eller måske man ikke lige ved, hvordan man starter sådan en snak.

På siden her, kan du finde gode råd og hjælp til hvordan man fortæller noget svært.

Trin for trin Byg et brev

Hvis det er svært at sige noget ansigt-til-ansigt, kan det være nemmere at skrive det ned. Her kan du bygge et brev, som du kan sende til den person, du gerne vil have til at hjælpe dig.

Skriv et brev, sæt ord på det, der er svært at sige. Vi har lavet en guide, der hjælper dig med at skrive de tanker ned, som er svære at fortælle.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat