Kære 16-årige pige
Jeg synes ikke, at det lyder som om, du danser en dans på røde roser. At bo i et økonomisk velstillet hjem er ikke ensbetydende med, at man har det tip top. Du får penge og behøver ikke have et fritidsjob, men du beskriver, at der er forventninger til dig om at hjælpe til i hjemmet og ikke mindst, at der er et evigt krav om, at du skal have 12-taller i skolen.
Dét indtryk dit brev giver mig af, hvordan du oplever din situation er, at du er havnet i noget som måske kan ses som et kontraktforhold til din far, hvor du skal levere perfekte resultater for til gengæld at blive forsørget. Mon du kan følge mig i min forståelse af det?
Jeg sidder med et billede af en pligtopfyldende pige, der er bokser rundt i en form for dyb taknemmelighedsgæld og ikke aner, hvordan hun skal arbejde sin gæld af - eller hvornår. Du kender måske eventyret om Rumleskaft og møllerdatteren, hvis far mener, at hun kan spinde hør om til guld?
Hver gang pigen (med Rumleskafts dyrt betalte hjælp) klarer opgaven, stiger kravene bare til hende. Genkender du mon dig selv i dette billede? Hvis du skulle give denne pige, møllerdatteren, et godt råd, hvad ville det så være?
Du fortæller, at du uden tvivl er intelligent. Det er jeg sikker på, du er – og jeg er ikke bekymret for, om du kan klare din skole godt nok. Du fortæller om din fars krav til dig, så jeg fornemmer også, at du godt kender din egen smertegrænse. Og du mærker nu, at den snart bliver overskredet.
Spørgsmålet er, om din far er klar over, at du oplever, at han er på vej ind over din grænse. Det lyder som om, du føler, at den person du gerne vil være, ikke matcher din fars forventninger og billede af dig. Får du mon ind i mellem fortalt ham, at det hele er ved at stige dig til hovedet? Mon du går og savner, at han bare elsker dig og holder af dig, fordi du er dig, og er en dejlig og pragtfuld pige..som også trænger til kærlige ord, kram og trøst? Hvis det er sådan du går og har det, vil du så kunne sige det til ham eller skrive det?
Muligvis er han ikke bevidst om, at du føler han stiller for høje krav. Han ønsker med garanti det bedste for dig og forestiller sig måske, at du vil have en karriere ligesom ham. Hvis han skal blive klogere på, hvem du er, og hvor presset du føler dig, så håber jeg du har mod på at tage initiativ til at tale med ham. Dét kræver mod. Men det lyder til, at du har meget at vinde, ved at være ærlig, for det er ikke og, at du bare skal fortsætte med at levere guld, imens du har det skidt.
Du skylder ham ikke noget. Han har ikke reddet dig, som jeg ser det, men givet dig et hjem, som det er hans pligt, ansvar og glæde som forælder at gøre.
Det lyder lidt som om, du eller din far har et meget trist billede af din mor, og den ”negative arv” hun står for. Jeg spekulerer på, om din forbindelse til din mor er kappet helt? For selvom hun måske kæmper med dårlig økonomi, så er din mor jo mere end sin økonomiske status, og en vigtig person at kende, hvis du skal forstå dig selv. Kunne du mon have glæde af at tale med hende?
Husk at du hverken skal være din far, eller din mor. Du skal finde livets veje – dine egne. Du er allerede godt i gang, synes jeg. Hvis det er svært at få taget hul på snakken med din far, kan du evt. begynde med at vise ham dit brev og mit svar her?
Jeg ønsker alt det bedste for dig.
De kærligste hilsner fra BørneTelefonen
