Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skuffede mine forældre for groft

Hej.

Jeg er en pige på 16 år, som har skuffet sine forældre for groft.

Jeg havde fortalt mine forældre, at jeg skulle sove hjemme hos en veninde, men sandheden var, at jeg tog hjem til en fyr, som jeg har skrevet med siden slutningen af maj.

Mine forældre opdagede det ved at bruge “find min IPhone”, fordi min far havde på fornemmelsen, at jeg løj.

Min mor vælger så, at skrive til min veninde over Facebook og spørge hvor jeg er henne, det ved min veninde ikke, for jeg havde ikke fortalt hende om, at jeg havde brugt hende som dækhistorie.

Det sidste der sker går meget hurtigt. Min veninde ringer og fortæller mig, hvad der sker, og så ringer min mor og beder om adressen, og om nogle oplysninger om fyren jeg er hjemme hos.

Adressen skriver jeg til hende, og så fortæller jeg så at han hedder T, at hans forældre er hjemme(løgn) og at han er 18(løgn).

Men nu er jeg så endt med to skuffede forældre, som nok aldrig vil kunne stole på mig igen, og jeg er også skuffet over mig selv.

Jeg ved heller ikke præcist, hvorfor jeg har gjort det, måske fordi jeg troede at jeg ikke ville få lov, hvis jeg havde fortalt sandheden, og måske også fordi jeg ikke synes jeg ikke får lov til nok.

Jeg ved virkelig ikke, hvordan jeg redder mig ud af den her kattepine. Vil I ikke nok hjælpe mig?

Hilsen pigen, der har skuffet sine forældre for groft.

PS. Fyren anede intet om min løgn, så han blev også lidt chokeret, men grinte bare, det hjalp lidt på det hele.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige

Jeg tænker, at du virker til at være en rigtig fornuftig pige, som er blevet nysgerrig efter at prøve noget, som du har haft svært ved at tale med dine forældre om. Det er kommet til at betyde, at du har gjort noget, som du ikke har gjort før, og det skal både du og dine forældre vænne jer til.

Drengen lyder som en sød fyr, men det kunne også have været en dreng, som du ikke helt vidste, hvor du havde. På den måde, er det også vigtigt, at dine forældre ved, hvor du er. Men alt det er jeg sikker på, at du faktisk godt ved og også er enig i.

Jeg tænker, at du er i gang med at løsrive dig fra dine forældre og er nysgerrig efter at prøve ting af på egen hånd. Når du skriver om dine forældres reaktion og dine egne tanker om, at du har skuffet dine forældre får jeg den tanke, at du har et helt fint forhold til dine forældre. Er det mon rigtigt? Du har faktisk en god forklaring på, hvorfor du valgte at lade være med at fortælle sandheden – du var bange for, at du så ikke ville få lov. Nogen gange kan det også være lidt pinligt at spørge om man må sove eller tage over til en fyr...Mon dine forældre kender dine grunde? Har du sagt til dem, at du måske gjorde det, fordi du var bange for ikke at få lov eller det var pinligt? Og ved de, at du gerne vil have lov til flere ting?

Vil det være muligt for dig at få en god snak med dine forældre om, hvad du godt kunne tænke dig at få lov til? Lige nu, hvor du føler, du har skuffet dem (og måske er de også chokeret og det der skete??) kræver det nok nogle gode og rimelige aftaler mellem jer alle, hvor snakker tingene igennem og kigger fremad. Dit brev viser meget tydeligt, at du er ked af at du har løjet og det kan måske fortælle dem, at du jo faktisk er ansvarsfuld og gerne vil have et godt og tillidsfuldt forhold til dem igen. Måske kan I sammen lave nogle regler og aftaler, som kunne give dig lidt mere frihed end du har nu, men samtidig så alle parter er trygge ved det. Det virker jo til at du har lært meget af det der skete. Et enkelt tilfælde, som du nok ikke har tænkt at gentage....men det tager nok lidt tid at genopbygge tilliden mellem jer, men den skal nok komme igen.

Måske har du brug for støtte til at snakke det igennem med dine forældre? Det kan være ældre søskende, som har prøvet det, som du prøver nu? Det kan også være, du har en moster eller faster, som både du og dine forældre har tillid til og som måske kan hjælpe til med, at I kan få en god snak og få lavet nogle gode aftaler?

Ja, det er forkert hvad du kom til at gøre. Men på den anden side, så virker du moden og ansvarsfuld på trods af det.. Jeg er fuld af beundring over, at du kan sætte dig i dine forældres sted og forstå, at de er skuffede over dig - måske blev de mere bekymrede for om der skete dig noget. Jeg tænker, at det vil hjælpe, når du får talt med dine forældre.

Jeg håber, du kan bruge svaret og så vil jeg ønske dig alt mulig held og lykke med det.

De kærligste tanker fra BørneTelefonen
 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat