Skole og familie

Hej BørneTelefonen!

Jeg føler, at jeg har nogle problemer i min familie. Det hele kommer fra et enkelt problem; at jeg kommer for sent i skole. Man skulle ikke tro, at det ville skabe så mange problemer, som det nu gør, men det har en kæmpe effekt på mig og min families liv. Jeg har svært ved at stå op. Jeg har tænkt meget over hvorfor.

Måske er det fordi jeg ikke er glad for min skole? Jeg føler mig utryg omkring mine klassekammerater. Jeg har ikke lyst til at være omkring dem. Måske undgår jeg derfor ubevidst skolen ved at komme for sent?

En anden ting er selvkontrol. Jeg har ikke viljestyrken til at stå op. Jeg kan ligge i min seng og tænke: ”Kom så! Nu står du altså op!”, men der sker ikke noget. Det føles som at være lammet. Jeg kan ikke bevæge mig ud fra sengen.

Det har som sagt en kæmpe effekt på mig og min familie. Jeg kommer for sent 3-4 gange om ugen. Jeg har haft problemer med at møde til tiden siden 5. klasse. Jeg går i 7. nu. Og problemet ser slet ikke ud til at blive bedre. Tværtimod bliver det værre og værre.

Jeg har ambitioner for at gå på gymnasiet efter folkeskolen. Men så længe jeg har det problem, har jeg ingen chance for at gennemføre gymnasiet. Eller i det hele taget en uddannelse. Jeg er en intelligent og stræbende pige. Derfor gør det så ondt at vide, at mit problem vil være skyld i, at jeg ikke får en ordentlig uddannelse.

Mine forældre bliver stressede af at skulle råbe af mig og blive rasende på mig hver morgen, fordi jeg ikke kan stå op. Det har en stor effekt på deres præstation på arbejdet. Min mor arbejder f.eks. i en vuggestue. Det går ikke at hun er sur hele dagen omkring børn.

Derudover sætter jeg deres liv på spil, når jeg udsætter dem på den måde om morgenen. De kan jo ikke tåle, at deres blodtryk stiger så meget hver eneste morgen i længden. Jeg vil ikke være skyld i at de måske mister deres arbejde eller kommer i en livstruende situation.

Mine forældre har op til flere gange prøvet at forklare hvilken effekt det har på familien. Og jeg forstår det også. Men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre ved det. Jeg føler ikke, at de ved, hvordan jeg faktisk har det. Jeg har det absolut forfærdeligt ved det.

De siger, at jeg er egoistisk og simpelt hen gør det med vilje. At jeg kan gøre noget, men VÆLGER at lade være. Og det er ikke sandt. Jeg vil så inderligt af med mit problem, men jeg har ingen idé om hvordan jeg kan løse det. Vi har prøvet en masse strategier med at komme tidligere i seng og lignende. Det virker ikke. Vi har prøvet alt, hvad vi kan. Intet virker.

Og dog føler jeg, at problemet bliver undervurderet. Ikke engang mine forældre har prøvet at tænke over at jeg muligvis har det skidt ved det. Eller måske har de. I det tilfælde har de ignoreret det. Jeg har hintet meget til det, men jeg føler, at de lukker af for det.

Jeg har prøvet at åbnet op fortalt at det er svært for mig. At det gør mig virkelig ondt at det skal være sådan, og at det knuser mig at jeg intet kan stille op.

En dag hvor jeg pjækkede over en hel skoledag fangede mine forældre mig mens jeg grådfærdigt tegnede mine følelser ned, da de kom hjem. Min far så min tegning. Jeg havde med kulkridt tegnet en forsømt pige bundet fast og ude af stand til at kunne bevæge dig.

Jeg åbnede mig op for dem og fortalte hvordan jeg havde det. Jeg troede, de ville forstå mig. Og muligvis se problemet fra min vinkel. Men til min skuffelse var episoden glemt dagen efter.

Jeg har foreslået professionel hjælp fordi jeg ved, at vi ikke kan klare det her selv. Vi har brug for hjælp til at løse problemet. Jeg har brug for hjælp til at kunne blive ved at kæmpe videre. Derfor har jeg taget ansvaret selv og skrevet ind her for at få nogle råd og noget støtte.

Jeg har desuden en kæreste, som jeg kan tale med. Han støtter mig fuldstændig, og han er en fantastisk hjælp. Men han kan ikke gøre så meget ved det. Han ved ikke nok på området til at kunne give mig råd. Så jeg håber, at I kan.

Jeg håber ikke, at mit brev blev for langt.

Tak.