Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skilsmisse -min oplevelse.

Kære brevkasse.

Jeg er en pige på 15 år, der for ca. 2 uger siden, dagen efter juleaften fik fortalt, at mine forældre skulle skilles. Jeg fik et chok i starten og det føltes som om min verden brød sammen. Jeg græd og græd.

Mine forældre fortalte at de stadigvæk var venner, men bare ikke elskede hinanden mere. Det var underligt at høre. Min mor og far skiftedes til at tale med mig, og min søster. Det var virkelig rart, at få snakket ud om det.

Lidt tid efter samme dag, skrev jeg det til mine bedste veninder. Jeg havde ikke modet til at fortælle dem det face-to-face. Det ville også bare være så akavet, hvis ingen af dem sagde noget til det. Jeg fortalte også min lære om skilsmissen.

Men det er en meget forvirrende tid lige nu. Der er så mange svære ting at tænke på. Jeg isolere mig lidt, og orker ikke at tænke på lektier, skolen, karektere, familien, vennerne, det hele. Fordi skilsmissen netop fylder så meget lige nu.

Jeg er også VIRKELIG kørt skoletræt og vågner seriøst hver morgen og tænker: “Jeg gider ikke, at tage i skole idag.” Jeg har det bare som om at folk forventer at jeg er glad og der ikke er noget galt, selvom jeg indeni er så forvirret og knust. Jeg vil ikke fortælle de andre i klassen om det, da jeg tror de ikke kan forstå det. Jeg er også bange for at jeg kommer til at græde, foran dem alle sammen.

Men det er ikke kun negativt. Min mor skal flytte ud. Til et lejet rækkehus i byen, kun få km væk fra hvor min far bor. Det bliver en spændende ny oplevelse. Jeg har også altid gerne ville prøve at bo i byen. Det er så nemt da skolen kun ligger få meter derfra. 🙂

Jeg er dog bekymret for hvordan det vil være at bo hos min far. Om han kan finde ud af det hele alene…

– Det er første gang jeg skriver ind, og klokken er snart 12! Jeg håber i kan hjælpe mig lidt og give lidt rådgivning 🙂

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år.

Det er ikke engang 1 måned siden, du fik at vide, at dine forældre skal skilles, så jeg kan godt forstå, at skilsmissen fylder så meget i dig. Dels er der alt det følelsesmæssige kaos, og dels er der en masse tanker om alt det praktiske, som du meget fint fortæller om.

Det var en rigtig god ide, at du orienterede både dine venner og din lærer om skilsmissen. Flot og modigt!

Men nu lyder det som om, du lukker dig om dig selv og går med fortvivlelsen og forvirringen selv. Og det er svært og ensomt. Jo mere du hober op indeni, jo mere vil det fylde i dig, så der ikke er plads til andet. Derfor føler du ulyst til skole, venner osv.

Jeg vil foreslå, at du endnu engang er modig og får snakket med nogle af dine bedste venner og veninder om det, du oplever lige nu. Hvis de ikke kan se på dig, at du faktisk er knust, er det nærliggende at tro, at du er ok. Og måske er vennerne lidt bange for at spørge til, hvordan du har det, fordi du ser ok ud. 

Så det er dig, der skal lukke op endnu engang. Jeg tror, at du vil føle en stor lettelse, hvis du tager mod til dig og åbner op. Og jeg er ret sikker på, at dine venner vil kunne forstå, hvorfor du evt, kommer til at græde.

I øvrigt er der nok nogle af dine venner, der har forældre, der er skilt. Dem kan du måske have glæde af at dele dine tanker med.

Jeg tænker også på, at det er vigtigt, at du og din søster får snakket sammen i denne svære tid. Hun går måske også rundt med de samme bekymringer, som du.

Jeg ved ikke, hvor meget du har fået snakket med dine forældre efter den første samtale. Måske er det ikke så meget? Mange børn, hvis forældre skal skilles, vil ikke bekymre deres forældre med deres egen sorg over skilsmissen, og derfor går de meget med de svære tanker og følelser selv. Måske kan du genkende det? Men netop i denne svære tid er det vigtigt, at børn og forældre taler sammen, og både børn og forældre har brug for at mærke hinanden. Så jeg vil foreslå, at du også får snakket med dine forældre om, hvordan du har det. Du kan også fortælle dine forældre, at de kan få nogle rigtig gode råd til, hvordan de hjælper dig og din søster i denne tid på http://skiltmedboern.dk.

Det lyder som om dine forældre sørger for nogle gode rammer for d/ig og din søster, bl.a. er det er en lettelse for børn, at forældrene ikke bor for langt fra hinanden. Og det er godt at høre, at du ser frem til at bo i byen, og at du ser noget håb om nye muligheder der. Mange børn er bekymrede over, om deres far kan klare det alene, men mange oplever også, at deres far finder ud af det. Måske kommer det også til at ske for dig.

Du står over for en ny situation i dit liv, som jeg håber, vil falde på plads for dig. De fleste børn, hvis forældre er skilt, finder heldigvis ud af at trives med det, især hvis de er så heldige, at forældrene kan tale ordentligt om og med hinanden, og at de kan skabe nogle ok rammer for børnene.

Men lige nu er det vigtige for dig, at du får fortalt om, hvad der sker inden i dig. Skynd dig at komme i gang med det.

Mange gode tanker fra BørneTelefonen

 

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat