Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

skilsmisse

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på snart 12 år. 
Tak for dit fine brev til brevkassen, hvor du fortæller, hvordan det har været at vokse op som skilsmissebarn. Der er rigtig mange, der vokser op på samme måde, så det er der slet intet galt med. Det er faktisk lige så almindeligt som at vokse op sammen med begge sine forældre. Men det betyder jo ikke, at det ikke godt kan fylde rigtig meget i ens tanker. 
Jeg kan i hvert fald læse på dit brev, at du tydeligt kan huske tidspunktet omkring dine forældres skilsmisse, selvom du kun var 3 år gammel. Det kan du sikkert, fordi det netop har været en ting, der har og stadig berører dit liv. Selvom det nu er så længe siden, så ved jeg fra andre børn, at man flere gange i livet, kan have brug for at fortælle ens ”skilsmisse”-historie til nogle andre..

Jeg kan forstå, at din mor har haft og stadig har det svært - og det gør måske også, at du føler, at du skal tage ekstra hensyn til hende?! Men selvom det kan lyde lidt hårdt, så skal du bo det sted, hvor du kan få den bedste hverdag. Det betyder ikke, at du ikke elsker din mor, men blot at du lytter til dig selv og dine behov. Det er vigtigt at kunne og det er en forudsætning for, at du kan have det godt. Du skriver meget fint, at dig og din far har et ”specielt” forhold, så jeg forstår godt, hvorfor du har lyst til at bo sammen med ham. Især nu hvor din far ikke længere bor sammen med din gamle papmor. 
Jeg ved også, at det langt fra kun er dig, der er nervøs for, hvordan man får sagt, at man gerne vil bo hos den anden forælder. Der er jo ingen børn, der har lyst til at såre enten sin mor eller far. Og måske vil din mor i starten blive lidt ked af det, men så er det jo jeres opgave at sørge for, at I kan have det godt sammen, selvom I ikke bor sammen. Måske kan det hjælpe dig lidt at tænke, at det var de voksnes beslutning at blive skilt dengang - og ikke din og at du lige nu forsøger, at finde ud af, hvad der er bedst for dig i den situation, som dine forældre har skabt for dig. Det betyder også, at de voksne har et ansvar for at finde frem til en løsning, som er god for dig - også selvom det kan betyde, at de måske bliver kede af det. Selvom forældre selvfølgelig også har en masse følelser, så er det faktisk barnets følelser og trivsel, der skal komme i første række.

Måske kan du fortælle din mor, at der er noget, som du har tænkt på, som du gerne vil tale med hende om, men at du også er lidt nervøs, fordi det måske er noget, der vil gøre hende ked af det. Her kan du forklare, hvorfor du godt kunne tænke dig at bo lidt hos din far igen. Du kan måske starte med at foreslå, at der er en ”prøve-periode” fx på 2 måneder. Så virker det ikke så hårdt, men mere som et forsøg, som I sammen kan snakke om og måske ændre igen, hvis I efter "prøve-månederne" bliver enige om det.. 
Hvis det er lidt svært at sige direkte, kan du også overveje, om du måske skulle skrive det i et brev til hende? Husk at vælge et tidspunkt, hvor I har god tid – både hvis du ender med at sige det til hende eller skrive det, så har I nemlig god tid til at få talt godt sammen bagefter. 

Er din far enig med dig i, at det vil være bedst, hvis du flytter hjem til ham? Det er selvfølgelig vigtigt, at du har talt med ham om det, så du ved, at det er en mulighed, som han også ønsker.

Det kan også være, at du vil have det bedre med at sige det til begge dine forældre på samme tid? Så kan I jo sammen finde ud af, hvad der er den bedste løsning for jeres familie. Måske kan I finde en løsning, som passer godt til jer alle tre?

Hvis du har mod på det – og brug for det – er du også meget velkommen til at skrive eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Her sidder der en masse dygtige rådgivere parat, der også kan hjælpe dig med, hvordan du kan få det sagt. 
Til sidst vil jeg lige henvise til vores hjemmeside, hvor du kan læse mere om skilsmisse. Måske vil det være rart både at høre andres historie og samtidig læse om dine rettigheder. Det kan du gøre her: http://www.bornetelefonen.dk/Temaer/Skilsmisse.aspx.

De allerbedste hilsner 
fra BørneTelefonen. 
P.s. Og hvor er det altså bare skønt at høre, at det ikke nødvendigvis behøver være ens mor, som man kan tale med om de typiske ”pigeting”. Men derfor kan man godt "savne" at tale med ens mor om fx menstruation. Måske er det bare dig, der skal starte snakken, så din mor opdager, at du faktisk gerne vil tale med hende om det.. det kan jo være, at hun går og tror, at det vil gøre dig pinlig, hvis hun spurgte ind til fx menstruation - og du har det jo faktisk lige omvendt. Det er da et forsøg værd, hvis du har mod på det?! Men det skal du selvfølgelig helt selv bestemme.. 

Hvordan har du det i din familie?

hvordan har du det med din familie?

Føler du dig udenfor? Kommer du tit op at skændes med dine forældre? Er det svært med dine søskende?

Klik dig videre her og få gode råd til, hvordan du kan få det bedre i familien.

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat